Jeg har fået skrevet en ny guide, hvor jeg viser en enkel og praktisk arbejdsgang til at lave en lille film med AI.
Guiden tager udgangspunkt i min egen lille skovtroldefilm, hvor en grim, men ret sød skovtrold vågner i sit hjem under et gammelt træ, går en tur i skoven og vender hjem igen.
I guiden gennemgår jeg blandt andet:
🎬 hvordan idéen bliver delt op i scener 🧌 hvordan man laver en genkendelig hovedfigur 🖼️ hvordan man bruger referencebilleder aktivt 🎞️ hvordan billederne bliver lavet om til små videoklip i CapCut 🎵 hvordan man kan bruge Suno til musik 🔊 og hvordan man samler det hele til en færdig lille film
Det er ikke tænkt som en guide til alle mulighederne, men som en enkel metode, der faktisk fungerer i praksis.
Normalt når man 3D-printer, gør man faktisk en del for at undgå stringing. De tynde tråde mellem bevægelserne bliver som regel betragtet som en fejl, noget man helst vil slippe for. I dette projekt er det næsten hele pointen, der bliver vendt på hovedet. Her er stringing ikke problemet. Det er selve motivet.
Jeg havde fået lyst til at teste StringArt3D, som er et browserbaseret værktøj, der kan omdanne et foto til string art til 3D-print. Værktøjet er lavet til at generere printklare filer til FDM-printere, og det er netop den lidt skøre idé, der gjorde det sjovt at prøve af. Du kan finde værktøjet her på den officielle side: StringArt3D.
Til testen brugte jeg Maker Martin som model, og han virkede heldigvis ganske tilfreds med resultatet. Det færdige print endte med at fange overraskende meget af hans udtryk, selv om motivet i praksis bare består af et tæt net af fine, mørke linjer.
🖼️ Klargøring af billedet
For at give værktøjet de bedste betingelser startede jeg med at gøre billedet om til gråtoner. Derefter sad jeg og legede med kontrast, lys og toneområder, indtil jeg fandt en version, hvor ansigtstræk og former stod tydeligt frem. Det viste sig hurtigt, at det har stor betydning for resultatet.
Når man arbejder med denne type string art, er det nemlig ikke nok bare at smide et tilfældigt billede ind. Hvis kontrasten er for flad, eller hvis de mørke og lyse områder ikke spiller godt sammen, kan motivet hurtigt ende som en lidt tung og utydelig trådskive. Omvendt kan et billede med den rigtige balance give et resultat, hvor personen faktisk kan genkendes forbavsende godt.
🧵 Når stringing pludselig er en fordel
Det er nok det, jeg synes er sjovest ved hele projektet. I klassisk 3D-print er stringing noget, man forbinder med for høj temperatur, forkert retraction eller indstillinger, der ikke er helt på plads. Her er det præcis de fine tråde, man normalt ville bande over, som bygger hele motivet op.
Det giver projektet en lidt omvendt logik, som jeg virkelig godt kan lide. Fejlen bliver til effekten. Det tekniske benspænd bliver til det visuelle mål.
🖨️ Printet på Bambu Lab X1 Carbon
Det færdige print blev lavet på Makerspaces nye Bambu Lab X1 Carbon, og det fungerede virkelig godt til opgaven. Kombinationen af et velbearbejdet portræt, et preview der var tæt på det endelige resultat, og en printer der bare leverede stabilt, gav en test som var både nørdet, overraskende og ret tilfredsstillende.
Det er også en af de projekter, hvor det færdige objekt ser lidt anonymt og kaotisk ud ved første øjekast, men så træder motivet frem, jo mere man kigger på det. Det synes jeg faktisk er en ret fed kvalitet i sig selv.
✨ En sjov og anderledes test
Alt i alt var det en virkelig sjov test. Ikke bare fordi resultatet blev godt, men også fordi idéen i sig selv er så skæv på den helt rigtige maker-måde. At tage noget, man normalt prøver at undgå i 3D-print, og gøre det til hele formålet, det er altså svært ikke at synes er lidt genialt.
Det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer til at lege med den her type print.
Ida og jeg deltog i en workshop i makerspace, hvor vi kastede os ud i at lave vores egen t-shirt med folieprint. Det blev til en t-shirt med et Grim Reaper-motiv og teksten “Kom med mig”.
Det var Ida, der valgte både motivet og farvesammensætningen. Der var desværre ikke sort folie til rådighed, men den lilla glitterfolie viste sig faktisk at være et virkelig godt alternativ. Ida ville også gerne have haft røde øjne på motivet, men det glemte jeg lige i farten undervejs.
🖥️ Vi valgte at lave motivet digitalt
Som man kan se, valgte vi at arbejde ud fra en fil, vi lavede på computeren. Alternativet havde været at tegne motivet i hånden og bruge scannerfunktionen på maskinen, som i dette tilfælde var en Brother ScanNCut SDX900.
🔄 Husk at spejlvende motivet
En vigtig lille detalje, som man virkelig skal huske, når man arbejder med folie til tekstil, er at spejlvende motivet, inden det bliver skåret. Det gælder især, hvis der er tekst med, for ellers ender bogstaverne jo omvendt på det færdige print. Det er sådan en klassisk ting, der er nem at overse i farten, men som hurtigt kan koste både tid og materiale, hvis man først opdager det for sent.Ved at lave motivet digitalt havde vi meget bedre mulighed for at styre, hvordan de forskellige farver skulle fordeles, og det passede rigtig godt til det udtryk, Ida gerne ville have. Det gav os også en bedre mulighed for at planlægge motivet lag for lag, så vi kunne få præcis det udtryk frem, vi gik efter.
🔄 Husk at spejlvende motivet
En vigtig lille detalje, som man virkelig skal huske, når man arbejder med folie til tekstil, er at spejlvende motivet, inden det bliver skåret. Det gælder især, hvis der er tekst med, for ellers ender bogstaverne jo omvendt på det færdige print. Det er sådan en klassisk ting, der er nem at overse i farten, men som hurtigt kan koste både tid og materiale, hvis man først opdager det for sent.
✂️ Idas favoritdel var foliearbejdet
Selve processen med at skære folien, pille de små dele fri og samle motivet var både sjov og lidt nørdet på den gode måde. Det er altid fedt at opleve, hvordan et digitalt design pludselig bliver til noget fysisk, man faktisk kan tage på.
Det var faktisk lige præcis den del af projektet, Ida bedst kunne lide. Hun syntes, det var ekstra sjovt at pille de små dele fri og være med til at samle motivet, og hun ville faktisk gerne have, at der havde været endnu mere foliearbejde i projektet. Det siger jo egentlig meget godt om workshoppen, når den mest tidskrævende og nørklede del også ender med at være den sjoveste.
🎨 Farverne blev gode, men t-shirten kunne have været bedre valgt
Efterfølgende kunne vi godt se, at valget af en hvid t-shirt ikke var helt optimalt. Selvom resultatet af folieskæring og sammensætning blev, som vi gerne ville have det, så kunne motivet have kommet endnu mere til sin ret på en mørkere t-shirt.
Især de lyse detaljer og glitterfolien ville have stået stærkere med mere kontrast i baggrunden. Så selve motivet og farverne er vi rigtig glade for, men næste gang ville vi nok tænke mere over farven på stoffet allerede fra start.
🧪 Måske skal vi eksperimentere videre
Nu sidder vi lidt med tanken om, om man mon kan farve stoffet en smule bagefter, så motivet træder tydeligere frem. Det kunne faktisk være et meget sjovt næste eksperiment.
Uanset hvad var det en virkelig hyggelig workshop, og det bedste ved projektet var klart, at Ida selv var med til at vælge motiv, farver og være en aktiv del af processen hele vejen. Det gør bare resultatet ekstra særligt.
Makerspace har købt fedtsten, og det måtte selvfølgelig prøves. Jeg besluttede mig for at starte småt, så der ikke gik for meget materiale til spilde. Hvad er mere oplagt end en skægperle?
Et lille projekt. Overskueligt. Og med mulighed for at lave noget personligt.
🧱 Hvad er fedtsten?
Fedtsten, også kaldet soapstone, er en metamorf bjergart, der primært består af mineralet talk. Den føles næsten sæbeagtig, når man holder den i hånden, og den er kendt for at være meget blød sammenlignet med andre stenarter.
Det betyder, at den:
Er nem at save og forme
Kan bearbejdes med simple håndværktøjer
Er velegnet til begyndere
Giver mulighed for fine detaljer
Men det betyder også, at den er relativt skrøbelig, især hvis man laver tynde partier eller gennembrydninger.
🔪 Fra blok til cylinder
Jeg startede med at save en blok fedtsten i mindre stykker, så jeg fik en nogenlunde firkantet blok. Den formede jeg derefter så godt jeg kunne til en cylinder.
Materialet er næsten for nemt at arbejde med. Man skal virkelig passe på ikke at tage for meget af. Et enkelt snit for meget, og så er der pludselig fjernet mere, end man havde tænkt.
Da grundformen var på plads, tog jeg lidt af højden, så perlen fik de dimensioner, jeg ønskede. Derefter borede jeg et hul hele vejen igennem.
Det gik overraskende nemt. På det tidspunkt kunne jeg faktisk have stoppet og kaldt projektet en succes. En cylindrisk skægperle var opnået.
✨ Når man lige skal give den lidt ekstra
Men nu jeg var så godt i gang, tænkte jeg, at den selvfølgelig også skulle have lidt udsmykning.
Jeg begyndte at skære mønster i overfladen. Det gik over al forventning. Jeg blev mere modig, detaljerne blev finere, og jeg blev mere og mere grebet af processen.
Lige indtil jeg pludselig skar for dybt og brød ind til det gennemgående hul.
Ups.
Der var et øjeblik, hvor jeg overvejede at kassere den. Men i stedet valgte jeg at gå all in og gøre det til en del af designet. Jeg arbejdede videre, som om det hele tiden havde været planen.
Resultatet blev en snoet, næsten flettet struktur med åbne partier. Perlen fik bevægelse og karakter. Den blev langt mere organisk, end jeg havde forestillet mig fra start.
Og ærligt talt – jeg havde ikke troet, jeg kunne lave så fine detaljer i sten.
💻 Løbende research og gode råd
Undervejs googlede jeg og brugte ChatGPT til at finde råd og erfaringer om arbejdet med fedtsten.
En vigtig pointe var håndtering af støv. Det anbefales at:
Arbejde med et vådt klæde til at opsamle støv
Undgå at indånde fint stenstøv
Arbejde i et ventileret område
Det fungerede rigtig fint at tørre løbende af med et fugtigt klæde. Det holdt både arbejdsområdet renere og støvet nede.
🪵 Slibning og efterbehandling
Da formen var færdig, fandt jeg fint sandpapir frem og sleb overfladerne glatte. Fedtsten reagerer virkelig godt på slibning og går hurtigt fra rå til silkeblød.
Som efterbehandling gav jeg perlen bivoks. Det fremhævede farven og gav en dybere, varm glød. Strukturen trådte tydeligere frem, og stenen fik næsten et chokoladebrunt udtryk.
Man kan også bruge:
Mineralolie
Linolie
Specialolie til sten
Klar voksblanding
Polering med tør klud for en naturlig satinfinish
Bivoksen gjorde præcis det, jeg håbede på.
🧔 I skægget
Og ja. Den sad virkelig flot i skægget.
Den mørke sten mod det grå skæg gav en fed kontrast. Den havde tyngde, karakter og et råt, næsten nordisk udtryk.
Jeg var faktisk ret stolt.
💥 Den skrøbelige sandhed
Der er dog lige det med fedtsten, som jeg ikke helt havde tænkt ind i projektet.
Den er blød. Og selvom det gør den nem at forme, gør det den også skrøbelig – især når der er tynde partier og gennembrydninger.
Dagen efter, da jeg ville sætte perlen i skægget igen, splintrede den.
Ikke bare en lille revne. Den brød simpelthen sammen.
Så mange timers arbejde – væk på få sekunder.
🧠 Hvad jeg lærte
Selvom perlen ikke overlevede, gjorde erfaringen.
Næste gang vil jeg:
Lade mere materiale blive omkring hullet
Undgå at skære for dybt i udsmykningen
Tænke styrke ind som en del af designet
Måske teste en mere kompakt form først
Det havde været sjovt. Det havde været lærerigt. Og det gav blod på tanden.
Der er helt sikkert mere at hente i fedtsten.
Bare med lidt mere respekt for materialet næste gang.
Ida og jeg deltog i en af Makerspaces mange workshops – denne gang med Jesmonite som tema. Det er altid noget særligt at prøve et nyt materiale sammen, og Jesmonite viste sig hurtigt at være både legende, hurtigt og overraskende alsidigt.
🧱 Hvad er Jesmonite?
Jesmonite er et vandbaseret kompositmateriale, der består af:
En mineralpulver-del
En akrylbaseret væske
Når de blandes i korrekt forhold, får man en flydende støbemasse, som kan hældes i silikoneforme. Det hærder relativt hurtigt og giver en overflade, der minder om en blanding mellem beton, sten og keramik – men uden brænding.
Det gør materialet oplagt i et makerspace, hvor man gerne vil:
Nå fra idé til færdigt objekt på én workshop
Arbejde med former og detaljer uden tungt udstyr
Eksperimentere med farve og overflade
🎨 Marmorerings-teknik (Ida har styr på den)
Vi arbejdede især med marmorerings-effekter, og det kan man tydeligt se på bakkerne. Metoden er enkel, men kræver timing:
Bland grundmassen korrekt
Del den op i flere portioner
Tilsæt pigment i små mængder
Rør kun delvist sammen
Hæld og lad tyngdekraften gøre resten
Det svære er at vide, hvornår man skal stoppe med at røre. For lidt røring giver tydelige kontraster. For meget – og det hele bliver én ensartet farve.
Ida har allerede ret godt styr på balancen.
🛁 Sæbebakker og farveeksperimenter
Vi fik lavet flere bakker, blandt andet:
En grøn marmoreret med flot dybde
En orange/hvid version med tydelig kontrast
En mere rolig, stenagtig variant
Her lærte vi især én ting: Pigment skal doseres med respekt.
oplus_1048576
For meget farve kan:
Gøre massen for tyk
Påvirke hærdningen
Svække det stenagtige udtryk
“Mudre” marmoreffekten
Små mængder rækker langt. Ofte bliver resultatet flottere, når man arbejder med lag og kontrast fremfor mætning.
Oplus_17956864
🍄 Svampekrukker – støbning + Posca-finish
Svampekrukkerne blev et særligt hyggeligt projekt.
Selve hatten blev støbt i rød Jesmonite. De hvide pletter er ikke støbt i to farver, men malet bagefter med en Posca-tusch.
Det fungerede overraskende godt, fordi:
Jesmonite har en mat, let ru overflade
Akrylbaseret tusch binder fint
Man får skarpe, kontrollerede detaljer
En vigtig læring her var, at man ikke behøver overkomplicere selve støbningen. Man kan:
Holde massen ensfarvet
Arbejde med finish bagefter
Få mere kontrol over det endelige udtryk
💀 Kranier (selvfølgelig)
Det er svært at undgå kranier, når jeg er med.
Den større kranieform fik en flot, næsten knogleagtig overflade med små naturlige variationer. De små fuglekranier viser, hvor fint Jesmonite gengiver detaljer.
Her er det især vigtigt at:
Hælde roligt
Vibrere formen let
Undgå luftlommer
Detaljegraden er imponerende, når man gør det ordentligt.
🧸 Figurerne – det legende element
Bamsen og enhjørningen viser en mere blød og dekorativ side af materialet. Overfladen bliver næsten porcelænsagtig, især når man:
Sliber let
Maler simple detaljer
Holder farvepaletten enkel
Den røde bamse er et godt eksempel på, hvor jævn og mat overfladen bliver, når farven blandes direkte i massen.
🎯 Vores vigtigste erfaringer
Følg blandingsforholdet nøje
Brug pigment i små doser
Rør mindre end du tror
Vibrér formen for færre bobler
Tænk i kontrast fremfor mætning
Overvej finish som en separat proces
Og måske vigtigst af alt: Man får noget færdigt med hjem samme dag.
Det er en kæmpe motivationsfaktor – især når man arbejder sammen med sit barn. Man går derfra med noget fysisk, brugbart og personligt.
🧡 Begejstringen
Vi er virkelig begejstrede for Jesmonite.
Det er:
Hurtigt
Sanseligt
Formbart
Tilgivende
Og giver et professionelt resultat uden avanceret udstyr
Det føles som en fin mellemting mellem 3D-print, betonstøbning og keramik – bare mere tilgængeligt.
Jeg er ret sikker på, at det ikke bliver sidste gang, vi leger med Jesmonite.
Book nooks er små dioramaer, der er designet til at stå klemt inde mellem bøgerne på en reol. Små verdener, gader, ruiner eller fantasiscener, som man kun lige aner, indtil man stopper op og kigger nærmere. De har for alvor fået fat i maker-miljøet, fordi de rammer noget helt centralt: kombinationen af fortælling, illusion, lys, detaljer og håndværk – ofte på meget lidt plads. De kan bygges af 3D-print, laser cut, pap, resin eller en blanding af det hele, og de inviterer til både teknik og kreativ fordybelse.
En tidlig klassiker
Denne model var en af de tidlige book nooks, jeg faldt over, og jeg var ikke i tvivl – den måtte jeg lave. Modellen kan findes her: https://www.thingiverse.com/thing:3270390
Især brugen af spejl fascinerede mig. Med et relativt simpelt greb skaber den en illusion af, at gaden fortsætter langt længere, end den i virkeligheden gør. Når man først ser det færdige resultat, glemmer man hurtigt, hvor lidt plads der faktisk er. Modellen forestiller en smal, middelalderlig gyde med brosten, små vinduer og masser af fine detaljer, som først rigtigt giver sig til kende, når man kigger helt ind i den.
Lys og enkel elektronik
Belysningen er holdt bevidst simpel. Faklerne er lavet med elektriske fyrfadslys, som giver et varmt og levende skær uden besværlig elektronik. Det var en løsning, der fungerede overraskende godt – og ja, elektronikken var faktisk så enkel, at selv jeg kunne være med. Lyset spiller en stor rolle i oplevelsen og er med til at trække blikket ind i scenen og understøtte dybdeillusionen fra spejlet.
Maling, slid og stemning
En stor del af arbejdet lå i malingen og finishen. For at få murene til at føles som sten og ikke plastik, arbejdede jeg med flere lag maling. Grundfarver i dæmpede jordtoner, drybrush for at fremhæve kanter og struktur samt washes for at give dybde, snavs og alder. Brostenene fik variation i farverne, tønderne blev slidt og brugt, og murværket fik uensartede nuancer, så det ikke fremstod for ensartet. Det er netop i de små uperfektheder, at illusionen opstår. Når man kigger ind i book nook’en, skal det føles som et sted, der har eksisteret længe – ikke som noget, der lige er kommet ud af en printer.
En lille verden i reolen
Det er netop den her type projekt, jeg holder meget af. En kombination af teknik, fortælling og håndværk, hvor man med relativt enkle midler kan skabe noget, der inviterer til nysgerrighed og fordybelse. Book nooks er små verdener, man opdager – ikke noget, der råber om opmærksomhed. Og lige præcis derfor passer de så godt ind mellem bøgerne.
Jeg har lavet mange. Rigtig mange. Måske for mange? Star Wars-props. Og jeg bliver nok ved.
Star Wars-universet er simpelthen et fantastisk sted at være maker. Det er rigt på detaljer, ikoniske former og rekvisitter, og der findes utallige dygtige creators, som har valgt at dele deres filer frit med resten af verden. Det gør det nemt – og farligt – at kaste sig ud i endnu et projekt.
Hans modeller ligger i en liga for sig selv. De er ekstremt detaljerede, gennemtænkte, nemme at samle og helt igennem gennemførte. Jeg har printet mange af hans designs, og hvis man overhovedet overvejer at 3D-printe et lyssværd, så er det her, man starter.
Jeg har printet props til mig selv – og jeg har printet til venner. I den forbindelse giver det også mening at nævne Troopers for Charity. Det er en velgørende organisation, hvor folk i screen-accurate Star Wars-kostumer deltager i events og indsamlinger for gode formål. Min ven Chester var med til at starte det op, og jeg har fulgt projektet siden begyndelsen. I en periode hjalp jeg ham også med at printe dele til hans kostumer, indtil han selv fik sin egen printer.
Derudover er det blevet til et hav af lyssværd – både til mig selv og til venner – og også enkelte blasters undervejs.
Noget af det, jeg virkelig holder af ved den slags projekter, er selve processen: at samle velkonstruerede modeller og bagefter male dem, patinere dem og give dem et udtryk, så de ikke længere ligner plastik-prints, men faktisk føles som rekvisitter fra universet. Det er enormt tilfredsstillende, når det lykkes.
Når filerne alligevel lå frit tilgængelige, og der stadig var lidt filament tilbage, blev det naturligvis også til et enkelt Holocron.
Da The Mandalorian ramte skærmen, var der ingen vej udenom – den hjelm måtte jeg også lave. Min ven Morten og jeg printede hver vores og brugte uendelige timer på slibning og priming for at få overfladen helt glat og blank, som i serien. Vi testede flere teknikker for at opnå det rigtige chrome-look. Molotows chrome-tusch var tæt på, for den er helt fænomenal, men også lige dyr nok til et projekt i den størrelse. I stedet endte vi med grafitpulver, ligesom mange andre på YouTube. Det, der sjovt nok sjældent bliver nævnt i de videoer, er hvor voldsomt et svineri det er. Det fandt vi så ud af selv.
Jeg mangler stadig at lave visiret – hvilket egentlig er lidt fjollet, for materialerne har ligget klar i flere år. Det er nok bare et spørgsmål om at tage sig sammen og få projektet helt færdigt.
Når jeg nu alligevel var i gang med The Mandalorian, måtte jeg naturligvis også have en kopi af hans ikoniske riffel. Det var endnu en fed model at samle, og den havde endda mulighed for at montere en fjeder i aftrækkeren, så den faktisk “virker”. Til den designede jeg også en vægmonteret holder: https://www.printables.com/model/196521-mandalorian-riffle-wallhanger
Star Wars-props er for mig et sted, hvor teknik, tålmodighed og ren nørdeglæde mødes. Og helt ærligt – jeg tror ikke, jeg er færdig med galaksen foreløbig.
Malingerne til min airbrush skal rystes grundigt inden brug – gerne et par minutter pr. flaske. Det bliver hurtigt en både langsommelig og trættende affære at sidde og gøre det manuelt. Og hvis man skal bruge mere end et par farver, så ryger der pludselig rigtig meget tid på noget, der i forvejen er lidt kedeligt. Og kedeligt er næsten det værste 😄
Jeg havde derfor længe været på udkig efter en måde at gøre processen nemmere på.
Jeg kiggede blandt andet på neglelakrystere og forskellige 3D-printede løsninger, men på det tidspunkt jeg kastede mig over projektet, var der ikke rigtig noget, der fungerede optimalt for mig. Jeg testede 3–4 forskellige 3D-printede designs, men var ikke helt tilfreds med nogen af dem. Nogle havde gode idéer, men var kluntede i udførelsen, andre var simpelthen for upraktiske i brug.
Jeg valgte derfor at tage udgangspunkt i en af de løsninger, jeg faktisk syntes havde fat i noget – og så ellers modellere min egen holder.
Her brugte designeren en elektrisk tandbørste som den mekaniske del, og det var faktisk en rigtig god idé. Selve holderen var jeg dog ikke helt venner med. Jeg oplevede flere gange, at malingen hoppede ud af den under brug, hvilket ikke er super fedt, når man arbejder med airbrush-maling.
Til gengæld kunne jeg genbruge den del af modellen, der monteres direkte på tandbørsten. Bevægelsen fra tandbørstens mekanik egner sig nemlig langt bedre til en horisontal holder end en vertikal. På den måde får malingen mere bevægelse, og rysteeffekten bliver markant bedre.
Min første egen model fungerede fint som proof of concept, men den viste sig at være for tung. Når der først sad en flaske maling i, havde tandbørsten simpelthen svært ved at levere nok bevægelse til, at rystningen blev effektiv.
Jeg gik derfor i gang med at fjerne materiale alle de steder, hvor jeg vurderede, at jeg kunne slippe af sted med det. Resultatet blev en langt lettere “light”-udgave, som fungerede overraskende godt.
Når en malingflaske får et øjeblik i rysteren, er den klar til brug på ingen tid. Det sparer både tid, kræfter – og ikke mindst tålmodighed. En lille løsning på et lille problem, men en af dem der faktisk gør en forskel i hverdagen ved airbrushen.
Noget af det, der fangede mig meget tidligt i min læring med laser cuttere, var de her små – og nogle gange ret store – “3D-puslespil”. Flade plader, der ved første øjekast ikke ligner andet end lag på lag af konturer, men som langsomt forvandles til organiske former med liv, når man samler dem.
De er sjove at samle, og jeg er stadig fascineret af, hvordan helt flade dele kan blive til figurer, der nærmest får personlighed. Ugler med lagdelte fjer, dyr i bevægelse, hoveder der springer ud fra væggen – det er en virkelig fin blanding af teknik, design og håndværk.
Jeg har brugt mange timer på at gennemtrawle nettet efter nye projekter og filer, blandt andet på sider som:
Der findes et enormt udvalg, men erfaringen er også, at filer fundet online i langt de fleste tilfælde kræver en del arbejde, før de er klar til brug. Ofte er målene lavet i inch i stedet for millimeter og skal skaleres. Andre gange er der åbne samlinger eller linjer, der ikke er lukket korrekt, så figurerne ikke bliver skåret helt ud. Og nogle gange er filerne desværre bare ubrugelige.
Der er mange små ting, der skal være på plads, før en fil reelt er klar til laser cutteren – og det kan hurtigt tage længere tid at rette en “gratis” fil, end det ville have taget at lave noget selv.
Der findes også steder, hvor man kan købe filer, og her er oplevelsen ofte en helt anden. Designerne er som regel flinke til at hjælpe med skalering, hvis man spørger, eller også tilbyder de allerede filerne i flere størrelser. Priserne er ofte meget rimelige, og når man holder sin egen arbejdstid op imod en fil til 20–50 kr., bliver man hurtigt mindre nærig 🙂
For mig er de her 3D-puslespil et virkelig godt eksempel på, hvad laser cutting kan, når man bevæger sig væk fra det flade og begynder at tænke i rum, lag og form. De er lærerige, tilfredsstillende at samle – og stadig noget, jeg vender tilbage til igen og igen.
Jeg deltog i denne sæbeworkshop i Makerspace Næstved sammen med Ida, og det var en virkelig fornøjelig omgang. Vi kom hjem med tæt på et kilo sæbe – og mindst lige så mange idéer til, hvad vi kunne have prøvet, hvis vi bare havde haft et par timer mere.
Det var sjovt at arbejde med sæbe som materiale: at blande dufte, farver og former, og se hvordan selv ret små justeringer i temperatur og timing kunne give meget forskellige resultater. Selvom vi begge var nye i teknikken, syntes jeg faktisk, at vi fik nogle meget hæderlige resultater med hjem.
Noget af det, der slog mig, var hvor taknemmeligt materialet egentlig er. Selvfølgelig kan man forfine teknikken og opnå helt formidable resultater, men selv i en workshop med kreativt kaos, mange deltagere og begrænset tid, fungerede sæben overraskende godt. Det var også meget tydeligt, hvor vi kunne forbedre vores egne små fejl næste gang.
Mine egne forsøg
Jeg nåede at prøve tre forskellige tilgange.
Den første sæbe var et eksperiment i klar sæbe, hvor jeg lagde elementer indeni og forsøgte at få dem til at “svæve”. Det fungerede faktisk rigtig fint og gav et flot, næsten magisk udtryk.
Den næste var et noget mere ambitiøst – og voldsomt – forsøg på at lave marmorerede farver i sæben. Teknikken mindede meget om det, man gør med Jesmonite, som jeg har bedre erfaring med, men sæben opfører sig anderledes. Især temperatur spiller en stor rolle, og min sæbe var simpelthen for varm. Farverne flød for meget sammen, og resultatet blev ikke helt det, jeg havde håbet på. Det var ikke dårligt, bare anderledes. Som prikken over i’et havde jeg heller ikke helt nok sæbe til formen og måtte supplere op i sidste øjeblik.
Den sidste sæbe gik ud på at styre farverne mere præcist i formen. Jeg havde valgt en enhjørning og ville give den farvet manke og hale. Det gik overraskende godt. Havde jeg været en anelse mere omhyggelig og tålmodig, var resultatet blevet næsten perfekt. Her var det en klar fordel at lade én del størkne helt og derefter skrabe overskydende sæbe væk, som var havnet de forkerte steder.
Idas sæber og fuld fart på fantasien
Ida startede lidt samme sted som mig, med klar sæbe og elementer indeni. Hun valgte en rød blomst og placerede gulddråber i lag rundt om den. Resultatet blev virkelig flot.
Derefter fik hun selvtillid nok til at kaste sig ud i det hele selv – og så gik det ellers stærkt. Der blev produceret lyserøde grise, små æbler med æbleduft, en hund i “cola-farve” og sæber med glitter. Nogle af grisene blev endda støbt ind i klar sæbe. Her fik fantasien virkelig lov til at løbe frit, og det var en fornøjelse at se hende eksperimentere uden at være bange for at lave fejl.
Det vigtigste, vi tog med os
Vi tog en del konkrete læringer med fra workshoppen:
– Husk at sprøjte formene med alkohol inden støbning – Sprøjt også sæben med alkohol efter den er hældt i formen for at fjerne luftbobler – Alkohol er nødvendigt, hvis man vil have to farver eller lag til at binde sammen – Varm sæbe kan smelte allerede størknet sæbe og få den til at flyde ud – Hvis man vil have skarpe kanter, skal man lade sæben køle så meget som muligt – Bliver den for kold, kan den nemt genopvarmes i mikroovnen
Ikke sidste gang
Det her var helt sikkert ikke sidste gang, vi laver sæbe. Vi nåede langt fra alt det, vi gerne ville prøve, men tiden løber hurtigt, når man har det sjovt – især når man arbejder med noget, der både dufter godt og inviterer til leg og eksperimenter.
Sæbe er bestemt kommet på listen over materialer, vi gerne vender tilbage til.
