Author: kasper

Makerspace har købt fedtsten, og det måtte selvfølgelig prøves. Jeg besluttede mig for at starte småt, så der ikke gik for meget materiale til spilde. Hvad er mere oplagt end en skægperle?

Et lille projekt. Overskueligt. Og med mulighed for at lave noget personligt.

🧱 Hvad er fedtsten?

Fedtsten, også kaldet soapstone, er en metamorf bjergart, der primært består af mineralet talk. Den føles næsten sæbeagtig, når man holder den i hånden, og den er kendt for at være meget blød sammenlignet med andre stenarter.

Det betyder, at den:

• Er nem at save og forme
• Kan bearbejdes med simple håndværktøjer
• Er velegnet til begyndere
• Giver mulighed for fine detaljer

Men det betyder også, at den er relativt skrøbelig, især hvis man laver tynde partier eller gennembrydninger.

🔪 Fra blok til cylinder

Jeg startede med at save en blok fedtsten i mindre stykker, så jeg fik en nogenlunde firkantet blok. Den formede jeg derefter så godt jeg kunne til en cylinder.

Materialet er næsten for nemt at arbejde med. Man skal virkelig passe på ikke at tage for meget af. Et enkelt snit for meget, og så er der pludselig fjernet mere, end man havde tænkt.

Da grundformen var på plads, tog jeg lidt af højden, så perlen fik de dimensioner, jeg ønskede. Derefter borede jeg et hul hele vejen igennem.

Det gik overraskende nemt. På det tidspunkt kunne jeg faktisk have stoppet og kaldt projektet en succes. En cylindrisk skægperle var opnået.

✨ Når man lige skal give den lidt ekstra

Men nu jeg var så godt i gang, tænkte jeg, at den selvfølgelig også skulle have lidt udsmykning.

Jeg begyndte at skære mønster i overfladen. Det gik over al forventning. Jeg blev mere modig, detaljerne blev finere, og jeg blev mere og mere grebet af processen.

Lige indtil jeg pludselig skar for dybt og brød ind til det gennemgående hul.

Ups.

Der var et øjeblik, hvor jeg overvejede at kassere den. Men i stedet valgte jeg at gå all in og gøre det til en del af designet. Jeg arbejdede videre, som om det hele tiden havde været planen.

Resultatet blev en snoet, næsten flettet struktur med åbne partier. Perlen fik bevægelse og karakter. Den blev langt mere organisk, end jeg havde forestillet mig fra start.

Og ærligt talt – jeg havde ikke troet, jeg kunne lave så fine detaljer i sten.

💻 Løbende research og gode råd

Undervejs googlede jeg og brugte ChatGPT til at finde råd og erfaringer om arbejdet med fedtsten.

En vigtig pointe var håndtering af støv. Det anbefales at:

• Arbejde med et vådt klæde til at opsamle støv
• Undgå at indånde fint stenstøv
• Arbejde i et ventileret område

Det fungerede rigtig fint at tørre løbende af med et fugtigt klæde. Det holdt både arbejdsområdet renere og støvet nede.

🪵 Slibning og efterbehandling

Da formen var færdig, fandt jeg fint sandpapir frem og sleb overfladerne glatte. Fedtsten reagerer virkelig godt på slibning og går hurtigt fra rå til silkeblød.

Som efterbehandling gav jeg perlen bivoks. Det fremhævede farven og gav en dybere, varm glød. Strukturen trådte tydeligere frem, og stenen fik næsten et chokoladebrunt udtryk.

Man kan også bruge:

• Mineralolie
• Linolie
• Specialolie til sten
• Klar voksblanding
• Polering med tør klud for en naturlig satinfinish

Bivoksen gjorde præcis det, jeg håbede på.

🧔 I skægget

Og ja. Den sad virkelig flot i skægget.

Den mørke sten mod det grå skæg gav en fed kontrast. Den havde tyngde, karakter og et råt, næsten nordisk udtryk.

Jeg var faktisk ret stolt.

💥 Den skrøbelige sandhed

Der er dog lige det med fedtsten, som jeg ikke helt havde tænkt ind i projektet.

Den er blød. Og selvom det gør den nem at forme, gør det den også skrøbelig – især når der er tynde partier og gennembrydninger.

Dagen efter, da jeg ville sætte perlen i skægget igen, splintrede den.

Ikke bare en lille revne. Den brød simpelthen sammen.

Så mange timers arbejde – væk på få sekunder.

🧠 Hvad jeg lærte

Selvom perlen ikke overlevede, gjorde erfaringen.

Næste gang vil jeg:

• Lade mere materiale blive omkring hullet
• Undgå at skære for dybt i udsmykningen
• Tænke styrke ind som en del af designet
• Måske teste en mere kompakt form først

Det havde været sjovt. Det havde været lærerigt. Og det gav blod på tanden.

Der er helt sikkert mere at hente i fedtsten.

Bare med lidt mere respekt for materialet næste gang.

Ida og jeg deltog i en af Makerspaces mange workshops – denne gang med Jesmonite som tema. Det er altid noget særligt at prøve et nyt materiale sammen, og Jesmonite viste sig hurtigt at være både legende, hurtigt og overraskende alsidigt.

🧱 Hvad er Jesmonite?

Jesmonite er et vandbaseret kompositmateriale, der består af:

• En mineralpulver-del
• En akrylbaseret væske

Når de blandes i korrekt forhold, får man en flydende støbemasse, som kan hældes i silikoneforme. Det hærder relativt hurtigt og giver en overflade, der minder om en blanding mellem beton, sten og keramik – men uden brænding.

Det gør materialet oplagt i et makerspace, hvor man gerne vil:

• Nå fra idé til færdigt objekt på én workshop
• Arbejde med former og detaljer uden tungt udstyr
• Eksperimentere med farve og overflade

🎨 Marmorerings-teknik (Ida har styr på den)

Vi arbejdede især med marmorerings-effekter, og det kan man tydeligt se på bakkerne. Metoden er enkel, men kræver timing:

1. Bland grundmassen korrekt
2. Del den op i flere portioner
3. Tilsæt pigment i små mængder
4. Rør kun delvist sammen
5. Hæld og lad tyngdekraften gøre resten

Det svære er at vide, hvornår man skal stoppe med at røre. For lidt røring giver tydelige kontraster. For meget – og det hele bliver én ensartet farve.

Ida har allerede ret godt styr på balancen.

🛁 Sæbebakker og farveeksperimenter

Vi fik lavet flere bakker, blandt andet:

• En grøn marmoreret med flot dybde
• En orange/hvid version med tydelig kontrast
• En mere rolig, stenagtig variant

Her lærte vi især én ting: Pigment skal doseres med respekt.

For meget farve kan:

• Gøre massen for tyk
• Påvirke hærdningen
• Svække det stenagtige udtryk
• “Mudre” marmoreffekten

Små mængder rækker langt. Ofte bliver resultatet flottere, når man arbejder med lag og kontrast fremfor mætning.

🍄 Svampekrukker – støbning + Posca-finish

Svampekrukkerne blev et særligt hyggeligt projekt.

Selve hatten blev støbt i rød Jesmonite. De hvide pletter er ikke støbt i to farver, men malet bagefter med en Posca-tusch.

Det fungerede overraskende godt, fordi:

• Jesmonite har en mat, let ru overflade
• Akrylbaseret tusch binder fint
• Man får skarpe, kontrollerede detaljer

En vigtig læring her var, at man ikke behøver overkomplicere selve støbningen. Man kan:

• Holde massen ensfarvet
• Arbejde med finish bagefter
• Få mere kontrol over det endelige udtryk

💀 Kranier (selvfølgelig)

Det er svært at undgå kranier, når jeg er med.

Den større kranieform fik en flot, næsten knogleagtig overflade med små naturlige variationer. De små fuglekranier viser, hvor fint Jesmonite gengiver detaljer.

Her er det især vigtigt at:

• Hælde roligt
• Vibrere formen let
• Undgå luftlommer

Detaljegraden er imponerende, når man gør det ordentligt.

🧸 Figurerne – det legende element

Bamsen og enhjørningen viser en mere blød og dekorativ side af materialet. Overfladen bliver næsten porcelænsagtig, især når man:

• Sliber let
• Maler simple detaljer
• Holder farvepaletten enkel

Den røde bamse er et godt eksempel på, hvor jævn og mat overfladen bliver, når farven blandes direkte i massen.

🎯 Vores vigtigste erfaringer

• Følg blandingsforholdet nøje
• Brug pigment i små doser
• Rør mindre end du tror
• Vibrér formen for færre bobler
• Tænk i kontrast fremfor mætning
• Overvej finish som en separat proces

Og måske vigtigst af alt: Man får noget færdigt med hjem samme dag.

Det er en kæmpe motivationsfaktor – især når man arbejder sammen med sit barn. Man går derfra med noget fysisk, brugbart og personligt.

🧡 Begejstringen

Vi er virkelig begejstrede for Jesmonite.

Det er:

• Hurtigt
• Sanseligt
• Formbart
• Tilgivende
• Og giver et professionelt resultat uden avanceret udstyr

Det føles som en fin mellemting mellem 3D-print, betonstøbning og keramik – bare mere tilgængeligt.

Jeg er ret sikker på, at det ikke bliver sidste gang, vi leger med Jesmonite.

Og ja… der kommer sikkert flere kranier.

Book nooks er små dioramaer, der er designet til at stå klemt inde mellem bøgerne på en reol. Små verdener, gader, ruiner eller fantasiscener, som man kun lige aner, indtil man stopper op og kigger nærmere. De har for alvor fået fat i maker-miljøet, fordi de rammer noget helt centralt: kombinationen af fortælling, illusion, lys, detaljer og håndværk – ofte på meget lidt plads. De kan bygges af 3D-print, laser cut, pap, resin eller en blanding af det hele, og de inviterer til både teknik og kreativ fordybelse.

En tidlig klassiker

Denne model var en af de tidlige book nooks, jeg faldt over, og jeg var ikke i tvivl – den måtte jeg lave. Modellen kan findes her:
https://www.thingiverse.com/thing:3270390

Især brugen af spejl fascinerede mig. Med et relativt simpelt greb skaber den en illusion af, at gaden fortsætter langt længere, end den i virkeligheden gør. Når man først ser det færdige resultat, glemmer man hurtigt, hvor lidt plads der faktisk er. Modellen forestiller en smal, middelalderlig gyde med brosten, små vinduer og masser af fine detaljer, som først rigtigt giver sig til kende, når man kigger helt ind i den.

Lys og enkel elektronik

Belysningen er holdt bevidst simpel. Faklerne er lavet med elektriske fyrfadslys, som giver et varmt og levende skær uden besværlig elektronik. Det var en løsning, der fungerede overraskende godt – og ja, elektronikken var faktisk så enkel, at selv jeg kunne være med. Lyset spiller en stor rolle i oplevelsen og er med til at trække blikket ind i scenen og understøtte dybdeillusionen fra spejlet.

Maling, slid og stemning

En stor del af arbejdet lå i malingen og finishen. For at få murene til at føles som sten og ikke plastik, arbejdede jeg med flere lag maling. Grundfarver i dæmpede jordtoner, drybrush for at fremhæve kanter og struktur samt washes for at give dybde, snavs og alder. Brostenene fik variation i farverne, tønderne blev slidt og brugt, og murværket fik uensartede nuancer, så det ikke fremstod for ensartet. Det er netop i de små uperfektheder, at illusionen opstår. Når man kigger ind i book nook’en, skal det føles som et sted, der har eksisteret længe – ikke som noget, der lige er kommet ud af en printer.

En lille verden i reolen

Det er netop den her type projekt, jeg holder meget af. En kombination af teknik, fortælling og håndværk, hvor man med relativt enkle midler kan skabe noget, der inviterer til nysgerrighed og fordybelse. Book nooks er små verdener, man opdager – ikke noget, der råber om opmærksomhed. Og lige præcis derfor passer de så godt ind mellem bøgerne.

Jeg har lavet mange. Rigtig mange. Måske for mange?
Star Wars-props. Og jeg bliver nok ved.

Star Wars-universet er simpelthen et fantastisk sted at være maker. Det er rigt på detaljer, ikoniske former og rekvisitter, og der findes utallige dygtige creators, som har valgt at dele deres filer frit med resten af verden. Det gør det nemt – og farligt – at kaste sig ud i endnu et projekt.

Én creator fortjener dog en helt særlig omtale: CaseStudyno8
https://www.printables.com/@BradHarris_1681753

Hans modeller ligger i en liga for sig selv. De er ekstremt detaljerede, gennemtænkte, nemme at samle og helt igennem gennemførte. Jeg har printet mange af hans designs, og hvis man overhovedet overvejer at 3D-printe et lyssværd, så er det her, man starter.

Jeg har printet props til mig selv – og jeg har printet til venner. I den forbindelse giver det også mening at nævne Troopers for Charity. Det er en velgørende organisation, hvor folk i screen-accurate Star Wars-kostumer deltager i events og indsamlinger for gode formål. Min ven Chester var med til at starte det op, og jeg har fulgt projektet siden begyndelsen. I en periode hjalp jeg ham også med at printe dele til hans kostumer, indtil han selv fik sin egen printer.

Blandt de konkrete props, jeg har lavet, er blandt andet Emperor Palpatine’s cane fra CaseStudyno8:
https://www.printables.com/model/870150-emperor-palpatines-cane

Derudover er det blevet til et hav af lyssværd – både til mig selv og til venner – og også enkelte blasters undervejs.

Noget af det, jeg virkelig holder af ved den slags projekter, er selve processen: at samle velkonstruerede modeller og bagefter male dem, patinere dem og give dem et udtryk, så de ikke længere ligner plastik-prints, men faktisk føles som rekvisitter fra universet. Det er enormt tilfredsstillende, når det lykkes.

Når filerne alligevel lå frit tilgængelige, og der stadig var lidt filament tilbage, blev det naturligvis også til et enkelt Holocron.

Da The Mandalorian ramte skærmen, var der ingen vej udenom – den hjelm måtte jeg også lave. Min ven Morten og jeg printede hver vores og brugte uendelige timer på slibning og priming for at få overfladen helt glat og blank, som i serien. Vi testede flere teknikker for at opnå det rigtige chrome-look. Molotows chrome-tusch var tæt på, for den er helt fænomenal, men også lige dyr nok til et projekt i den størrelse. I stedet endte vi med grafitpulver, ligesom mange andre på YouTube. Det, der sjovt nok sjældent bliver nævnt i de videoer, er hvor voldsomt et svineri det er. Det fandt vi så ud af selv.

Jeg mangler stadig at lave visiret – hvilket egentlig er lidt fjollet, for materialerne har ligget klar i flere år. Det er nok bare et spørgsmål om at tage sig sammen og få projektet helt færdigt.

Star Wars-props er for mig et sted, hvor teknik, tålmodighed og ren nørdeglæde mødes. Og helt ærligt – jeg tror ikke, jeg er færdig med galaksen foreløbig.

Malingerne til min airbrush skal rystes grundigt inden brug – gerne et par minutter pr. flaske. Det bliver hurtigt en både langsommelig og trættende affære at sidde og gøre det manuelt. Og hvis man skal bruge mere end et par farver, så ryger der pludselig rigtig meget tid på noget, der i forvejen er lidt kedeligt. Og kedeligt er næsten det værste 😄

Jeg havde derfor længe været på udkig efter en måde at gøre processen nemmere på.

Jeg kiggede blandt andet på neglelakrystere og forskellige 3D-printede løsninger, men på det tidspunkt jeg kastede mig over projektet, var der ikke rigtig noget, der fungerede optimalt for mig. Jeg testede 3–4 forskellige 3D-printede designs, men var ikke helt tilfreds med nogen af dem. Nogle havde gode idéer, men var kluntede i udførelsen, andre var simpelthen for upraktiske i brug.

Jeg valgte derfor at tage udgangspunkt i en af de løsninger, jeg faktisk syntes havde fat i noget – og så ellers modellere min egen holder.

Designet jeg lod mig inspirere af, er denne:
https://www.printables.com/model/508209-paint-shaker-for-electric-tooth-brush

Her brugte designeren en elektrisk tandbørste som den mekaniske del, og det var faktisk en rigtig god idé. Selve holderen var jeg dog ikke helt venner med. Jeg oplevede flere gange, at malingen hoppede ud af den under brug, hvilket ikke er super fedt, når man arbejder med airbrush-maling.

Til gengæld kunne jeg genbruge den del af modellen, der monteres direkte på tandbørsten. Bevægelsen fra tandbørstens mekanik egner sig nemlig langt bedre til en horisontal holder end en vertikal. På den måde får malingen mere bevægelse, og rysteeffekten bliver markant bedre.

Min første egen model fungerede fint som proof of concept, men den viste sig at være for tung. Når der først sad en flaske maling i, havde tandbørsten simpelthen svært ved at levere nok bevægelse til, at rystningen blev effektiv.

Jeg gik derfor i gang med at fjerne materiale alle de steder, hvor jeg vurderede, at jeg kunne slippe af sted med det. Resultatet blev en langt lettere “light”-udgave, som fungerede overraskende godt.

Når en malingflaske får et øjeblik i rysteren, er den klar til brug på ingen tid. Det sparer både tid, kræfter – og ikke mindst tålmodighed. En lille løsning på et lille problem, men en af dem der faktisk gør en forskel i hverdagen ved airbrushen.

Noget af det, der fangede mig meget tidligt i min læring med laser cuttere, var de her små – og nogle gange ret store – “3D-puslespil”. Flade plader, der ved første øjekast ikke ligner andet end lag på lag af konturer, men som langsomt forvandles til organiske former med liv, når man samler dem.

De er sjove at samle, og jeg er stadig fascineret af, hvordan helt flade dele kan blive til figurer, der nærmest får personlighed. Ugler med lagdelte fjer, dyr i bevægelse, hoveder der springer ud fra væggen – det er en virkelig fin blanding af teknik, design og håndværk.

Jeg har brugt mange timer på at gennemtrawle nettet efter nye projekter og filer, blandt andet på sider som:

https://www.librarylaser.com/
https://www.ameede.com/
https://3axis.co/

Der findes et enormt udvalg, men erfaringen er også, at filer fundet online i langt de fleste tilfælde kræver en del arbejde, før de er klar til brug. Ofte er målene lavet i inch i stedet for millimeter og skal skaleres. Andre gange er der åbne samlinger eller linjer, der ikke er lukket korrekt, så figurerne ikke bliver skåret helt ud. Og nogle gange er filerne desværre bare ubrugelige.

Der er mange små ting, der skal være på plads, før en fil reelt er klar til laser cutteren – og det kan hurtigt tage længere tid at rette en “gratis” fil, end det ville have taget at lave noget selv.

Der findes også steder, hvor man kan købe filer, og her er oplevelsen ofte en helt anden. Designerne er som regel flinke til at hjælpe med skalering, hvis man spørger, eller også tilbyder de allerede filerne i flere størrelser. Priserne er ofte meget rimelige, og når man holder sin egen arbejdstid op imod en fil til 20–50 kr., bliver man hurtigt mindre nærig 🙂

For mig er de her 3D-puslespil et virkelig godt eksempel på, hvad laser cutting kan, når man bevæger sig væk fra det flade og begynder at tænke i rum, lag og form. De er lærerige, tilfredsstillende at samle – og stadig noget, jeg vender tilbage til igen og igen.

Jeg deltog i denne sæbeworkshop i Makerspace Næstved sammen med Ida, og det var en virkelig fornøjelig omgang. Vi kom hjem med tæt på et kilo sæbe – og mindst lige så mange idéer til, hvad vi kunne have prøvet, hvis vi bare havde haft et par timer mere.

Det var sjovt at arbejde med sæbe som materiale: at blande dufte, farver og former, og se hvordan selv ret små justeringer i temperatur og timing kunne give meget forskellige resultater. Selvom vi begge var nye i teknikken, syntes jeg faktisk, at vi fik nogle meget hæderlige resultater med hjem.

Noget af det, der slog mig, var hvor taknemmeligt materialet egentlig er. Selvfølgelig kan man forfine teknikken og opnå helt formidable resultater, men selv i en workshop med kreativt kaos, mange deltagere og begrænset tid, fungerede sæben overraskende godt. Det var også meget tydeligt, hvor vi kunne forbedre vores egne små fejl næste gang.

Mine egne forsøg

Jeg nåede at prøve tre forskellige tilgange.

Den første sæbe var et eksperiment i klar sæbe, hvor jeg lagde elementer indeni og forsøgte at få dem til at “svæve”. Det fungerede faktisk rigtig fint og gav et flot, næsten magisk udtryk.

Den næste var et noget mere ambitiøst – og voldsomt – forsøg på at lave marmorerede farver i sæben. Teknikken mindede meget om det, man gør med Jesmonite, som jeg har bedre erfaring med, men sæben opfører sig anderledes. Især temperatur spiller en stor rolle, og min sæbe var simpelthen for varm. Farverne flød for meget sammen, og resultatet blev ikke helt det, jeg havde håbet på. Det var ikke dårligt, bare anderledes. Som prikken over i’et havde jeg heller ikke helt nok sæbe til formen og måtte supplere op i sidste øjeblik.

Den sidste sæbe gik ud på at styre farverne mere præcist i formen. Jeg havde valgt en enhjørning og ville give den farvet manke og hale. Det gik overraskende godt. Havde jeg været en anelse mere omhyggelig og tålmodig, var resultatet blevet næsten perfekt. Her var det en klar fordel at lade én del størkne helt og derefter skrabe overskydende sæbe væk, som var havnet de forkerte steder.

Idas sæber og fuld fart på fantasien

Ida startede lidt samme sted som mig, med klar sæbe og elementer indeni. Hun valgte en rød blomst og placerede gulddråber i lag rundt om den. Resultatet blev virkelig flot.

Derefter fik hun selvtillid nok til at kaste sig ud i det hele selv – og så gik det ellers stærkt. Der blev produceret lyserøde grise, små æbler med æbleduft, en hund i “cola-farve” og sæber med glitter. Nogle af grisene blev endda støbt ind i klar sæbe. Her fik fantasien virkelig lov til at løbe frit, og det var en fornøjelse at se hende eksperimentere uden at være bange for at lave fejl.

Det vigtigste, vi tog med os

Vi tog en del konkrete læringer med fra workshoppen:

– Husk at sprøjte formene med alkohol inden støbning
– Sprøjt også sæben med alkohol efter den er hældt i formen for at fjerne luftbobler
– Alkohol er nødvendigt, hvis man vil have to farver eller lag til at binde sammen
– Varm sæbe kan smelte allerede størknet sæbe og få den til at flyde ud
– Hvis man vil have skarpe kanter, skal man lade sæben køle så meget som muligt
– Bliver den for kold, kan den nemt genopvarmes i mikroovnen

Ikke sidste gang

Det her var helt sikkert ikke sidste gang, vi laver sæbe. Vi nåede langt fra alt det, vi gerne ville prøve, men tiden løber hurtigt, når man har det sjovt – især når man arbejder med noget, der både dufter godt og inviterer til leg og eksperimenter.

Sæbe er bestemt kommet på listen over materialer, vi gerne vender tilbage til.

Hvis du vil læse mere om selve teknikken bag lithophani, har jeg samlet en mere generel gennemgang her: Lithophani – Når lys og plastik bliver til billeder

Mine egne projekter med lithophani har primært haft ét formål: at lave små, unikke og personlige gaver til familie og venner. Det er en teknik, der egner sig utrolig godt til netop den slags, fordi resultatet føles både gennemtænkt og personligt – og fordi lyset gør, at billedet først for alvor afslører sig, når man tænder det.

Et af de projekter, jeg er allermest glad for, er en lampe, jeg lavede med billeder fra vores bryllup.

At se minderne dukke frem i lyset gav billederne en helt anden ro og intimitet, end hvis de bare havde været printet på papir eller hængt i en ramme. Lampen blev både en lyskilde og et lille mindeobjekt, som vi stadig har stående fremme.

Et andet projekt var en julekugle lavet som gave til mine svigerforældre. Her brugte jeg et billede af dem sammen med Ida.

Som lithophani fungerede motivet overraskende godt, og når kuglen hænger i vinduet eller foran en lyskæde, træder billedet stille og roligt frem. Det er præcis den slags gaver, jeg holder allermest af at lave – små, men med stor betydning.

Fælles for projekterne er, at de ikke handler om perfektion eller masseproduktion, men om at tage en teknik og bruge den til noget personligt. Lithophani er i mine øjne allerbedst, når det bruges til minder, relationer og øjeblikke, der betyder noget for dem, der får det i hænderne.

Intarsia er en gammel håndværkstradition, hvor man skaber motiver ved at samle små stykker træ i forskellige farver og strukturer til én samlet flade. Hver del formes så præcist, at de passer sammen som et puslespil. Resultatet er levende, varmt og dybt dekorativt — en teknik, som traditionelt kræver både stor tålmodighed og stor præcision.

Mit eget eventyr med intarsia udsprang af et ønske om at udsmykke en kreditkortholder i birkefiner, som jeg havde designet og brugt evigheder på at perfektionere. Selve indlægningen af de andre træsorter blev præcis som jeg havde forestillet mig. Men jeg havde også andre idéer til udsmykningen, som endte med at spænde ben for mig — blandt andet en tanke om at forgylde nogle af graveringslinjerne. Det kombineret med at jeg fik slebet alt for dybt i birkefineren, næsten igennem det yderste lag, gjorde at projektet i sidste ende fejlede. Intarsiaen var lykkedes, men resultatet var ikke godt nok. Det gjorde lidt ondt, men læringen var det hele værd.

Med en lasercutter bliver intarsia nemlig både lettere og vanskeligere på samme tid. Lettere, fordi man kan gravere motivet ned i birkefineren og laserskære de tynde finerindlæg med ekstrem præcision. Vanskeligere, fordi der pludselig er mange flere parametre, man skal have styr på. Graveringsdybden skal være helt korrekt, og kerf skal tages i betragtning — kerf er ganske enkelt den lille smule materiale, som laseren brænder væk, og som betyder, at man skal kompensere i sin fil, hvis delene skal passe helt præcist. Dertil kommer planlægning af farverne i motivet, valg af træsorter, og i nogle tilfælde også retningen på træets åretegning.

Og så er der alle de små detaljer, som knækker bare man kigger på dem forkert. Her er det vigtigt at skære ekstra dele, især ved fine kurver og spidser. Lasercutteren hjælper, men den udfordrer også — især når man bruger air assist, hvor bittesmå dele hurtigt bliver blæst væk og forsvinder ned gennem honeycomb-bunden. Det er meget at holde styr på, men når resultatet lykkes, giver intarsia en helt særlig tilfredshed.

Næste gang jeg brugte teknikken, var da en ven bad mig indbinde nogle nodebøger, han havde arvet. Han ønskede en samlet løsning, som stadig kunne bruges ved klaveret. Opgaven var udfordrende i sig selv, men et sådant værk skulle naturligvis stå skarpt. Jeg fandt en god løsning til indbindingen, og det gav mig mulighed for at lave en lille intarsia på forsiden. Den lille node, jeg valgte som motiv, blev en plage — de fine, små detaljer knækkede flere gange, før jeg endelig fik et tilfredsstillende resultat.

Og da jeg først havde fået smag for teknikken, fortsatte jeg. Endnu en bog blev udsmykket med intarsia, denne gang et større projekt, hvor en låsemekanisme var integreret direkte i dekorationen. Hele designet blev tegnet, skåret, slebet og samlet med intarsia som det bærende visuelle element.

Intarsia med lasercutter er en fascinerende blanding af tradition og teknologi. Det kræver stadig ro, præcision og masser af planlægning, men det åbner også nye muligheder, som ellers ville være næsten umulige i klassisk håndværk. Det er en teknik, jeg helt sikkert vender tilbage til — også selvom jeg indimellem bander lidt undervejs.

For en del år siden flyttede mit arbejde fra Roskilde til Sorø. Det var en stor omvæltning, og selvom vi alle var fortrøstningsfulde, var det alligevel noget, man skulle vænne sig til. Jeg ville gerne gøre noget, der kunne give en lille smule hygge midt i al forandringen. Noget der kunne få folk til at smile, når de mødte ind.

Jeg lavede derfor en lille blomst i birkefiner og producerede en god bunke af dem. Derefter gik jeg rundt og placerede én på hver kollegas bord. Det blev taget overraskende godt imod, og her mange år efter står de stadig rundt omkring på kontorerne — en lille påmindelse om, at de små ting også betyder noget.

Da december kom, gentog jeg succesen og lavede små juletræer, hver med en enkelt lille julekugle. Også det skabte glæde, og det blev begyndelsen på en tradition, jeg siden har holdt fast i. Kun under Coronaen måtte jeg holde pause, for der var vi alle sendt hjem. Ellers har jeg troligt år efter år fundet på noget nyt og sat en lille dekoration ved kollegaernes pladser den første arbejdsdag i december.

Det er hyggeligt hvert år at se, hvordan kollegaerne finder tidligere års kreationer frem fra gemmerne og stiller dem på deres kontorer. Og der er altid nysgerrighed omkring, hvad jeg mon finder på næste gang. Nogle er endda blevet meget stolte af at have “hele samlingen”.

Jeg holder virkelig af at lave disse små ting. Ofte har jeg haft ideerne kørende siden sommermånederne, men lige så ofte ændrer jeg mening i sidste øjeblik — og så ender jeg med at sidde hele natten på makerspace og kæmpe for at få det hele færdigt. Men for mig er det bare en del af hyggen.