Category: Projects

Book nooks er små dioramaer, der er designet til at stå klemt inde mellem bøgerne på en reol. Små verdener, gader, ruiner eller fantasiscener, som man kun lige aner, indtil man stopper op og kigger nærmere. De har for alvor fået fat i maker-miljøet, fordi de rammer noget helt centralt: kombinationen af fortælling, illusion, lys, detaljer og håndværk – ofte på meget lidt plads. De kan bygges af 3D-print, laser cut, pap, resin eller en blanding af det hele, og de inviterer til både teknik og kreativ fordybelse.

En tidlig klassiker

Denne model var en af de tidlige book nooks, jeg faldt over, og jeg var ikke i tvivl – den måtte jeg lave. Modellen kan findes her:
https://www.thingiverse.com/thing:3270390

Især brugen af spejl fascinerede mig. Med et relativt simpelt greb skaber den en illusion af, at gaden fortsætter langt længere, end den i virkeligheden gør. Når man først ser det færdige resultat, glemmer man hurtigt, hvor lidt plads der faktisk er. Modellen forestiller en smal, middelalderlig gyde med brosten, små vinduer og masser af fine detaljer, som først rigtigt giver sig til kende, når man kigger helt ind i den.

Lys og enkel elektronik

Belysningen er holdt bevidst simpel. Faklerne er lavet med elektriske fyrfadslys, som giver et varmt og levende skær uden besværlig elektronik. Det var en løsning, der fungerede overraskende godt – og ja, elektronikken var faktisk så enkel, at selv jeg kunne være med. Lyset spiller en stor rolle i oplevelsen og er med til at trække blikket ind i scenen og understøtte dybdeillusionen fra spejlet.

Maling, slid og stemning

En stor del af arbejdet lå i malingen og finishen. For at få murene til at føles som sten og ikke plastik, arbejdede jeg med flere lag maling. Grundfarver i dæmpede jordtoner, drybrush for at fremhæve kanter og struktur samt washes for at give dybde, snavs og alder. Brostenene fik variation i farverne, tønderne blev slidt og brugt, og murværket fik uensartede nuancer, så det ikke fremstod for ensartet. Det er netop i de små uperfektheder, at illusionen opstår. Når man kigger ind i book nook’en, skal det føles som et sted, der har eksisteret længe – ikke som noget, der lige er kommet ud af en printer.

En lille verden i reolen

Det er netop den her type projekt, jeg holder meget af. En kombination af teknik, fortælling og håndværk, hvor man med relativt enkle midler kan skabe noget, der inviterer til nysgerrighed og fordybelse. Book nooks er små verdener, man opdager – ikke noget, der råber om opmærksomhed. Og lige præcis derfor passer de så godt ind mellem bøgerne.

Hvis du vil læse mere om selve teknikken bag lithophani, har jeg samlet en mere generel gennemgang her: Lithophani – Når lys og plastik bliver til billeder

Mine egne projekter med lithophani har primært haft ét formål: at lave små, unikke og personlige gaver til familie og venner. Det er en teknik, der egner sig utrolig godt til netop den slags, fordi resultatet føles både gennemtænkt og personligt – og fordi lyset gør, at billedet først for alvor afslører sig, når man tænder det.

Et af de projekter, jeg er allermest glad for, er en lampe, jeg lavede med billeder fra vores bryllup.

At se minderne dukke frem i lyset gav billederne en helt anden ro og intimitet, end hvis de bare havde været printet på papir eller hængt i en ramme. Lampen blev både en lyskilde og et lille mindeobjekt, som vi stadig har stående fremme.

Et andet projekt var en julekugle lavet som gave til mine svigerforældre. Her brugte jeg et billede af dem sammen med Ida.

Som lithophani fungerede motivet overraskende godt, og når kuglen hænger i vinduet eller foran en lyskæde, træder billedet stille og roligt frem. Det er præcis den slags gaver, jeg holder allermest af at lave – små, men med stor betydning.

Fælles for projekterne er, at de ikke handler om perfektion eller masseproduktion, men om at tage en teknik og bruge den til noget personligt. Lithophani er i mine øjne allerbedst, når det bruges til minder, relationer og øjeblikke, der betyder noget for dem, der får det i hænderne.

Intarsia er en gammel håndværkstradition, hvor man skaber motiver ved at samle små stykker træ i forskellige farver og strukturer til én samlet flade. Hver del formes så præcist, at de passer sammen som et puslespil. Resultatet er levende, varmt og dybt dekorativt — en teknik, som traditionelt kræver både stor tålmodighed og stor præcision.

Mit eget eventyr med intarsia udsprang af et ønske om at udsmykke en kreditkortholder i birkefiner, som jeg havde designet og brugt evigheder på at perfektionere. Selve indlægningen af de andre træsorter blev præcis som jeg havde forestillet mig. Men jeg havde også andre idéer til udsmykningen, som endte med at spænde ben for mig — blandt andet en tanke om at forgylde nogle af graveringslinjerne. Det kombineret med at jeg fik slebet alt for dybt i birkefineren, næsten igennem det yderste lag, gjorde at projektet i sidste ende fejlede. Intarsiaen var lykkedes, men resultatet var ikke godt nok. Det gjorde lidt ondt, men læringen var det hele værd.

Med en lasercutter bliver intarsia nemlig både lettere og vanskeligere på samme tid. Lettere, fordi man kan gravere motivet ned i birkefineren og laserskære de tynde finerindlæg med ekstrem præcision. Vanskeligere, fordi der pludselig er mange flere parametre, man skal have styr på. Graveringsdybden skal være helt korrekt, og kerf skal tages i betragtning — kerf er ganske enkelt den lille smule materiale, som laseren brænder væk, og som betyder, at man skal kompensere i sin fil, hvis delene skal passe helt præcist. Dertil kommer planlægning af farverne i motivet, valg af træsorter, og i nogle tilfælde også retningen på træets åretegning.

Og så er der alle de små detaljer, som knækker bare man kigger på dem forkert. Her er det vigtigt at skære ekstra dele, især ved fine kurver og spidser. Lasercutteren hjælper, men den udfordrer også — især når man bruger air assist, hvor bittesmå dele hurtigt bliver blæst væk og forsvinder ned gennem honeycomb-bunden. Det er meget at holde styr på, men når resultatet lykkes, giver intarsia en helt særlig tilfredshed.

Næste gang jeg brugte teknikken, var da en ven bad mig indbinde nogle nodebøger, han havde arvet. Han ønskede en samlet løsning, som stadig kunne bruges ved klaveret. Opgaven var udfordrende i sig selv, men et sådant værk skulle naturligvis stå skarpt. Jeg fandt en god løsning til indbindingen, og det gav mig mulighed for at lave en lille intarsia på forsiden. Den lille node, jeg valgte som motiv, blev en plage — de fine, små detaljer knækkede flere gange, før jeg endelig fik et tilfredsstillende resultat.

Og da jeg først havde fået smag for teknikken, fortsatte jeg. Endnu en bog blev udsmykket med intarsia, denne gang et større projekt, hvor en låsemekanisme var integreret direkte i dekorationen. Hele designet blev tegnet, skåret, slebet og samlet med intarsia som det bærende visuelle element.

Intarsia med lasercutter er en fascinerende blanding af tradition og teknologi. Det kræver stadig ro, præcision og masser af planlægning, men det åbner også nye muligheder, som ellers ville være næsten umulige i klassisk håndværk. Det er en teknik, jeg helt sikkert vender tilbage til — også selvom jeg indimellem bander lidt undervejs.

For en del år siden flyttede mit arbejde fra Roskilde til Sorø. Det var en stor omvæltning, og selvom vi alle var fortrøstningsfulde, var det alligevel noget, man skulle vænne sig til. Jeg ville gerne gøre noget, der kunne give en lille smule hygge midt i al forandringen. Noget der kunne få folk til at smile, når de mødte ind.

Jeg lavede derfor en lille blomst i birkefiner og producerede en god bunke af dem. Derefter gik jeg rundt og placerede én på hver kollegas bord. Det blev taget overraskende godt imod, og her mange år efter står de stadig rundt omkring på kontorerne — en lille påmindelse om, at de små ting også betyder noget.

Da december kom, gentog jeg succesen og lavede små juletræer, hver med en enkelt lille julekugle. Også det skabte glæde, og det blev begyndelsen på en tradition, jeg siden har holdt fast i. Kun under Coronaen måtte jeg holde pause, for der var vi alle sendt hjem. Ellers har jeg troligt år efter år fundet på noget nyt og sat en lille dekoration ved kollegaernes pladser den første arbejdsdag i december.

Det er hyggeligt hvert år at se, hvordan kollegaerne finder tidligere års kreationer frem fra gemmerne og stiller dem på deres kontorer. Og der er altid nysgerrighed omkring, hvad jeg mon finder på næste gang. Nogle er endda blevet meget stolte af at have “hele samlingen”.

Jeg holder virkelig af at lave disse små ting. Ofte har jeg haft ideerne kørende siden sommermånederne, men lige så ofte ændrer jeg mening i sidste øjeblik — og så ender jeg med at sidde hele natten på makerspace og kæmpe for at få det hele færdigt. Men for mig er det bare en del af hyggen.

Efter jeg fik mig en airbrush, fulgte der helt naturligt en voksende samling maling med. Og den slags tager hurtigt om sig. De små malingflasker ligger fint nok i en kasse, men det er noget bøvl at rode rundt efter lige præcis den farve, man står og mangler. Jeg havde derfor brug for en løsning: noget, der ikke fyldte for meget, gjorde det nemt at få overblik og samtidig gerne måtte være transportabelt.

Jeg gennemsøgte internettet efter modeller, jeg kunne 3D-printe eller laserskære, men intet levede op til alle mine krav. Indtil jeg så det første billede af en malingsmølle. En roterende holder med plads til en hel regnbue af flasker. Jeg var solgt. Sådan én skulle jeg have.

Problemet var bare, at de modeller, jeg fandt, enten ikke var gratis, ikke var til at skaffe, eller simpelthen ikke passede til mine behov. Så jeg gjorde det eneste logiske: Jeg tegnede min egen i Fusion 360.

Endnu engang var mine 3D-tegneevner ude på dybt vand, hvor jeg ikke kunne bunde. Og endnu engang svømmede jeg alligevel i mål. Resultatet blev en mølle, der kan holde 96 flasker maling — fordelt på seks gondoler, som hver rummer 16 flasker. I bunden gemmer der sig endda en lille skuffe til værktøj, pensler, rystekugler og alt det andet smånips, man bruger sammen med malingen.

Det snedige ved designet er kombinationen af 3D-print og laserskæring. Selve gondolerne er laserskåret i MDF, mens holderne, der griber omkring flaskerne, er 3D-printede, så de kan udnytte plastens elasticitet. Det fungerer overraskende godt.

Det eneste, jeg ikke havde tænkt ind, var et håndtag. Men det viste sig, at der ikke var behov for et: Hvis man stikker hånden ned mellem gondolerne, kan man få fat i akslen i midten — og så fungerer møllen i sig selv som et ret perfekt bærehåndtag. Endnu en lille, utilsigtet feature, der gør projektet bedre.

Møllen har gjort det meget nemmere at holde styr på mine malinger. Nu skal jeg bare huske at holde mig til Vallejo og Army Painter (og andre, der bruger samme type flaske), så de passer i holderne. Men det føles som en lille pris at betale for endelig at have styr på kaosset af farver.

Efter jeg havde lavet Felandet til Idas værelse, havde jeg stadig lyst til at skabe flere små magiske øjeblikke i hjemmet. Der er et eller andet over de små silhuetter, der inviterer til fantasi og fortællinger, og jeg kunne mærke, at projektet ikke var helt færdigt.

Det næste blev derfor nogle dørtopper. Jeg fandt flere fe-silhuetter og gik i gang med at tilpasse og kombinere dem i Illustrator. Her ramte jeg også noget af det mest grundlæggende i min maker-karriere: arbejdet med silhouetter. At finde de rette motiver, image-trace dem, klippe og klistre, kombinere forskellige elementer og langsomt forme dem til en samlet helhed. Det er en teknik, jeg har brugt utallige gange — fra dørdekorationer til 3D-projekter og papirkunst — og som hver gang giver mig følelsen af at bygge et lille univers helt fra bunden. Resultatet blev en række dørtopper og en enkelt dørudsmykning, der tilføjede endnu mere eventyrstemning til Idas værelse.

Men selvfølgelig skulle jeg også have noget til mit eget kontor. Her blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at jeg skulle have ravne. To styk. De mest ikoniske, der findes: Hugin og Munin. Jeg fandt et sæt flotte ravnesilhuetter og tilpassede dem, så de “sidder” på min dørkarm og kigger ind i rummet. En lille hilsen til nordisk mytologi — og et par passende vagter til et maker-kontor.

Små projekter som disse er noget af det, der gør lasercutteren til et magisk værktøj. Det tager ingen tid at gå fra idé til fysisk dekoration, og selv de mindste udskæringer kan ændre stemningen i et rum fuldstændigt.

I 2020 tabte jeg et vædemål til en kollega om, hvem der ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Når man har tabt, må man jo betale prisen. Så enkelt er det.
Når nu jeg alligevel skulle lave en vinskjuler, kunne jeg lige så godt lægge lidt ekstra tanke i selve designet. Jeg ville nemlig have, at figuren ikke bare var en karikatur, men også bar en lille visuel pointe: Trump skulle stå med ryggen mod den mur, han så gerne ville bygge mod Mexico. Det gjorde designet både mere humoristisk og tematisk samlet – og det gav mig samtidig anledning til at eksperimentere med at kombinere flere 3D-modeller til én samlet figur.

Selve Trump-figuren findes ikke længere på Thingiverse, men resten af modellen er et remix af disse filer:
https://www.thingiverse.com/thing:4523685
https://www.thingiverse.com/thing:80181
https://www.thingiverse.com/thing:2708239

Hele konstruktionen røg en tur gennem Meshmixer, og jeg mener også, at Blender og Windows 3D Builder var inde over. Det blev et projekt, hvor jeg fik brugt stort set alle modelleringsværktøjer, jeg havde til rådighed.

Ved valget i 2024 vædede vi igen. Og ja… jeg måtte endnu engang aflevere en flaske vin. Den samme vinskjuler, bare med den opdaterede årstalshilsen foran. Det gjorde ondt, men den slags konsekvens må man leve med, når man insisterer på at vædde.

Jeg håber ærligt talt ikke, at vi skal gentage det i 2028.

Ida havde tidligere prøvet at filte, enten i Makerspace eller på billedskolen, og en dag mente hun, at nu skulle vi lave noget sammen med alt det filt, Louise havde liggende til sine macraméprojekter. Og selvfølgelig skulle vi det.

Jeg havde aldrig filtet før, men det viste sig at være både sjovt, hyggeligt og overraskende tilfredsstillende.

Nålefilting er i al sin enkelhed en teknik, hvor man former uld ved at stikke gentagne gange i det med en speciel filtenål. Nålen har små modhager, der får uldfibrene til at hægte sig sammen og blive mere faste, så man stille og roligt kan opbygge former, figurer og detaljer. Processen er meget meditativ – og lidt farlig for fingrene, hvis man ikke passer på.

Mit første projekt blev en rød fluesvamp, og jeg blev faktisk positivt overrasket over, hvor nemt det var at forme den. Louise havde valgt at kastede sig ud i samme model, og fik på ingen tid lavet sin egen version.

Nu har vi købt et lille kit fra Panduro, så vi kan filte endnu flere figurer sammen:
https://panduro.com/da-dk/products/sy-strik/uld-filt/materialesat/diy-kit-nalefilt-sode-ulddyr-305481

Det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi filte noget sammen. Det er et perfekt lille projekt til en hyggeaften!

Jeg har i mange år leget med photogrammetri – en teknik hvor man tager en masse almindelige billeder af et objekt og lader et program om at omdanne dem til en 3D-model. Computeren analyserer overlap, lys, farver og vinkler og bygger så en digital skulptur, polygon for polygon. Det er fascinerende… men også en tung, tidskrævende proces. Jeg har brugt både onlineværktøjer og forskellige programmer, blandt andet poly.cam, og selvom det var sjovt, blev det sjældent til mere end eksperimenter.

Mine første store idéer var at scanne mine og venners live-rollespilsfigurer, så vi kunne 3D-printe dem som miniaturefigurer. Photogrammetri var ikke god nok til det, og projektet blev lagt på hylden.
Indtil jeg fandt en anden løsning:
Fra LARP til 3D – vores karakterer som miniaturefigurer

Da LiDAR kom til iPhone i 2020, blev scanning pludselig meget mere tilgængeligt for os hobbyfolk. LiDAR måler afstand med lysimpulser og skaber en model med korrekt skala og proportioner. Det gør det genialt til funktionelle 3D-print som beslag, dæksler eller reservedele, fordi målene automatisk passer.

Photogrammetri har derimod en langt højere detaljegrad. Det er fantastisk til figurer, skulpturer, ansigter og dekorative prints – men det tager tid, kræver god belysning og giver ikke automatisk korrekt størrelse før man tilføjer referencemål.

For os makers betyder det i praksis:
LiDAR = hurtig scanning til funktionelle prints
Photogrammetri = høj detalje til visuelle prints

De to teknikker konkurrerer ikke – de supplerer hinanden.

Jeg havde ikke selv en iPhone, men det havde min ven Morten. Efter tilpas meget plageri gav han sig til sidst og scannede mit ansigt. Resultatet var overraskende godt, og pludselig havde jeg et 3D-ansigt af mig selv, som jeg kunne klistre på forskellige modeller. Det blev både til små figurer og til en busteversion.

Miniaturefiguren fandt jeg vist enten på Thingiverse eller MyMiniFactory.
Min ven Henrik har en resinprinter, og han hjalp mig med at printe den. Resinprintere er markant bedre til miniaturer end en klassisk Prusa/FDM-printer. De kan gengive bittesmå detaljer, skarpe kanter og glatte overflader, fordi de hærder flydende resin i mikrofine lag – hvor en FDM-printer lægger smeltet plast ned i synlige lagstrukturer. Til små figurer er resin simpelthen i en helt anden liga.

Busten var et projekt i sig selv. Jeg tog mit scannede ansigt og kombinerede det med denne Socrates-buste:
https://www.myminifactory.com/object/3d-print-socrates-bust-52921
Det krævede timevis i Meshmixer og en god portion tålmodighed.
Jeg lavede en række små testprints i mindre skala, og da jeg var tilfreds, forstørrede jeg modellen til maksimal størrelse på min printer.

Da jeg skulle printe den ramte virkeligheden mig: jeg havde ikke mere hvidt filament.
Jeg ville egentlig lave en klassisk hvid marmorbuste.
Men jeg var utålmodighed så…

Den blev printet i sort.
Det var kedeligt.
Så jeg greb grafitpulver, sleb løs, grundede den med airbrush og gav den en dyb sort glans før jeg gned grafit ind over alle fladerne.
Resultatet? En nærmest metalisk skinnende busteversion af mit eget ansigt.
Jeg elsker den.

Men så kom Makerspace’s nye 3D-scanner: Miraco Revopoint.
Og pludselig var alt forandret. Hvor photogrammetri kræver hundrede billeder, godt lys og masser af efterarbejde, tager scanneren et objekt i én rolig bevægelse – og resultatet er langt bedre. Det er hurtigt, præcist og frem for alt… virkelig sjovt.

Efter jeg fik adgang til Makerspace’s Revopoint-scanner, begyndte jeg at scanne både venner og gæster. Der er en lille indlæringskurve, men efter en times tid får man rigtig flotte resultater.

Og når vi taler resultater, må jeg bøje mig i støvet for Kenneth.
Jeg hjalp ham med at scanne ham selv, og han gik hjem og satte gang i printerne.
Det endte med en 1:1 kopi af ham selv.

Der er noget… ubehageligt… ved at have en livagtig klon stående, så Kenneth har venligt doneret sin 3D-tvilling til Makerspace. Den står nu og forskrækker alle, der kommer ind i lokalet.
Og det gør det ikke bedre, at Kenneth flytter rundt på den hver gang han er forbi.
Det er meget tarveligt at stille den lige bag toiletdøren, jeg siger det bare.

Da Ida var omkring tre år gammel, lavede jeg dette lille skyggespilsteater til hende. Jeg har altid elsket at fortælle historier, men at fortælle dem for børn… det er noget helt særligt. Deres måde at leve sig ind i fortællingerne på gør hele oplevelsen magisk. Det er som om ordene får mere farve, karaktererne får mere liv, og verden omkring én vokser i takt med fantasien.

Og når børn så begynder at fortælle historierne tilbage – og blande dem med deres egne idéer, tanker og små påfund – så opstår de øjeblikke, hvor man som voksen bare må læne sig tilbage og smile. Det er ren drømmekraft.

Med skyggespillet fik vi en ny måde at lege historiefortælling på. Nu handlede det ikke kun om ord, men også om billeder, bevægelse og stemmer. Figurerne skulle animeres, scenerne skulle skifte, og hver af os havde en rolle i legen. Nogle gange som fortællere. Andre gange som skuespillere. Og indimellem bare som publikum – sammen med bamserne, der naturligvis også skulle se med.

Historien om De Tre Små Grise og Den Store Stygge Ulv blev fortalt igen og igen i et utal af variationer. Nogle gange dramatisk, andre gange fjollet. Indimellem med helt nye plotelementer, som Ida opfandt på stedet. Det var historiefortælling som et levende samarbejde.

På Pinterest fandt jeg en masse figurer og scener, som kunne bruges i skyggespillet, og samlede dem her:
https://dk.pinterest.com/qazaan/puppet-theater/

Selve teateret designede jeg fra bunden. Udsmykningen udviklede sig undervejs og blev tilpasset del for del, efter hvad der gav mening.

Det blev et lille vindue til Drømmeland, hvor alt kunne ske, og hvor fantasi og nærvær var vigtigere end alt andet.