Et af de projekter, jeg er allermest glad for, er en lampe, jeg lavede med billeder fra vores bryllup.
At se minderne dukke frem i lyset gav billederne en helt anden ro og intimitet, end hvis de bare havde vÊret printet pÄ papir eller hÊngt i en ramme. Lampen blev bÄde en lyskilde og et lille mindeobjekt, som vi stadig har stÄende fremme.
Et andet projekt var en julekugle lavet som gave til mine svigerforĂŠldre. Her brugte jeg et billede af dem sammen med Ida.
Som lithophani fungerede motivet overraskende godt, og nĂ„r kuglen hĂŠnger i vinduet eller foran en lyskĂŠde, trĂŠder billedet stille og roligt frem. Det er prĂŠcis den slags gaver, jeg holder allermest af at lave â smĂ„, men med stor betydning.
FÊlles for projekterne er, at de ikke handler om perfektion eller masseproduktion, men om at tage en teknik og bruge den til noget personligt. Lithophani er i mine Þjne allerbedst, nÄr det bruges til minder, relationer og Þjeblikke, der betyder noget for dem, der fÄr det i hÊnderne.
Med en lasercutter bliver intarsia nemlig bĂ„de lettere og vanskeligere pĂ„ samme tid. Lettere, fordi man kan gravere motivet ned i birkefineren og laserskĂŠre de tynde finerindlĂŠg med ekstrem prĂŠcision. Vanskeligere, fordi der pludselig er mange flere parametre, man skal have styr pĂ„. Graveringsdybden skal vĂŠre helt korrekt, og kerf skal tages i betragtning â kerf er ganske enkelt den lille smule materiale, som laseren brĂŠnder vĂŠk, og som betyder, at man skal kompensere i sin fil, hvis delene skal passe helt prĂŠcist. Dertil kommer planlĂŠgning af farverne i motivet, valg af trĂŠsorter, og i nogle tilfĂŠlde ogsĂ„ retningen pĂ„ trĂŠets Ă„retegning.
Og sĂ„ er der alle de smĂ„ detaljer, som knĂŠkker bare man kigger pĂ„ dem forkert. Her er det vigtigt at skĂŠre ekstra dele, isĂŠr ved fine kurver og spidser. Lasercutteren hjĂŠlper, men den udfordrer ogsĂ„ â isĂŠr nĂ„r man bruger air assist, hvor bittesmĂ„ dele hurtigt bliver blĂŠst vĂŠk og forsvinder ned gennem honeycomb-bunden. Det er meget at holde styr pĂ„, men nĂ„r resultatet lykkes, giver intarsia en helt sĂŠrlig tilfredshed.
NĂŠste gang jeg brugte teknikken, var da en ven bad mig indbinde nogle nodebĂžger, han havde arvet. Han Ăžnskede en samlet lĂžsning, som stadig kunne bruges ved klaveret. Opgaven var udfordrende i sig selv, men et sĂ„dant vĂŠrk skulle naturligvis stĂ„ skarpt. Jeg fandt en god lĂžsning til indbindingen, og det gav mig mulighed for at lave en lille intarsia pĂ„ forsiden. Den lille node, jeg valgte som motiv, blev en plage â de fine, smĂ„ detaljer knĂŠkkede flere gange, fĂžr jeg endelig fik et tilfredsstillende resultat.
Og da jeg fÞrst havde fÄet smag for teknikken, fortsatte jeg. Endnu en bog blev udsmykket med intarsia, denne gang et stÞrre projekt, hvor en lÄsemekanisme var integreret direkte i dekorationen. Hele designet blev tegnet, skÄret, slebet og samlet med intarsia som det bÊrende visuelle element.
Intarsia med lasercutter er en fascinerende blanding af tradition og teknologi. Det krĂŠver stadig ro, prĂŠcision og masser af planlĂŠgning, men det Ă„bner ogsĂ„ nye muligheder, som ellers ville vĂŠre nĂŠsten umulige i klassisk hĂ„ndvĂŠrk. Det er en teknik, jeg helt sikkert vender tilbage til â ogsĂ„ selvom jeg indimellem bander lidt undervejs.
For en del Är siden flyttede mit arbejde fra Roskilde til SorÞ. Det var en stor omvÊltning, og selvom vi alle var fortrÞstningsfulde, var det alligevel noget, man skulle vÊnne sig til. Jeg ville gerne gÞre noget, der kunne give en lille smule hygge midt i al forandringen. Noget der kunne fÄ folk til at smile, nÄr de mÞdte ind.
Da december kom, gentog jeg succesen og lavede smÄ juletrÊer, hver med en enkelt lille julekugle. OgsÄ det skabte glÊde, og det blev begyndelsen pÄ en tradition, jeg siden har holdt fast i. Kun under Coronaen mÄtte jeg holde pause, for der var vi alle sendt hjem. Ellers har jeg troligt Är efter Är fundet pÄ noget nyt og sat en lille dekoration ved kollegaernes pladser den fÞrste arbejdsdag i december.
oplus_32
Det er hyggeligt hvert Ă„r at se, hvordan kollegaerne finder tidligere Ă„rs kreationer frem fra gemmerne og stiller dem pĂ„ deres kontorer. Og der er altid nysgerrighed omkring, hvad jeg mon finder pĂ„ nĂŠste gang. Nogle er endda blevet meget stolte af at have âhele samlingenâ.
Jeg holder virkelig af at lave disse smĂ„ ting. Ofte har jeg haft ideerne kĂžrende siden sommermĂ„nederne, men lige sĂ„ ofte ĂŠndrer jeg mening i sidste Ăžjeblik â og sĂ„ ender jeg med at sidde hele natten pĂ„ makerspace og kĂŠmpe for at fĂ„ det hele fĂŠrdigt. Men for mig er det bare en del af hyggen.
Efter jeg fik mig en airbrush, fulgte der helt naturligt en voksende samling maling med. Og den slags tager hurtigt om sig. De smÄ malingflasker ligger fint nok i en kasse, men det er noget bÞvl at rode rundt efter lige prÊcis den farve, man stÄr og mangler. Jeg havde derfor brug for en lÞsning: noget, der ikke fyldte for meget, gjorde det nemt at fÄ overblik og samtidig gerne mÄtte vÊre transportabelt.
Problemet var bare, at de modeller, jeg fandt, enten ikke var gratis, ikke var til at skaffe, eller simpelthen ikke passede til mine behov. SĂ„ jeg gjorde det eneste logiske: Jeg tegnede min egen i Fusion 360.
Endnu engang var mine 3D-tegneevner ude pĂ„ dybt vand, hvor jeg ikke kunne bunde. Og endnu engang svĂžmmede jeg alligevel i mĂ„l. Resultatet blev en mĂžlle, der kan holde 96 flasker maling â fordelt pĂ„ seks gondoler, som hver rummer 16 flasker. I bunden gemmer der sig endda en lille skuffe til vĂŠrktĂžj, pensler, rystekugler og alt det andet smĂ„nips, man bruger sammen med malingen.
Det snedige ved designet er kombinationen af 3D-print og laserskÊring. Selve gondolerne er laserskÄret i MDF, mens holderne, der griber omkring flaskerne, er 3D-printede, sÄ de kan udnytte plastens elasticitet. Det fungerer overraskende godt.
Det eneste, jeg ikke havde tĂŠnkt ind, var et hĂ„ndtag. Men det viste sig, at der ikke var behov for et: Hvis man stikker hĂ„nden ned mellem gondolerne, kan man fĂ„ fat i akslen i midten â og sĂ„ fungerer mĂžllen i sig selv som et ret perfekt bĂŠrehĂ„ndtag. Endnu en lille, utilsigtet feature, der gĂžr projektet bedre.
MÞllen har gjort det meget nemmere at holde styr pÄ mine malinger. Nu skal jeg bare huske at holde mig til Vallejo og Army Painter (og andre, der bruger samme type flaske), sÄ de passer i holderne. Men det fÞles som en lille pris at betale for endelig at have styr pÄ kaosset af farver.
Efter jeg havde lavet Felandettil Idas vÊrelse, havde jeg stadig lyst til at skabe flere smÄ magiske Þjeblikke i hjemmet. Der er et eller andet over de smÄ silhuetter, der inviterer til fantasi og fortÊllinger, og jeg kunne mÊrke, at projektet ikke var helt fÊrdigt.
Det nĂŠste blev derfor nogle dĂžrtopper. Jeg fandt flere fe-silhuetter og gik i gang med at tilpasse og kombinere dem i Illustrator. Her ramte jeg ogsĂ„ noget af det mest grundlĂŠggende i min maker-karriere: arbejdet med silhouetter. At finde de rette motiver, image-trace dem, klippe og klistre, kombinere forskellige elementer og langsomt forme dem til en samlet helhed. Det er en teknik, jeg har brugt utallige gange â fra dĂžrdekorationer til 3D-projekter og papirkunst â og som hver gang giver mig fĂžlelsen af at bygge et lille univers helt fra bunden. Resultatet blev en rĂŠkke dĂžrtopper og en enkelt dĂžrudsmykning, der tilfĂžjede endnu mere eventyrstemning til Idas vĂŠrelse.
Men selvfĂžlgelig skulle jeg ogsĂ„ have noget til mit eget kontor. Her blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at jeg skulle have ravne. To styk. De mest ikoniske, der findes: Hugin og Munin. Jeg fandt et sĂŠt flotte ravnesilhuetter og tilpassede dem, sĂ„ de âsidderâ pĂ„ min dĂžrkarm og kigger ind i rummet. En lille hilsen til nordisk mytologi â og et par passende vagter til et maker-kontor.
Hele konstruktionen rÞg en tur gennem Meshmixer, og jeg mener ogsÄ, at Blender og Windows 3D Builder var inde over. Det blev et projekt, hvor jeg fik brugt stort set alle modelleringsvÊrktÞjer, jeg havde til rÄdighed.
Ved valget i 2024 vÊdede vi igen. Og ja⊠jeg mÄtte endnu engang aflevere en flaske vin. Den samme vinskjuler, bare med den opdaterede Ärstalshilsen foran. Det gjorde ondt, men den slags konsekvens mÄ man leve med, nÄr man insisterer pÄ at vÊdde.
Jeg hÄber Êrligt talt ikke, at vi skal gentage det i 2028.
Jeg havde aldrig filtet fÞr, men det viste sig at vÊre bÄde sjovt, hyggeligt og overraskende tilfredsstillende.
NĂ„lefilting er i al sin enkelhed en teknik, hvor man former uld ved at stikke gentagne gange i det med en speciel filtenĂ„l. NĂ„len har smĂ„ modhager, der fĂ„r uldfibrene til at hĂŠgte sig sammen og blive mere faste, sĂ„ man stille og roligt kan opbygge former, figurer og detaljer. Processen er meget meditativ â og lidt farlig for fingrene, hvis man ikke passer pĂ„.
Mit fÞrste projekt blev en rÞd fluesvamp, og jeg blev faktisk positivt overrasket over, hvor nemt det var at forme den. Louise havde valgt at kastede sig ud i samme model, og fik pÄ ingen tid lavet sin egen version.
Jeg har i mange Ă„r leget med photogrammetri â en teknik hvor man tager en masse almindelige billeder af et objekt og lader et program om at omdanne dem til en 3D-model. Computeren analyserer overlap, lys, farver og vinkler og bygger sĂ„ en digital skulptur, polygon for polygon. Det er fascinerende⊠men ogsĂ„ en tung, tidskrĂŠvende proces. Jeg har brugt bĂ„de onlinevĂŠrktĂžjer og forskellige programmer, blandt andet poly.cam, og selvom det var sjovt, blev det sjĂŠldent til mere end eksperimenter.
Da LiDAR kom til iPhone i 2020, blev scanning pludselig meget mere tilgÊngeligt for os hobbyfolk. LiDAR mÄler afstand med lysimpulser og skaber en model med korrekt skala og proportioner. Det gÞr det genialt til funktionelle 3D-print som beslag, dÊksler eller reservedele, fordi mÄlene automatisk passer.
Photogrammetri har derimod en langt hĂžjere detaljegrad. Det er fantastisk til figurer, skulpturer, ansigter og dekorative prints â men det tager tid, krĂŠver god belysning og giver ikke automatisk korrekt stĂžrrelse fĂžr man tilfĂžjer referencemĂ„l.
For os makers betyder det i praksis: LiDAR = hurtig scanning til funktionelle prints Photogrammetri = hĂžj detalje til visuelle prints
De to teknikker konkurrerer ikke â de supplerer hinanden.
Jeg havde ikke selv en iPhone, men det havde min ven Morten. Efter tilpas meget plageri gav han sig til sidst og scannede mit ansigt. Resultatet var overraskende godt, og pludselig havde jeg et 3D-ansigt af mig selv, som jeg kunne klistre pÄ forskellige modeller. Det blev bÄde til smÄ figurer og til en busteversion.
Miniaturefiguren fandt jeg vist enten pĂ„ Thingiverse eller MyMiniFactory. Min ven Henrik har en resinprinter, og han hjalp mig med at printe den. Resinprintere er markant bedre til miniaturer end en klassisk Prusa/FDM-printer. De kan gengive bittesmĂ„ detaljer, skarpe kanter og glatte overflader, fordi de hĂŠrder flydende resin i mikrofine lag â hvor en FDM-printer lĂŠgger smeltet plast ned i synlige lagstrukturer. Til smĂ„ figurer er resin simpelthen i en helt anden liga.
Busten var et projekt i sig selv. Jeg tog mit scannede ansigt og kombinerede det med denne Socrates-buste: https://www.myminifactory.com/object/3d-print-socrates-bust-52921 Det krÊvede timevis i Meshmixer og en god portion tÄlmodighed. Jeg lavede en rÊkke smÄ testprints i mindre skala, og da jeg var tilfreds, forstÞrrede jeg modellen til maksimal stÞrrelse pÄ min printer.
Da jeg skulle printe den ramte virkeligheden mig: jeg havde ikke mere hvidt filament. Jeg ville egentlig lave en klassisk hvid marmorbuste. Men jeg var utĂ„lmodighed sĂ„…
Den blev printet i sort. Det var kedeligt. SĂ„ jeg greb grafitpulver, sleb lĂžs, grundede den med airbrush og gav den en dyb sort glans fĂžr jeg gned grafit ind over alle fladerne. Resultatet? En nĂŠrmest metalisk skinnende busteversion af mit eget ansigt. Jeg elsker den.
Efter jeg fik adgang til Makerspaceâs Revopoint-scanner, begyndte jeg at scanne bĂ„de venner og gĂŠster. Der er en lille indlĂŠringskurve, men efter en times tid fĂ„r man rigtig flotte resultater.
Og nÄr vi taler resultater, mÄ jeg bÞje mig i stÞvet for Kenneth. Jeg hjalp ham med at scanne ham selv, og han gik hjem og satte gang i printerne. Det endte med en 1:1 kopi af ham selv.
Der er noget⊠ubehageligt⊠ved at have en livagtig klon stÄende, sÄ Kenneth har venligt doneret sin 3D-tvilling til Makerspace. Den stÄr nu og forskrÊkker alle, der kommer ind i lokalet. Og det gÞr det ikke bedre, at Kenneth flytter rundt pÄ den hver gang han er forbi. Det er meget tarveligt at stille den lige bag toiletdÞren, jeg siger det bare.
Med skyggespillet fik vi en ny mĂ„de at lege historiefortĂŠlling pĂ„. Nu handlede det ikke kun om ord, men ogsĂ„ om billeder, bevĂŠgelse og stemmer. Figurerne skulle animeres, scenerne skulle skifte, og hver af os havde en rolle i legen. Nogle gange som fortĂŠllere. Andre gange som skuespillere. Og indimellem bare som publikum â sammen med bamserne, der naturligvis ogsĂ„ skulle se med.
Historien om De Tre SmÄ Grise og Den Store Stygge Ulv blev fortalt igen og igen i et utal af variationer. Nogle gange dramatisk, andre gange fjollet. Indimellem med helt nye plotelementer, som Ida opfandt pÄ stedet. Det var historiefortÊlling som et levende samarbejde.
Og nÄr man fÞrst begynder at kigge efter Star Wars-ting pÄ Thingiverse og lignende steder, gÄr det stÊrkt. Man finder nemlig hurtigt ud af, at man kan 3D-printe alt: hjelme, ÄndedrÊtsmasker, vÄben, detaljer⊠ja, nÊsten hele karakteren. SÄ selvfÞlgelig gik jeg i gang. For hvad skal man ellers bruge en 3D-printer til, hvis ikke det er at printe Star Wars-dimser?
Derudover var jeg ude og kÞbe tÊpper i en rÄ, sandfarvet struktur, som jeg vil sy om til en af de rober, sandfolket bÊrer. Jeg har ogsÄ fundet nogle beltetasker i samme stil. Det hele ligger klar i en kasse. Jeg er bare⊠gÄet lidt i stÄ.
Men intet er tabt. Som maker har jeg efterhÄnden indset, at livet ikke handler om antallet af projekter man starter, men om dem man fÄr gjort fÊrdige. Og Tusken Raider-kostumet? Det kunne meget vel blive et af de nÊste projekter, jeg tager fat pÄ igen. For drÞmmen om at blive en sand Tusken fra Tatooine lever stadig.
