Category: Projects

  • 🎵 Når gamle idéer får musik

    🎵 Når gamle idéer får musik

    Fra Selvsving og Dragonlance til Suno, billeder og animation

    Jeg begyndte ikke at bruge Suno med en stor plan om at skabe albums, kunstnere og sammenhængende musikalske universer.

    Det begyndte langt mere enkelt: med ren nysgerrighed på, hvad AI egentlig kunne bruges til.

    De første forsøg førte til nye idéer, som igen førte til flere forsøg. Langsomt gik det op for mig, at Suno kunne mere end blot at frembringe en sjov sang ud fra nogle få instruktioner. Det kunne bruges til at give lyd til idéer og fortællinger, som jeg havde båret rundt på i mange år.

    I dag bruger jeg blandt andet Suno til to meget forskellige projekter: det humoristiske lutunivers Absolute Lute og mine musikalske fortolkninger af sange fra Dragonlance.

    Fælles for dem er glæden ved at høre en idé få liv og ved at kunne vende tilbage til gamle universer på en helt ny måde.

    🤖 Hvad er Suno?

    Suno er en AI-baseret platform til at skabe musik. Man kan skrive eller indsætte en sangtekst og beskrive, hvordan musikken skal lyde. Det kan være genre, instrumenter, tempo, stemning, sangstemme og opbygning.

    På baggrund af instruktionerne skaber Suno en færdig sang med både musik og vokal.

    Det kan næsten lyde, som om man bare trykker på en knap og får præcis den sang, man forestillede sig. Sådan fungerer det sjældent i praksis.

    Suno fortolker instruktionerne, og resultatet kan bevæge sig i helt andre retninger end forventet. Måske er stemmen forkert. Måske bliver et stille vers til et stort kor. Måske lyder instrumenterne for moderne, eller sangeren udtaler et vigtigt navn på en måde, som ingen i det pågældende fantasyunivers ville acceptere.

    Arbejdet består derfor i høj grad af at lytte, vurdere, justere og prøve igen.

    🆓 Jeg bruger gratisversionen

    Alt mit arbejde med Suno er indtil videre lavet med gratisversionen.

    Den giver adgang til de grundlæggende muligheder og et begrænset antal credits hver dag. Det sætter naturligvis nogle grænser for, hvor mange versioner jeg kan fremstille, og hvor længe jeg kan fortsætte med at justere en sang på samme dag.

    De betalte abonnementer tilbyder langt mere. Det gælder blandt andet adgang til mere avancerede musikmodeller, væsentligt flere credits, hurtigere generering og bedre redigeringsmuligheder. De betalte abonnementer giver også kommercielle brugsrettigheder til de sange, der skabes under abonnementet.

    Jeg arbejder altså kun med en del af det, Suno faktisk kan tilbyde.

    Alligevel er det imponerende, hvor langt man kan komme med gratisversionen. Begrænsningen betyder samtidig, at jeg er nødt til at tænke over mine ændringer, inden jeg bruger endnu et forsøg.

    Hvad var det præcist, der ikke fungerede? Var problemet stemmen, instrumenterne, strukturen eller selve beskrivelsen?

    På den måde bliver hvert mislykket resultat også en del af processen.

    ✍️ Før musikken kommer fortællingen

    Jeg begynder sjældent direkte i Suno. Først skal jeg vide, hvilken historie sangen skal fortælle, og hvem der fortæller den.

    Jeg arbejder blandt andet med:

    • 🎭 Karakteren, der skal synge
    • 📖 Sangens fortælling og følelsesmæssige udvikling
    • 🎼 Opdelingen i vers, omkvæd, mellemspil og afslutning
    • 🎻 Musikalsk stil og instrumentering
    • 🎤 Sangerens stemme, alder og personlighed
    • 🔍 Research i det univers, sangen kommer fra
    • 🖼️ Coverbilleder og en sammenhængende visuel stil

    Musikken og billederne er for mig ikke to adskilte ting. De er dele af den samme helhed.

    Når en sang har fået den rigtige lyd, skal dens cover også føles som en del af det samme univers. Et godt billede kan understøtte karakteren, humoren eller den følelse, som musikken forsøger at formidle.

    Det er derfor ikke kun et spørgsmål om at fremstille en sang. Det handler om at skabe en samlet oplevelse omkring den.

    🪕 Fra Absolut Lut til Absolute Lute

    Idéen til Absolute Lute kommer fra en gammel sketch fra det satiriske radioprogram Selvsving.

    I sketchen hed konceptet Absolut Lut, og kunstneren var Robin Lut. Idéen var en samling kendte sange fremført på lut. En enkel og vidunderligt fjollet tanke.

    Sketchen beskrev et album, men albummet fandtes naturligvis ikke i virkeligheden. Man kunne forestille sig, hvordan det ville lyde, men ikke faktisk høre det.

    Med Suno blev det pludselig muligt at gøre idéen virkelig.

    Jeg ønskede at udvikle en engelsksproget version af konceptet. Derfor blev Absolut Lut til Absolute Lute, mens Robin Lut fik det engelske kunstnernavn Robin Lute.

    Det er mit eget take på den oprindelige Selvsving-idé.

    Jeg ville ikke blot fremstille nogle tilfældige sange med en lut i baggrunden. Robin Lute skulle være en egentlig figur med sit eget udseende, sit eget musikalske udtryk og sin egen lidt overdrevne alvor.

    Han er en passioneret renæssancemusiker, der fremfører hver sang, som om den var skrevet specifikt til ham og hans lut. Uanset hvor fjollet ordspillet er, tager Robin Lute musikken fuldstændig alvorligt.

    Det er netop i mødet mellem det komiske og det oprigtige, at projektet fungerer bedst. Sangene må gerne være morsomme, men de skal også fungere som musik.

    Lyt til hele Absolute Lute-playlist på Suno

    🎬 Da Halle-Lute-yeah begyndte at bevæge sig

    Arbejdet med Halle-Lute-yeah blev et godt eksempel på, hvordan mine projekter ofte vokser undervejs.

    Det begyndte som en leg med Suno og idéen om, hvordan sangen kunne lyde i Robin Lutes univers. Men da musikken var på plads, opstod det næste spørgsmål: Hvordan skulle sangen se ud?

    Først arbejdede jeg med at skabe billeder, der passede til sangens forskellige vers og stemninger. Derefter begyndte jeg at eksperimentere med flere forskellige AI-værktøjer, som kunne animere billederne og give de ellers stillestående scener bevægelse.

    Det ene forsøg førte til det næste. Figurer, lys, kamerabevægelser og stemninger skulle passe sammen med musikken. Til sidst var projektet ikke længere kun en Suno-sang, men en samlet musikvideo.

    Se Halle-Lute-yeah på YouTube

    Videoen viser meget godt, hvad der fascinerer mig ved arbejdet med AI. Ét værktøj skabte ikke det hele. Suno gav idéen musik og stemme, mens andre AI-værktøjer gjorde det muligt at skabe billeder og efterfølgende få dem til at bevæge sig.

    Undervejs var det stadig nødvendigt at vælge, forkaste, justere og forsøge igen. AI-værktøjerne leverede mulighederne, men de vidste ikke selv, hvilken historie videoen skulle fortælle, eller hvordan Robin Lutes univers skulle se ud.

    🐉 Tilbage til Dragonlance

    Dragonlance var en af de første fantasyserier, jeg forelskede mig i som ung knægt.

    Jeg har læst bøgerne igen og igen. Og igen og igen. Personerne, stederne og fortællingerne har derfor fulgt mig gennem en stor del af mit liv.

    Rundt omkring i bøgerne findes der digte, viser, hymner, marcher og klagesange. De er en del af verdens historie og kultur, men på bogsiden eksisterer de først og fremmest som tekst. Som læser må man selv forestille sig melodierne, stemmerne og instrumenterne.

    Gennem tiden har andre også sat musik til nogle af disse sange. Men jeg har aldrig før oplevet dem udfoldet i den skala og med den musikalske variation, som Suno nu gør mulig.

    En lille tekst fra en bog kan blive til en intim folkevise, en dyster klagesang, en højtidelig ridderhymne, en dværgemarch eller et stort dramatisk korværk.

    For mig handler det dog ikke om bare at sætte en generisk fantasylyd under teksten.

    Jeg forsøger at forestille mig, hvordan sangen kunne have lydt inde i selve fortællingen. Hvem synger den? Hvor befinder personen sig? Hvorfor bliver den sunget? Er det en personlig klagesang, en gammel overlevering eller noget, der skal samle en hel befolkning?

    🌙 Da Goldmoons sang fandt sin stemme

    Goldmoons sang blev den fortolkning, der kom tættest på den musik, jeg selv havde forestillet mig gennem årene.

    Her kunne jeg pludselig høre hendes savn efter Riverwind, hendes forbindelse til slettelandet og følelsen af at vente på én, som måske aldrig vender tilbage. Det var ikke længere bare en tekst fra en bog, jeg kendte. Den havde fået en stemme og en musikalsk form.

    Det er præcis den oplevelse, der driver projektet.

    Når Tassehoff synger, skal stemmen og fremførelsen passe til en kender. Selv i den dybeste sorg må han ikke pludselig lyde som en moden operasanger. Når Bupu fremfører en helbredelsessang, skal både sproget, rytmen og personligheden passe til en gully dwarf.

    En sang om Sturm Brightblades død kræver noget helt andet end en dværgemarch eller en besynderlig kur med en død øgle.

    Nogle sange kræver også flere forskellige stemmer. En uskyldig hymne kan eksempelvis blive besvaret af en mørk og forvrænget stemme fra Abyssen. Her skal Suno ikke kun skabe musik, men også forstå rollerne og skifte mellem dem på de rigtige tidspunkter.

    Det lykkes langt fra altid. Så må teksten, instruktionerne og opbygningen justeres, og endnu et forsøg begynde.

    Lyt til min Dragonlance-playlist på Suno

    ❤️ Jeg skaber først og fremmest sangene for mig selv

    Jeg laver først og fremmest disse sange for min egen skyld.

    Det er ikke et forsøg på at ramme en bestemt målgruppe eller følge det, der er populært. Projekterne udspringer af ting, jeg selv synes er sjove, spændende eller betydningsfulde.

    Absolute Lute giver mig mulighed for at tage en gammel komisk idé og bygge videre på den, indtil det fiktive album næsten føles virkeligt.

    Dragonlance-sangene giver mig mulighed for at vende tilbage til et univers, jeg har kendt siden min ungdom, og opleve det på en ny måde. Tekster, jeg tidligere kun har læst, kan nu få stemmer, melodier og musikalske identiteter.

    Hvis andre også får glæde af sangene, er det naturligvis kun positivt. Men den første lytter, jeg forsøger at ramme, er mig selv.

    Spørgsmålet er i sidste ende ganske enkelt: Føles det rigtigt?

    ✨ Når noget fra fantasien får liv

    Jeg betragter ikke Suno som en maskine, der får alle idéerne for mig.

    AI kan skabe musik, foreslå løsninger og frembringe resultater, jeg aldrig selv ville kunne spille eller synge. Men den ved ikke automatisk, hvilken stemme der passer til Goldmoon, hvorfor Robin Lute skal tage sin musik alvorligt, eller hvilken følelse jeg leder efter.

    Det kræver, at jeg vælger en retning, vurderer resultaterne og bliver ved med at forme projektet.

    Undervejs bruger jeg også AI til research, strukturering af sangtekster, udvikling af musikalske prompts, coverbilleder og animation. Men idéerne, fortællingerne og de afgørende valg hænger stadig sammen med mine egne interesser og den måde, jeg oplever materialet på.

    Det mest interessante er derfor ikke blot, at AI kan skabe musik.

    Det interessante er at høre noget, der tidligere kun fandtes som en gammel sketch, en tekst i en bog eller en forestilling inde i mit eget hoved, få sit eget liv.

    🎧 Gå på opdagelse i mit Suno-univers

    Absolute Lute og Dragonlance er kun to dele af det, jeg arbejder med. På min Suno-profil samler jeg musik på tværs af idéer, genrer, stemninger og små kreative eksperimenter.

    Besøg hele mit Suno-univers som Kleeation

  • 🎥 Fra idé til lille AI-film – med AI, ChatGPT, CapCut og Suno

    🎥 Fra idé til lille AI-film – med AI, ChatGPT, CapCut og Suno

    Jeg har fået skrevet en ny guide, hvor jeg viser en enkel og praktisk arbejdsgang til at lave en lille film med AI.

    Guiden tager udgangspunkt i min egen lille skovtroldefilm, hvor en grim, men ret sød skovtrold vågner i sit hjem under et gammelt træ, går en tur i skoven og vender hjem igen.

    I guiden gennemgår jeg blandt andet:

    🎬 hvordan idéen bliver delt op i scener
    🧌 hvordan man laver en genkendelig hovedfigur
    🖼️ hvordan man bruger referencebilleder aktivt
    🎞️ hvordan billederne bliver lavet om til små videoklip i CapCut
    🎵 hvordan man kan bruge Suno til musik
    🔊 og hvordan man samler det hele til en færdig lille film

    Det er ikke tænkt som en guide til alle mulighederne, men som en enkel metode, der faktisk fungerer i praksis.

    Du kan læse guiden her:

  • 🧵 String art for 3D-printere | Et sjovt lille eksperiment

    🧵 String art for 3D-printere | Et sjovt lille eksperiment

    🔗 String art i 3D med Maker Martin

    Normalt når man 3D-printer, gør man faktisk en del for at undgå stringing. De tynde tråde mellem bevægelserne bliver som regel betragtet som en fejl, noget man helst vil slippe for. I dette projekt er det næsten hele pointen, der bliver vendt på hovedet. Her er stringing ikke problemet. Det er selve motivet.

    Jeg havde fået lyst til at teste StringArt3D, som er et browserbaseret værktøj, der kan omdanne et foto til string art til 3D-print. Værktøjet er lavet til at generere printklare filer til FDM-printere, og det er netop den lidt skøre idé, der gjorde det sjovt at prøve af. Du kan finde værktøjet her på den officielle side: StringArt3D.

    Til testen brugte jeg Maker Martin som model, og han virkede heldigvis ganske tilfreds med resultatet. Det færdige print endte med at fange overraskende meget af hans udtryk, selv om motivet i praksis bare består af et tæt net af fine, mørke linjer.

    🖼️ Klargøring af billedet

    For at give værktøjet de bedste betingelser startede jeg med at gøre billedet om til gråtoner. Derefter sad jeg og legede med kontrast, lys og toneområder, indtil jeg fandt en version, hvor ansigtstræk og former stod tydeligt frem. Det viste sig hurtigt, at det har stor betydning for resultatet.

    Når man arbejder med denne type string art, er det nemlig ikke nok bare at smide et tilfældigt billede ind. Hvis kontrasten er for flad, eller hvis de mørke og lyse områder ikke spiller godt sammen, kan motivet hurtigt ende som en lidt tung og utydelig trådskive. Omvendt kan et billede med den rigtige balance give et resultat, hvor personen faktisk kan genkendes forbavsende godt.

    🧵 Når stringing pludselig er en fordel

    Det er nok det, jeg synes er sjovest ved hele projektet. I klassisk 3D-print er stringing noget, man forbinder med for høj temperatur, forkert retraction eller indstillinger, der ikke er helt på plads. Her er det præcis de fine tråde, man normalt ville bande over, som bygger hele motivet op.

    Det giver projektet en lidt omvendt logik, som jeg virkelig godt kan lide. Fejlen bliver til effekten. Det tekniske benspænd bliver til det visuelle mål.

    🖨️ Printet på Bambu Lab X1 Carbon

    Det færdige print blev lavet på Makerspaces nye Bambu Lab X1 Carbon, og det fungerede virkelig godt til opgaven. Kombinationen af et velbearbejdet portræt, et preview der var tæt på det endelige resultat, og en printer der bare leverede stabilt, gav en test som var både nørdet, overraskende og ret tilfredsstillende.

    Det er også en af de projekter, hvor det færdige objekt ser lidt anonymt og kaotisk ud ved første øjekast, men så træder motivet frem, jo mere man kigger på det. Det synes jeg faktisk er en ret fed kvalitet i sig selv.

    ✨ En sjov og anderledes test

    Alt i alt var det en virkelig sjov test. Ikke bare fordi resultatet blev godt, men også fordi idéen i sig selv er så skæv på den helt rigtige maker-måde. At tage noget, man normalt prøver at undgå i 3D-print, og gøre det til hele formålet, det er altså svært ikke at synes er lidt genialt.

    Det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer til at lege med den her type print.

  • 👕 Grim Reaper i glitter – Ida og jeg gav en hvid t-shirt en chance

    👕 Grim Reaper i glitter – Ida og jeg gav en hvid t-shirt en chance

    Ida og jeg deltog i en workshop i makerspace, hvor vi kastede os ud i at lave vores egen t-shirt med folieprint. Det blev til en t-shirt med et Grim Reaper-motiv og teksten “Kom med mig”.

    Det var Ida, der valgte både motivet og farvesammensætningen. Der var desværre ikke sort folie til rådighed, men den lilla glitterfolie viste sig faktisk at være et virkelig godt alternativ. Ida ville også gerne have haft røde øjne på motivet, men det glemte jeg lige i farten undervejs.

    🖥️ Vi valgte at lave motivet digitalt

    Som man kan se, valgte vi at arbejde ud fra en fil, vi lavede på computeren. Alternativet havde været at tegne motivet i hånden og bruge scannerfunktionen på maskinen, som i dette tilfælde var en Brother ScanNCut SDX900.

    🔄 Husk at spejlvende motivet

    En vigtig lille detalje, som man virkelig skal huske, når man arbejder med folie til tekstil, er at spejlvende motivet, inden det bliver skåret. Det gælder især, hvis der er tekst med, for ellers ender bogstaverne jo omvendt på det færdige print. Det er sådan en klassisk ting, der er nem at overse i farten, men som hurtigt kan koste både tid og materiale, hvis man først opdager det for sent.Ved at lave motivet digitalt havde vi meget bedre mulighed for at styre, hvordan de forskellige farver skulle fordeles, og det passede rigtig godt til det udtryk, Ida gerne ville have. Det gav os også en bedre mulighed for at planlægge motivet lag for lag, så vi kunne få præcis det udtryk frem, vi gik efter.

    🔄 Husk at spejlvende motivet

    En vigtig lille detalje, som man virkelig skal huske, når man arbejder med folie til tekstil, er at spejlvende motivet, inden det bliver skåret. Det gælder især, hvis der er tekst med, for ellers ender bogstaverne jo omvendt på det færdige print. Det er sådan en klassisk ting, der er nem at overse i farten, men som hurtigt kan koste både tid og materiale, hvis man først opdager det for sent.

    ✂️ Idas favoritdel var foliearbejdet

    Selve processen med at skære folien, pille de små dele fri og samle motivet var både sjov og lidt nørdet på den gode måde. Det er altid fedt at opleve, hvordan et digitalt design pludselig bliver til noget fysisk, man faktisk kan tage på.

    Det var faktisk lige præcis den del af projektet, Ida bedst kunne lide. Hun syntes, det var ekstra sjovt at pille de små dele fri og være med til at samle motivet, og hun ville faktisk gerne have, at der havde været endnu mere foliearbejde i projektet. Det siger jo egentlig meget godt om workshoppen, når den mest tidskrævende og nørklede del også ender med at være den sjoveste.

    🎨 Farverne blev gode, men t-shirten kunne have været bedre valgt

    Efterfølgende kunne vi godt se, at valget af en hvid t-shirt ikke var helt optimalt. Selvom resultatet af folieskæring og sammensætning blev, som vi gerne ville have det, så kunne motivet have kommet endnu mere til sin ret på en mørkere t-shirt.

    Især de lyse detaljer og glitterfolien ville have stået stærkere med mere kontrast i baggrunden. Så selve motivet og farverne er vi rigtig glade for, men næste gang ville vi nok tænke mere over farven på stoffet allerede fra start.

    🧪 Måske skal vi eksperimentere videre

    Nu sidder vi lidt med tanken om, om man mon kan farve stoffet en smule bagefter, så motivet træder tydeligere frem. Det kunne faktisk være et meget sjovt næste eksperiment.

    Uanset hvad var det en virkelig hyggelig workshop, og det bedste ved projektet var klart, at Ida selv var med til at vælge motiv, farver og være en aktiv del af processen hele vejen. Det gør bare resultatet ekstra særligt.

  • 🪨 Skæg med fedtsten – mit første steneksperiment

    🪨 Skæg med fedtsten – mit første steneksperiment

    Makerspace har købt fedtsten, og det måtte selvfølgelig prøves. Jeg besluttede mig for at starte småt, så der ikke gik for meget materiale til spilde. Hvad er mere oplagt end en skægperle?

    Et lille projekt. Overskueligt. Og med mulighed for at lave noget personligt.

    🧱 Hvad er fedtsten?

    Fedtsten, også kaldet soapstone, er en metamorf bjergart, der primært består af mineralet talk. Den føles næsten sæbeagtig, når man holder den i hånden, og den er kendt for at være meget blød sammenlignet med andre stenarter.

    Det betyder, at den:

    • Er nem at save og forme
    • Kan bearbejdes med simple håndværktøjer
    • Er velegnet til begyndere
    • Giver mulighed for fine detaljer

    Men det betyder også, at den er relativt skrøbelig, især hvis man laver tynde partier eller gennembrydninger.

    🔪 Fra blok til cylinder

    Jeg startede med at save en blok fedtsten i mindre stykker, så jeg fik en nogenlunde firkantet blok. Den formede jeg derefter så godt jeg kunne til en cylinder.

    Materialet er næsten for nemt at arbejde med. Man skal virkelig passe på ikke at tage for meget af. Et enkelt snit for meget, og så er der pludselig fjernet mere, end man havde tænkt.

    Da grundformen var på plads, tog jeg lidt af højden, så perlen fik de dimensioner, jeg ønskede. Derefter borede jeg et hul hele vejen igennem.

    Det gik overraskende nemt. På det tidspunkt kunne jeg faktisk have stoppet og kaldt projektet en succes. En cylindrisk skægperle var opnået.

    ✨ Når man lige skal give den lidt ekstra

    Men nu jeg var så godt i gang, tænkte jeg, at den selvfølgelig også skulle have lidt udsmykning.

    Jeg begyndte at skære mønster i overfladen. Det gik over al forventning. Jeg blev mere modig, detaljerne blev finere, og jeg blev mere og mere grebet af processen.

    Lige indtil jeg pludselig skar for dybt og brød ind til det gennemgående hul.

    Ups.

    Der var et øjeblik, hvor jeg overvejede at kassere den. Men i stedet valgte jeg at gå all in og gøre det til en del af designet. Jeg arbejdede videre, som om det hele tiden havde været planen.

    Resultatet blev en snoet, næsten flettet struktur med åbne partier. Perlen fik bevægelse og karakter. Den blev langt mere organisk, end jeg havde forestillet mig fra start.

    Og ærligt talt – jeg havde ikke troet, jeg kunne lave så fine detaljer i sten.

    💻 Løbende research og gode råd

    Undervejs googlede jeg og brugte ChatGPT til at finde råd og erfaringer om arbejdet med fedtsten.

    En vigtig pointe var håndtering af støv. Det anbefales at:

    • Arbejde med et vådt klæde til at opsamle støv
    • Undgå at indånde fint stenstøv
    • Arbejde i et ventileret område

    Det fungerede rigtig fint at tørre løbende af med et fugtigt klæde. Det holdt både arbejdsområdet renere og støvet nede.

    🪵 Slibning og efterbehandling

    Da formen var færdig, fandt jeg fint sandpapir frem og sleb overfladerne glatte. Fedtsten reagerer virkelig godt på slibning og går hurtigt fra rå til silkeblød.

    Som efterbehandling gav jeg perlen bivoks. Det fremhævede farven og gav en dybere, varm glød. Strukturen trådte tydeligere frem, og stenen fik næsten et chokoladebrunt udtryk.

    Man kan også bruge:

    • Mineralolie
    • Linolie
    • Specialolie til sten
    • Klar voksblanding
    • Polering med tør klud for en naturlig satinfinish

    Bivoksen gjorde præcis det, jeg håbede på.

    🧔 I skægget

    Og ja. Den sad virkelig flot i skægget.

    Den mørke sten mod det grå skæg gav en fed kontrast. Den havde tyngde, karakter og et råt, næsten nordisk udtryk.

    Jeg var faktisk ret stolt.

    💥 Den skrøbelige sandhed

    Der er dog lige det med fedtsten, som jeg ikke helt havde tænkt ind i projektet.

    Den er blød. Og selvom det gør den nem at forme, gør det den også skrøbelig – især når der er tynde partier og gennembrydninger.

    Dagen efter, da jeg ville sætte perlen i skægget igen, splintrede den.

    Ikke bare en lille revne. Den brød simpelthen sammen.

    Så mange timers arbejde – væk på få sekunder.

    🧠 Hvad jeg lærte

    Selvom perlen ikke overlevede, gjorde erfaringen.

    Næste gang vil jeg:

    • Lade mere materiale blive omkring hullet
    • Undgå at skære for dybt i udsmykningen
    • Tænke styrke ind som en del af designet
    • Måske teste en mere kompakt form først

    Det havde været sjovt. Det havde været lærerigt. Og det gav blod på tanden.

    Der er helt sikkert mere at hente i fedtsten.

    Bare med lidt mere respekt for materialet næste gang.

  • 🧪 Jesmonite i Makerspace – Ida og jeg støber, farver og nørder detaljer

    🧪 Jesmonite i Makerspace – Ida og jeg støber, farver og nørder detaljer

    Ida og jeg deltog i en af Makerspaces mange workshops – denne gang med Jesmonite som tema. Det er altid noget særligt at prøve et nyt materiale sammen, og Jesmonite viste sig hurtigt at være både legende, hurtigt og overraskende alsidigt.

    🧱 Hvad er Jesmonite?

    Jesmonite er et vandbaseret kompositmateriale, der består af:

    • En mineralpulver-del
    • En akrylbaseret væske

    Når de blandes i korrekt forhold, får man en flydende støbemasse, som kan hældes i silikoneforme. Det hærder relativt hurtigt og giver en overflade, der minder om en blanding mellem beton, sten og keramik – men uden brænding.

    Det gør materialet oplagt i et makerspace, hvor man gerne vil:

    • Nå fra idé til færdigt objekt på én workshop
    • Arbejde med former og detaljer uden tungt udstyr
    • Eksperimentere med farve og overflade

    🎨 Marmorerings-teknik (Ida har styr på den)

    Vi arbejdede især med marmorerings-effekter, og det kan man tydeligt se på bakkerne. Metoden er enkel, men kræver timing:

    1. Bland grundmassen korrekt
    2. Del den op i flere portioner
    3. Tilsæt pigment i små mængder
    4. Rør kun delvist sammen
    5. Hæld og lad tyngdekraften gøre resten

    Det svære er at vide, hvornår man skal stoppe med at røre. For lidt røring giver tydelige kontraster. For meget – og det hele bliver én ensartet farve.

    Ida har allerede ret godt styr på balancen.

    🛁 Sæbebakker og farveeksperimenter

    Vi fik lavet flere bakker, blandt andet:

    • En grøn marmoreret med flot dybde
    • En orange/hvid version med tydelig kontrast
    • En mere rolig, stenagtig variant

    Her lærte vi især én ting: Pigment skal doseres med respekt.

    oplus_1048576

    For meget farve kan:

    • Gøre massen for tyk
    • Påvirke hærdningen
    • Svække det stenagtige udtryk
    • “Mudre” marmoreffekten

    Små mængder rækker langt. Ofte bliver resultatet flottere, når man arbejder med lag og kontrast fremfor mætning.

    Oplus_17956864

    🍄 Svampekrukker – støbning + Posca-finish

    Svampekrukkerne blev et særligt hyggeligt projekt.

    Selve hatten blev støbt i rød Jesmonite. De hvide pletter er ikke støbt i to farver, men malet bagefter med en Posca-tusch.

    Det fungerede overraskende godt, fordi:

    • Jesmonite har en mat, let ru overflade
    • Akrylbaseret tusch binder fint
    • Man får skarpe, kontrollerede detaljer

    En vigtig læring her var, at man ikke behøver overkomplicere selve støbningen. Man kan:

    • Holde massen ensfarvet
    • Arbejde med finish bagefter
    • Få mere kontrol over det endelige udtryk

    💀 Kranier (selvfølgelig)

    Det er svært at undgå kranier, når jeg er med.

    Den større kranieform fik en flot, næsten knogleagtig overflade med små naturlige variationer. De små fuglekranier viser, hvor fint Jesmonite gengiver detaljer.

    Her er det især vigtigt at:

    • Hælde roligt
    • Vibrere formen let
    • Undgå luftlommer

    Detaljegraden er imponerende, når man gør det ordentligt.

    🧸 Figurerne – det legende element

    Bamsen og enhjørningen viser en mere blød og dekorativ side af materialet. Overfladen bliver næsten porcelænsagtig, især når man:

    • Sliber let
    • Maler simple detaljer
    • Holder farvepaletten enkel

    Den røde bamse er et godt eksempel på, hvor jævn og mat overfladen bliver, når farven blandes direkte i massen.

    🎯 Vores vigtigste erfaringer

    • Følg blandingsforholdet nøje
    • Brug pigment i små doser
    • Rør mindre end du tror
    • Vibrér formen for færre bobler
    • Tænk i kontrast fremfor mætning
    • Overvej finish som en separat proces

    Og måske vigtigst af alt: Man får noget færdigt med hjem samme dag.

    Det er en kæmpe motivationsfaktor – især når man arbejder sammen med sit barn. Man går derfra med noget fysisk, brugbart og personligt.

    🧡 Begejstringen

    Vi er virkelig begejstrede for Jesmonite.

    Det er:

    • Hurtigt
    • Sanseligt
    • Formbart
    • Tilgivende
    • Og giver et professionelt resultat uden avanceret udstyr

    Det føles som en fin mellemting mellem 3D-print, betonstøbning og keramik – bare mere tilgængeligt.

    Jeg er ret sikker på, at det ikke bliver sidste gang, vi leger med Jesmonite.

    Og ja… der kommer sikkert flere kranier.

  • 📚 Book Nook – en verden gemt mellem bøgerne

    📚 Book Nook – en verden gemt mellem bøgerne

    Book nooks er små dioramaer, der er designet til at stå klemt inde mellem bøgerne på en reol. Små verdener, gader, ruiner eller fantasiscener, som man kun lige aner, indtil man stopper op og kigger nærmere. De har for alvor fået fat i maker-miljøet, fordi de rammer noget helt centralt: kombinationen af fortælling, illusion, lys, detaljer og håndværk – ofte på meget lidt plads. De kan bygges af 3D-print, laser cut, pap, resin eller en blanding af det hele, og de inviterer til både teknik og kreativ fordybelse.

    En tidlig klassiker

    Denne model var en af de tidlige book nooks, jeg faldt over, og jeg var ikke i tvivl – den måtte jeg lave. Modellen kan findes her:
    https://www.thingiverse.com/thing:3270390

    Især brugen af spejl fascinerede mig. Med et relativt simpelt greb skaber den en illusion af, at gaden fortsætter langt længere, end den i virkeligheden gør. Når man først ser det færdige resultat, glemmer man hurtigt, hvor lidt plads der faktisk er. Modellen forestiller en smal, middelalderlig gyde med brosten, små vinduer og masser af fine detaljer, som først rigtigt giver sig til kende, når man kigger helt ind i den.

    Lys og enkel elektronik

    Belysningen er holdt bevidst simpel. Faklerne er lavet med elektriske fyrfadslys, som giver et varmt og levende skær uden besværlig elektronik. Det var en løsning, der fungerede overraskende godt – og ja, elektronikken var faktisk så enkel, at selv jeg kunne være med. Lyset spiller en stor rolle i oplevelsen og er med til at trække blikket ind i scenen og understøtte dybdeillusionen fra spejlet.

    Maling, slid og stemning

    En stor del af arbejdet lå i malingen og finishen. For at få murene til at føles som sten og ikke plastik, arbejdede jeg med flere lag maling. Grundfarver i dæmpede jordtoner, drybrush for at fremhæve kanter og struktur samt washes for at give dybde, snavs og alder. Brostenene fik variation i farverne, tønderne blev slidt og brugt, og murværket fik uensartede nuancer, så det ikke fremstod for ensartet. Det er netop i de små uperfektheder, at illusionen opstår. Når man kigger ind i book nook’en, skal det føles som et sted, der har eksisteret længe – ikke som noget, der lige er kommet ud af en printer.

    En lille verden i reolen

    Det er netop den her type projekt, jeg holder meget af. En kombination af teknik, fortælling og håndværk, hvor man med relativt enkle midler kan skabe noget, der inviterer til nysgerrighed og fordybelse. Book nooks er små verdener, man opdager – ikke noget, der råber om opmærksomhed. Og lige præcis derfor passer de så godt ind mellem bøgerne.

  • 🌌 Star Wars-props – en maker-legeplads i galaksen langt, langt borte

    🌌 Star Wars-props – en maker-legeplads i galaksen langt, langt borte

    Jeg har lavet mange. Rigtig mange. Måske for mange?
    Star Wars-props. Og jeg bliver nok ved.

    Star Wars-universet er simpelthen et fantastisk sted at være maker. Det er rigt på detaljer, ikoniske former og rekvisitter, og der findes utallige dygtige creators, som har valgt at dele deres filer frit med resten af verden. Det gør det nemt – og farligt – at kaste sig ud i endnu et projekt.

    Én creator fortjener dog en helt særlig omtale: CaseStudyno8
    https://www.printables.com/@BradHarris_1681753

    Hans modeller ligger i en liga for sig selv. De er ekstremt detaljerede, gennemtænkte, nemme at samle og helt igennem gennemførte. Jeg har printet mange af hans designs, og hvis man overhovedet overvejer at 3D-printe et lyssværd, så er det her, man starter.

    Jeg har printet props til mig selv – og jeg har printet til venner. I den forbindelse giver det også mening at nævne Troopers for Charity. Det er en velgørende organisation, hvor folk i screen-accurate Star Wars-kostumer deltager i events og indsamlinger for gode formål. Min ven Chester var med til at starte det op, og jeg har fulgt projektet siden begyndelsen. I en periode hjalp jeg ham også med at printe dele til hans kostumer, indtil han selv fik sin egen printer.

    Blandt de konkrete props, jeg har lavet, er blandt andet Emperor Palpatine’s cane fra CaseStudyno8:
    https://www.printables.com/model/870150-emperor-palpatines-cane

    Derudover er det blevet til et hav af lyssværd – både til mig selv og til venner – og også enkelte blasters undervejs.

    Noget af det, jeg virkelig holder af ved den slags projekter, er selve processen: at samle velkonstruerede modeller og bagefter male dem, patinere dem og give dem et udtryk, så de ikke længere ligner plastik-prints, men faktisk føles som rekvisitter fra universet. Det er enormt tilfredsstillende, når det lykkes.

    Når filerne alligevel lå frit tilgængelige, og der stadig var lidt filament tilbage, blev det naturligvis også til et enkelt Holocron.

    Da The Mandalorian ramte skærmen, var der ingen vej udenom – den hjelm måtte jeg også lave. Min ven Morten og jeg printede hver vores og brugte uendelige timer på slibning og priming for at få overfladen helt glat og blank, som i serien. Vi testede flere teknikker for at opnå det rigtige chrome-look. Molotows chrome-tusch var tæt på, for den er helt fænomenal, men også lige dyr nok til et projekt i den størrelse. I stedet endte vi med grafitpulver, ligesom mange andre på YouTube. Det, der sjovt nok sjældent bliver nævnt i de videoer, er hvor voldsomt et svineri det er. Det fandt vi så ud af selv.

    Jeg mangler stadig at lave visiret – hvilket egentlig er lidt fjollet, for materialerne har ligget klar i flere år. Det er nok bare et spørgsmål om at tage sig sammen og få projektet helt færdigt.

    Når jeg nu alligevel var i gang med The Mandalorian, måtte jeg naturligvis også have en kopi af hans ikoniske riffel. Det var endnu en fed model at samle, og den havde endda mulighed for at montere en fjeder i aftrækkeren, så den faktisk “virker”. Til den designede jeg også en vægmonteret holder:
    https://www.printables.com/model/196521-mandalorian-riffle-wallhanger

    Star Wars-props er for mig et sted, hvor teknik, tålmodighed og ren nørdeglæde mødes. Og helt ærligt – jeg tror ikke, jeg er færdig med galaksen foreløbig.

  • 🪥 Airbrush-maling og den dovne løsning

    🪥 Airbrush-maling og den dovne løsning

    Malingerne til min airbrush skal rystes grundigt inden brug – gerne et par minutter pr. flaske. Det bliver hurtigt en både langsommelig og trættende affære at sidde og gøre det manuelt. Og hvis man skal bruge mere end et par farver, så ryger der pludselig rigtig meget tid på noget, der i forvejen er lidt kedeligt. Og kedeligt er næsten det værste 😄

    Jeg havde derfor længe været på udkig efter en måde at gøre processen nemmere på.

    Jeg kiggede blandt andet på neglelakrystere og forskellige 3D-printede løsninger, men på det tidspunkt jeg kastede mig over projektet, var der ikke rigtig noget, der fungerede optimalt for mig. Jeg testede 3–4 forskellige 3D-printede designs, men var ikke helt tilfreds med nogen af dem. Nogle havde gode idéer, men var kluntede i udførelsen, andre var simpelthen for upraktiske i brug.

    Jeg valgte derfor at tage udgangspunkt i en af de løsninger, jeg faktisk syntes havde fat i noget – og så ellers modellere min egen holder.

    Designet jeg lod mig inspirere af, er denne:
    https://www.printables.com/model/508209-paint-shaker-for-electric-tooth-brush

    Her brugte designeren en elektrisk tandbørste som den mekaniske del, og det var faktisk en rigtig god idé. Selve holderen var jeg dog ikke helt venner med. Jeg oplevede flere gange, at malingen hoppede ud af den under brug, hvilket ikke er super fedt, når man arbejder med airbrush-maling.

    Til gengæld kunne jeg genbruge den del af modellen, der monteres direkte på tandbørsten. Bevægelsen fra tandbørstens mekanik egner sig nemlig langt bedre til en horisontal holder end en vertikal. På den måde får malingen mere bevægelse, og rysteeffekten bliver markant bedre.

    Min første egen model fungerede fint som proof of concept, men den viste sig at være for tung. Når der først sad en flaske maling i, havde tandbørsten simpelthen svært ved at levere nok bevægelse til, at rystningen blev effektiv.

    Jeg gik derfor i gang med at fjerne materiale alle de steder, hvor jeg vurderede, at jeg kunne slippe af sted med det. Resultatet blev en langt lettere “light”-udgave, som fungerede overraskende godt.

    Når en malingflaske får et øjeblik i rysteren, er den klar til brug på ingen tid. Det sparer både tid, kræfter – og ikke mindst tålmodighed. En lille løsning på et lille problem, men en af dem der faktisk gør en forskel i hverdagen ved airbrushen.

  • 🧩 3D-puslespil med dyr – Fra 2D til 3D med en laser cutter

    🧩 3D-puslespil med dyr – Fra 2D til 3D med en laser cutter

    Noget af det, der fangede mig meget tidligt i min læring med laser cuttere, var de her små – og nogle gange ret store – “3D-puslespil”. Flade plader, der ved første øjekast ikke ligner andet end lag på lag af konturer, men som langsomt forvandles til organiske former med liv, når man samler dem.

    De er sjove at samle, og jeg er stadig fascineret af, hvordan helt flade dele kan blive til figurer, der nærmest får personlighed. Ugler med lagdelte fjer, dyr i bevægelse, hoveder der springer ud fra væggen – det er en virkelig fin blanding af teknik, design og håndværk.

    Jeg har brugt mange timer på at gennemtrawle nettet efter nye projekter og filer, blandt andet på sider som:

    https://www.librarylaser.com/
    https://www.ameede.com/
    https://3axis.co/

    Der findes et enormt udvalg, men erfaringen er også, at filer fundet online i langt de fleste tilfælde kræver en del arbejde, før de er klar til brug. Ofte er målene lavet i inch i stedet for millimeter og skal skaleres. Andre gange er der åbne samlinger eller linjer, der ikke er lukket korrekt, så figurerne ikke bliver skåret helt ud. Og nogle gange er filerne desværre bare ubrugelige.

    Der er mange små ting, der skal være på plads, før en fil reelt er klar til laser cutteren – og det kan hurtigt tage længere tid at rette en “gratis” fil, end det ville have taget at lave noget selv.

    Der findes også steder, hvor man kan købe filer, og her er oplevelsen ofte en helt anden. Designerne er som regel flinke til at hjælpe med skalering, hvis man spørger, eller også tilbyder de allerede filerne i flere størrelser. Priserne er ofte meget rimelige, og når man holder sin egen arbejdstid op imod en fil til 20–50 kr., bliver man hurtigt mindre nærig 🙂

    For mig er de her 3D-puslespil et virkelig godt eksempel på, hvad laser cutting kan, når man bevæger sig væk fra det flade og begynder at tænke i rum, lag og form. De er lærerige, tilfredsstillende at samle – og stadig noget, jeg vender tilbage til igen og igen.