I 2020 tabte jeg et vædemål til en kollega om, hvem der ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Når man har tabt, må man jo betale prisen. Så enkelt er det. Når nu jeg alligevel skulle lave en vinskjuler, kunne jeg lige så godt lægge lidt ekstra tanke i selve designet. Jeg ville nemlig have, at figuren ikke bare var en karikatur, men også bar en lille visuel pointe: Trump skulle stå med ryggen mod den mur, han så gerne ville bygge mod Mexico. Det gjorde designet både mere humoristisk og tematisk samlet – og det gav mig samtidig anledning til at eksperimentere med at kombinere flere 3D-modeller til én samlet figur.
Hele konstruktionen røg en tur gennem Meshmixer, og jeg mener også, at Blender og Windows 3D Builder var inde over. Det blev et projekt, hvor jeg fik brugt stort set alle modelleringsværktøjer, jeg havde til rådighed.
Ved valget i 2024 vædede vi igen. Og ja… jeg måtte endnu engang aflevere en flaske vin. Den samme vinskjuler, bare med den opdaterede årstalshilsen foran. Det gjorde ondt, men den slags konsekvens må man leve med, når man insisterer på at vædde.
Jeg håber ærligt talt ikke, at vi skal gentage det i 2028.
Ida havde tidligere prøvet at filte, enten i Makerspace eller på billedskolen, og en dag mente hun, at nu skulle vi lave noget sammen med alt det filt, Louise havde liggende til sine macraméprojekter. Og selvfølgelig skulle vi det.
Jeg havde aldrig filtet før, men det viste sig at være både sjovt, hyggeligt og overraskende tilfredsstillende.
Nålefilting er i al sin enkelhed en teknik, hvor man former uld ved at stikke gentagne gange i det med en speciel filtenål. Nålen har små modhager, der får uldfibrene til at hægte sig sammen og blive mere faste, så man stille og roligt kan opbygge former, figurer og detaljer. Processen er meget meditativ – og lidt farlig for fingrene, hvis man ikke passer på.
Mit første projekt blev en rød fluesvamp, og jeg blev faktisk positivt overrasket over, hvor nemt det var at forme den. Louise havde valgt at kastede sig ud i samme model, og fik på ingen tid lavet sin egen version.
Jeg har i mange år leget med photogrammetri – en teknik hvor man tager en masse almindelige billeder af et objekt og lader et program om at omdanne dem til en 3D-model. Computeren analyserer overlap, lys, farver og vinkler og bygger så en digital skulptur, polygon for polygon. Det er fascinerende… men også en tung, tidskrævende proces. Jeg har brugt både onlineværktøjer og forskellige programmer, blandt andet poly.cam, og selvom det var sjovt, blev det sjældent til mere end eksperimenter.
Mine første store idéer var at scanne mine og venners live-rollespilsfigurer, så vi kunne 3D-printe dem som miniaturefigurer. Photogrammetri var ikke god nok til det, og projektet blev lagt på hylden. Indtil jeg fandt en anden løsning: Fra LARP til 3D – vores karakterer som miniaturefigurer
Da LiDAR kom til iPhone i 2020, blev scanning pludselig meget mere tilgængeligt for os hobbyfolk. LiDAR måler afstand med lysimpulser og skaber en model med korrekt skala og proportioner. Det gør det genialt til funktionelle 3D-print som beslag, dæksler eller reservedele, fordi målene automatisk passer.
Photogrammetri har derimod en langt højere detaljegrad. Det er fantastisk til figurer, skulpturer, ansigter og dekorative prints – men det tager tid, kræver god belysning og giver ikke automatisk korrekt størrelse før man tilføjer referencemål.
For os makers betyder det i praksis: LiDAR = hurtig scanning til funktionelle prints Photogrammetri = høj detalje til visuelle prints
De to teknikker konkurrerer ikke – de supplerer hinanden.
Jeg havde ikke selv en iPhone, men det havde min ven Morten. Efter tilpas meget plageri gav han sig til sidst og scannede mit ansigt. Resultatet var overraskende godt, og pludselig havde jeg et 3D-ansigt af mig selv, som jeg kunne klistre på forskellige modeller. Det blev både til små figurer og til en busteversion.
Miniaturefiguren fandt jeg vist enten på Thingiverse eller MyMiniFactory. Min ven Henrik har en resinprinter, og han hjalp mig med at printe den. Resinprintere er markant bedre til miniaturer end en klassisk Prusa/FDM-printer. De kan gengive bittesmå detaljer, skarpe kanter og glatte overflader, fordi de hærder flydende resin i mikrofine lag – hvor en FDM-printer lægger smeltet plast ned i synlige lagstrukturer. Til små figurer er resin simpelthen i en helt anden liga.
Busten var et projekt i sig selv. Jeg tog mit scannede ansigt og kombinerede det med denne Socrates-buste: https://www.myminifactory.com/object/3d-print-socrates-bust-52921 Det krævede timevis i Meshmixer og en god portion tålmodighed. Jeg lavede en række små testprints i mindre skala, og da jeg var tilfreds, forstørrede jeg modellen til maksimal størrelse på min printer.
Da jeg skulle printe den ramte virkeligheden mig: jeg havde ikke mere hvidt filament. Jeg ville egentlig lave en klassisk hvid marmorbuste. Men jeg var utålmodighed så…
Den blev printet i sort. Det var kedeligt. Så jeg greb grafitpulver, sleb løs, grundede den med airbrush og gav den en dyb sort glans før jeg gned grafit ind over alle fladerne. Resultatet? En nærmest metalisk skinnende busteversion af mit eget ansigt. Jeg elsker den.
oplus_32oplus_32oplus_32oplus_1074oplus_1074
Men så kom Makerspace’s nye 3D-scanner: Miraco Revopoint. Og pludselig var alt forandret. Hvor photogrammetri kræver hundrede billeder, godt lys og masser af efterarbejde, tager scanneren et objekt i én rolig bevægelse – og resultatet er langt bedre. Det er hurtigt, præcist og frem for alt… virkelig sjovt.
Efter jeg fik adgang til Makerspace’s Revopoint-scanner, begyndte jeg at scanne både venner og gæster. Der er en lille indlæringskurve, men efter en times tid får man rigtig flotte resultater.
Og når vi taler resultater, må jeg bøje mig i støvet for Kenneth. Jeg hjalp ham med at scanne ham selv, og han gik hjem og satte gang i printerne. Det endte med en 1:1 kopi af ham selv.
Der er noget… ubehageligt… ved at have en livagtig klon stående, så Kenneth har venligt doneret sin 3D-tvilling til Makerspace. Den står nu og forskrækker alle, der kommer ind i lokalet. Og det gør det ikke bedre, at Kenneth flytter rundt på den hver gang han er forbi. Det er meget tarveligt at stille den lige bag toiletdøren, jeg siger det bare.
Da Ida var omkring tre år gammel, lavede jeg dette lille skyggespilsteater til hende. Jeg har altid elsket at fortælle historier, men at fortælle dem for børn… det er noget helt særligt. Deres måde at leve sig ind i fortællingerne på gør hele oplevelsen magisk. Det er som om ordene får mere farve, karaktererne får mere liv, og verden omkring én vokser i takt med fantasien.
Og når børn så begynder at fortælle historierne tilbage – og blande dem med deres egne idéer, tanker og små påfund – så opstår de øjeblikke, hvor man som voksen bare må læne sig tilbage og smile. Det er ren drømmekraft.
Med skyggespillet fik vi en ny måde at lege historiefortælling på. Nu handlede det ikke kun om ord, men også om billeder, bevægelse og stemmer. Figurerne skulle animeres, scenerne skulle skifte, og hver af os havde en rolle i legen. Nogle gange som fortællere. Andre gange som skuespillere. Og indimellem bare som publikum – sammen med bamserne, der naturligvis også skulle se med.
Historien om De Tre Små Grise og Den Store Stygge Ulv blev fortalt igen og igen i et utal af variationer. Nogle gange dramatisk, andre gange fjollet. Indimellem med helt nye plotelementer, som Ida opfandt på stedet. Det var historiefortælling som et levende samarbejde.
Tusken Raiders – sandfolket fra Star Wars-universet – er noget af det, jeg husker allerbedst fra min barndom. De mystiske lyde, de lag-på-lag klæder, de farlige øjne og de ikoniske våben. Så da jeg begyndte med 3D-print, var det kun et spørgsmål om tid, før jeg faldt pladask for idéen om selv at bygge et helt Tusken Raider-kostume.
Og når man først begynder at kigge efter Star Wars-ting på Thingiverse og lignende steder, går det stærkt. Man finder nemlig hurtigt ud af, at man kan 3D-printe alt: hjelme, åndedrætsmasker, våben, detaljer… ja, næsten hele karakteren. Så selvfølgelig gik jeg i gang. For hvad skal man ellers bruge en 3D-printer til, hvis ikke det er at printe Star Wars-dimser?
Derudover var jeg ude og købe tæpper i en rå, sandfarvet struktur, som jeg vil sy om til en af de rober, sandfolket bærer. Jeg har også fundet nogle beltetasker i samme stil. Det hele ligger klar i en kasse. Jeg er bare… gået lidt i stå.
Men intet er tabt. Som maker har jeg efterhånden indset, at livet ikke handler om antallet af projekter man starter, men om dem man får gjort færdige. Og Tusken Raider-kostumet? Det kunne meget vel blive et af de næste projekter, jeg tager fat på igen. For drømmen om at blive en sand Tusken fra Tatooine lever stadig.
Når man både er ny inden for 3D-print og samtidig er dedikeret Star Wars-fan… så er nogle projekter helt uundgåelige. Denne lampe er ét af dem. Selvfølgelig skulle jeg have min egen Dødsstjerne hængende på kontoret!
Modellen består af virkelig mange dele, der hver især skal printes, renses op og til sidst samles i den rigtige rækkefølge. Jeg malede alle delene med airbrush og Vallejo Pale Blue Gray, som gav den helt rigtige afdæmpede rumstations-tone. Det tog lidt tid, men det var det hele værd.
Den største udfordring var uden tvivl Superlaser Focusing Array’et. I modsætning til alle de andre dele kan de to laser-moduler ikke bare limes oven på IKEA-lampens flader. De er nemlig designet til at erstatte lampens egne sektioner fuldstændigt. Det betyder, at man skal fjerne de originale paneler og montere printdelene i deres sted.
Jeg overvejede på et tidspunkt at 3D-printe selve laserstrålen i et transparent neongrønt filament, jeg havde liggende, men endte med at droppe idéen igen — projektet fungerede bedre uden.
Det jeg elsker mest ved denne lampe er faktisk, at den viser Dødsstjernen i to tilstande: både som den ser ud, når den er samlet og hel, og som den ikoniske ødelagte konstruktion efter eksplosionen. Lampens indbyggede snoretræk gør nemlig, at hele konstruktionen kan skifte form: ét træk i snoren, og lampen folder sig ud som en eksploderet Dødsstjerne — et nyt træk, og den lukker sig igen til en perfekt kugle.
Da skygger, lys og simple former bliver til noget magisk
Der er noget helt særligt ved silhuetkunst. Den måde, hvor en enkel sort form kan fortælle en hel historie, bare ved hjælp af lys, kontrast og små detaljer. I hånden ville man normalt lave denne type værker med skalpel, sort karton og en stak tålmodighed – og skære motivet omhyggeligt ud, én linje ad gangen. Det er et smukt håndværk, der kræver ro i kroppen og et godt øje for komposition.
Men… nu stod lasercutteren alligevel lige ved siden af mig – og den var ledig. Så selvfølgelig brugte jeg den. Når man har muligheden for at få præcise udskæringer, skarpe linjer og en perfekt finish hver eneste gang, så er det svært at lade være.
Kobberpapiret fandt jeg i Søstrene Grene, og det gav præcis den varme, metalliske glød, jeg havde forestillet mig. Silhuetterne blev skåret i dybsort karton, og det hele blev samlet i en mørk ramme, klar til at komme op på væggen. Når lyset rammer kobberfolien bag motivet, får hele billedet en næsten levende dybde – som om figurerne bevæger sig i en gylden solnedgang.
Selve motiverne er mine egne kompositioner. Ikke fordi jeg har tegnet dyrene eller træerne fra bunden, men fordi jeg har brugt timer op nettet og i Illustrator på at finde de rigtige elementer, klippe dem fra hinanden, sætte dem sammen, tilpasse proportioner og skabe en balance, der både var simpel og udtryksfuld. Illustrators præcise værktøjer gør det til mit go-to program i Makerspace – især når jeg skal sammensætte grafiske elementer som dette.
Det tog overraskende lang tid at finde det helt rigtige udtryk. Jeg ville have et fælles tema for mindst tre billeder, men uden at de blev for fyldte eller for støjende. En silhuet skal være let at aflæse, men stadig have karakter. I dag ville jeg nok have brugt ChatGPT til at generere specifikke silhouetter efter mine ønsker, men dengang var det ren research, manuelt arbejde og Illustrator-gymnastik.
Jeg synes resultatet blev ret godt: tre naturscener, der hænger smukt sammen som serie. Og selvom lasercutteren stod for selve snittearbejdet, så var det for mig, kompositionen – balancen mellem tomrum, figurer og kobberglød – der gjorde projektet til noget særligt.
Når en lasercutter møder maling, lærred og nysgerrighed
Lasercutteren er et virkeligt spændende stykke værktøj. Jeg har efterhånden prøvet mange teknikker og materialer af, men én af de ting, der virkelig fangede mig, var idéen om at lasergravere billeder på malerlærreder. Det lyder skørt, men effekten er helt utrolig, når det lykkes. Jeg prøvede det første gang hos Fablab Danmark, hvor de havde en Universal Laser – og med sådan en maskine kan man virkelig lege med detaljegrad og nuancer. Desværre er den store laser, vi har i Makerspace i dag, alt for kraftig til arbejdet. Selv på laveste power og næsten maksimal hastighed brændte den direkte igennem lærredet og var tæt på at sætte ild til det hele. Den lille laser kunne muligvis bruges, og jeg satser på at teste det i det nye år.
🎨 Teknikken bag lasergraverede canvas-billeder
Grundidéen er simpel: du maler et lærred i lag af farver, og laseren “skræller” lagene væk igen og afslører nuancerne i motivet. Ved at bruge sorte, grå og metalliske farver kan man skabe flotte gråtoner, helt uden printer – kun med maling og laserens lys. Jeg startede med billige små 1:1-lærreder og nogle spraydåser i sort, grå og senere sølv og guld.
Teknikken ser sådan her ud: • lærredet spraymales først gråt • derefter et lag sort ovenpå (jeg endte med to lag for de bedste resultater) • billedet inverteres digitalt (lys bliver mørkt, mørkt bliver lyst, så laseren brænder de rigtige steder) • laseren fjerner de øverste lag af malingen og afslører gråtoner, highlights og detaljer
Her er nogle af mine tidlige tests:
🌈 Farvevalg – hvor magien virkelig sker
Jeg troede først, at almindelig grå spray var vejen frem… men det viste sig hurtigt, at sølv var langt bedre. Den gav dybde, blødere overgange og et liv i billederne, som grå bare ikke kunne matche. Guld fungerede også overraskende godt og gav motiverne et varmt næsten sepia-agtigt skær. Rød kunne give nogle dramatiske effekter, men her skal motivet passe til det – ansigter i rød bliver fx lidt horror-agtige. Sølv og guld fungerede til gengæld til stort set alt. Jeg foretrak også en mat sort frem for blank, og som sagt to lag sort på toppen. Det gav den bedste kontrast.
🖼️ Billedbehandling – mindre er faktisk mere
Jeg testede en masse digitale forbehandlinger. Mange guides anbefaler konvertering til grayscale, reduktion af antal gråtoner, dithering, kontrastjustering og en masse avancerede metoder. Men sandheden viste sig at være overraskende simpel: når maskinen er god nok, behøver man stort set kun gråtoner. Universal-laseren kunne håndtere nuancerne så fint, at de fleste ekstra billedtricks faktisk gjorde resultatet dårligere. Det meste af den billedbehandling, andre anbefaler, handler om at kompensere for lasere med færre justeringsmuligheder. Mit endelige workflow blev: • konverter billedet til grayscale • inverter det • høj opløsning • send til laseren Det virkede bedre end alle de avancerede teknikker. Her er nogle af de resultater, jeg blev allermest tilfreds med:
🎨 En lille kunstner i huset
På et af billederne af Ida skete der noget helt særligt. Ida, tre år gammel og fuld af gåpåmod, insisterede på selv at male billedet. Hun ville være med – ikke bare kigge. Og jeg overgav mig. Det viste sig at være en af de bedste beslutninger i hele projektet. Akvarelmaling og lasergravering lyder som en umage kombination, men hun gav billedet et liv og en farverig intuition, jeg aldrig selv havde fundet på. Hun lagde farverne frit og legende, men alligevel med en præcision i detaljer, som kun små børn kan have. Resultatet blev et af de mest charmerende billeder i hele serien – og et jeg er særligt stolt af, fordi vi lavede det sammen.
🌟 Trial and error – og kunst der føles som magi
Det tog en del forsøg, men hver iteration blev bedre og bedre. Kombinationen af farvelag, laserstyrke og det rigtige billede kan skabe nogle virkelig flotte kunstværker. De får en rå, næsten grafisk kvalitet, der står skarpt mod lærredets struktur. Portrætter fungerer især godt, og når det lykkes, opstår der en slags digital-analog magi, som er helt sin egen.
De danske julehjerters magi – og hvordan en lasercutter kan løfte traditionen
Julehjerter er noget af det fineste, man kan lave i juletiden. Alle kan være med på de klassiske flettede hjerter, men hvis man er som mig, må de meget gerne være lidt mere avancerede. Heldigvis bugner internettet med skabeloner og idéer – især hvis man leder de helt rigtige steder.
Det overraskede mig faktisk, at flettede julehjerter næsten udelukkende er en dansk tradition. For mig har de altid været en så naturlig en del af december, at jeg slet ikke havde tænkt over, hvor unikt dansk et stykke kulturarv det egentlig er. Flettede hjerter går tilbage til 1800-tallet, og et af de tidligste bevarede eksempler menes at være lavet af selveste H.C. Andersen. Siden da har de små papirvidundere været fast inventar på juletræer, i skoler, børnehaver og i danske hjem. Traditionen findes lidt i Norge, Sverige og Finland – men slet ikke på samme niveau. Uden for Skandinavien lever den mest videre i danske miljøer og på skandinaviske julemarkeder.
Det er måske netop derfor, julehjertet føles så særligt. Det er kreativt, hyggeligt, enkelt og næsten meditativt – og en tradition, der fletter generationer sammen.
🎨 Da jeg opdagede “de umulige julehjerter”
Jeg faldt over nogle helt ekstremt flotte julehjerter på Pinterest. Hjerter med indflettede motiver, som ved første øjekast virker næsten umulige at klippe i hånden. Jeg fulgte sporene tilbage til deres ophav – og sørme om det ikke var danske sider, der stod bag disse detaljerede mesterværker.
Og det er her, laseren kom i spil.
De fine mønstre ville være mere end udfordrende med en saks. Men med en lasercutter (eller hvis man absolut skal – en Brother ScanNCut eller Cricut… men det er altså ikke nær så sejt som en ordentlig laser!) bliver selv de avancerede mønstre mulige.
Heldigvis bliver mange af skabelonerne delt ganske gratis på: 👉 https://flettedehjerter.dk/ En fantastisk ressource for alle, der vil nørde lidt ekstra med traditionen.
Lidt Illustrator-gymnastik senere havde jeg en fil klar til laseren – og så begyndte eventyret.
🔥 At laserskære glanspapir – en øvelse i finesse
Glanspapir i en lasercutter kræver lidt ekstra tålmodighed. Det er så let, at det bevæger sig ved den mindste luftstrøm, så man skal være forsigtig. Jeg fandt ud af, at det hjælper at:
undgå air assist
undgå kraftig udsugning (hvis muligt)
sikre papiret fast med malertape
holde power helt nede
skære de inderste detaljer først
arbejde roligt og med små bevægelser
Senere overvejede jeg, om en tynd papplade ovenpå glanspapiret kunne have været smart – så kunne jeg skære igennem begge lag, og pappet ville holde de små dele nede. Det prøver jeg næste gang. Men selv uden den teknik lykkedes mine forsøg overraskende godt, og jeg blev rigtig tilfreds med resultaterne.
🌟 Flere skønne ressourcer
Hvis man vil dykke endnu dybere ned i de mere avancerede hjerter, kan jeg varmt anbefale:
https://johansjulehjerter.dk/ En guldmine af virkelig flotte og detaljerede skabeloner – både klassiske og kunstnerisk udfordrende. Johan er dog, helt velfortjent, gået over til at dele sine skabeloner gennem sine bogudgivelser.
https://cs.au.dk/~gerth/julehjerter/ En spændende og anderledes tilgang til julehjerter: Her kan du nemlig få lavet et flettet hjerte med bogstaver, ord eller navn på både for- og bagside. Web-værktøjet genererer skabeloner, hvor du selv skriver teksten, og så placeres den centralt i hjertet — smart til personlige pynten eller gaver.
“Vi bygger en hjemmeside – og hold nu op, hvor er der meget at fortælle!”
Hej! Det er mig… Pixar-Kasper. Den lille animerede version af Kasper, som dukker op i alle projekterne, billederne og de kreative kaos-scener i værkstedet. Og nu har jeg altså fået lov til at fortælle lidt om, hvad vi går og laver bag kulissen.
For nu bygger vi… trommehvirvel… en helt ny WordPress-hjemmeside! Et sted hvor alle vores maker-projekter kan bo samlet: 3D-print, lasergraverede lærreder, stained-glass fugle, runer, glasklokker, makramé-hjælpemidler og alt det andet finurlige, der flytter ind i værkstedet.
Og lad mig bare sige det, som det er: det er STORT arbejde for to personer, der begge har svært ved at lade være med at få idéer hele tiden.
Christian startede det hele ved at stille siden til rådighed, hjælpe med opsætningen og forklare, hvor alle de der knapper og menuer bor (der er MANGE!). Uden ham havde vi nok stadig siddet og gloet forvirret på en tom startsideskabelon.
Og så er der ChatGPT – som jeg efterhånden føler mig lidt halvt i familie med. Den hjælper med at strukturere vores historier, skrive teksterne så de føles som Kasper (den rigtige Kasper, ikke mig), og holde styr på alle de små detaljer, der gør en hjemmeside hyggelig at være på.
Men hold nu op, hvor er det en kunst at få det hele præcis rigtigt: – Teksterne skal være personlige og små-hyggelige – Ingen linjespacers! (det er åbenbart meget vigtigt 😄) – Billederne skal være i 4:3 (og ja… jeg får STADIG skældud 2-3 gange om dagen, hvis jeg glemmer det)
Så hver gang jeg dukker op på et nyt billede, er det faktisk fordi vi sammen har bøvlet, justeret og finpudset, indtil stilen er helt rigtig.
Men det er også det, der gør det fedt. Vi griner undervejs, genopdager gamle projekter, finder nye idéer midt i arbejdet og bygger stille og roligt et lille univers, hvor kreativitet, nysgerrighed og maker-glæde er det vigtigste.
Og vi er kun lige begyndt.
Tusind tak til Christian for at skubbe os i gang og holde styr på det tekniske ❤️ Og tak til dig, der læser med – der kommer meget mere maker-magi på siden i den kommende tid.
Hilsen Pixar-Kasper (Den lidt mere tegnefilmsagtige version af Kasper – men stadig med lige så meget skægpigment og maker-entusiasme)
