Efter jeg fik mig en airbrush, fulgte der helt naturligt en voksende samling maling med. Og den slags tager hurtigt om sig. De små malingflasker ligger fint nok i en kasse, men det er noget bøvl at rode rundt efter lige præcis den farve, man står og mangler. Jeg havde derfor brug for en løsning: noget, der ikke fyldte for meget, gjorde det nemt at få overblik og samtidig gerne måtte være transportabelt.
Jeg gennemsøgte internettet efter modeller, jeg kunne 3D-printe eller laserskære, men intet levede op til alle mine krav. Indtil jeg så det første billede af en malingsmølle. En roterende holder med plads til en hel regnbue af flasker. Jeg var solgt. Sådan én skulle jeg have.
Problemet var bare, at de modeller, jeg fandt, enten ikke var gratis, ikke var til at skaffe, eller simpelthen ikke passede til mine behov. Så jeg gjorde det eneste logiske: Jeg tegnede min egen i Fusion 360.
Endnu engang var mine 3D-tegneevner ude på dybt vand, hvor jeg ikke kunne bunde. Og endnu engang svømmede jeg alligevel i mål. Resultatet blev en mølle, der kan holde 96 flasker maling — fordelt på seks gondoler, som hver rummer 16 flasker. I bunden gemmer der sig endda en lille skuffe til værktøj, pensler, rystekugler og alt det andet smånips, man bruger sammen med malingen.

Det snedige ved designet er kombinationen af 3D-print og laserskæring. Selve gondolerne er laserskåret i MDF, mens holderne, der griber omkring flaskerne, er 3D-printede, så de kan udnytte plastens elasticitet. Det fungerer overraskende godt.

Det eneste, jeg ikke havde tænkt ind, var et håndtag. Men det viste sig, at der ikke var behov for et: Hvis man stikker hånden ned mellem gondolerne, kan man få fat i akslen i midten — og så fungerer møllen i sig selv som et ret perfekt bærehåndtag. Endnu en lille, utilsigtet feature, der gør projektet bedre.

Møllen har gjort det meget nemmere at holde styr på mine malinger. Nu skal jeg bare huske at holde mig til Vallejo og Army Painter (og andre, der bruger samme type flaske), så de passer i holderne. Men det føles som en lille pris at betale for endelig at have styr på kaosset af farver.













































































