Category: Projects

Efter jeg fik mig en airbrush, fulgte der helt naturligt en voksende samling maling med. Og den slags tager hurtigt om sig. De små malingflasker ligger fint nok i en kasse, men det er noget bøvl at rode rundt efter lige præcis den farve, man står og mangler. Jeg havde derfor brug for en løsning: noget, der ikke fyldte for meget, gjorde det nemt at få overblik og samtidig gerne måtte være transportabelt.

Jeg gennemsøgte internettet efter modeller, jeg kunne 3D-printe eller laserskære, men intet levede op til alle mine krav. Indtil jeg så det første billede af en malingsmølle. En roterende holder med plads til en hel regnbue af flasker. Jeg var solgt. Sådan én skulle jeg have.

Problemet var bare, at de modeller, jeg fandt, enten ikke var gratis, ikke var til at skaffe, eller simpelthen ikke passede til mine behov. Så jeg gjorde det eneste logiske: Jeg tegnede min egen i Fusion 360.

Endnu engang var mine 3D-tegneevner ude på dybt vand, hvor jeg ikke kunne bunde. Og endnu engang svømmede jeg alligevel i mål. Resultatet blev en mølle, der kan holde 96 flasker maling — fordelt på seks gondoler, som hver rummer 16 flasker. I bunden gemmer der sig endda en lille skuffe til værktøj, pensler, rystekugler og alt det andet smånips, man bruger sammen med malingen.

Det snedige ved designet er kombinationen af 3D-print og laserskæring. Selve gondolerne er laserskåret i MDF, mens holderne, der griber omkring flaskerne, er 3D-printede, så de kan udnytte plastens elasticitet. Det fungerer overraskende godt.

Det eneste, jeg ikke havde tænkt ind, var et håndtag. Men det viste sig, at der ikke var behov for et: Hvis man stikker hånden ned mellem gondolerne, kan man få fat i akslen i midten — og så fungerer møllen i sig selv som et ret perfekt bærehåndtag. Endnu en lille, utilsigtet feature, der gør projektet bedre.

Møllen har gjort det meget nemmere at holde styr på mine malinger. Nu skal jeg bare huske at holde mig til Vallejo og Army Painter (og andre, der bruger samme type flaske), så de passer i holderne. Men det føles som en lille pris at betale for endelig at have styr på kaosset af farver.

Efter jeg havde lavet Felandet til Idas værelse, havde jeg stadig lyst til at skabe flere små magiske øjeblikke i hjemmet. Der er et eller andet over de små silhuetter, der inviterer til fantasi og fortællinger, og jeg kunne mærke, at projektet ikke var helt færdigt.

Det næste blev derfor nogle dørtopper. Jeg fandt flere fe-silhuetter og gik i gang med at tilpasse og kombinere dem i Illustrator. Her ramte jeg også noget af det mest grundlæggende i min maker-karriere: arbejdet med silhouetter. At finde de rette motiver, image-trace dem, klippe og klistre, kombinere forskellige elementer og langsomt forme dem til en samlet helhed. Det er en teknik, jeg har brugt utallige gange — fra dørdekorationer til 3D-projekter og papirkunst — og som hver gang giver mig følelsen af at bygge et lille univers helt fra bunden. Resultatet blev en række dørtopper og en enkelt dørudsmykning, der tilføjede endnu mere eventyrstemning til Idas værelse.

Men selvfølgelig skulle jeg også have noget til mit eget kontor. Her blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at jeg skulle have ravne. To styk. De mest ikoniske, der findes: Hugin og Munin. Jeg fandt et sæt flotte ravnesilhuetter og tilpassede dem, så de “sidder” på min dørkarm og kigger ind i rummet. En lille hilsen til nordisk mytologi — og et par passende vagter til et maker-kontor.

Små projekter som disse er noget af det, der gør lasercutteren til et magisk værktøj. Det tager ingen tid at gå fra idé til fysisk dekoration, og selv de mindste udskæringer kan ændre stemningen i et rum fuldstændigt.

I 2020 tabte jeg et vædemål til en kollega om, hvem der ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Når man har tabt, må man jo betale prisen. Så enkelt er det.
Når nu jeg alligevel skulle lave en vinskjuler, kunne jeg lige så godt lægge lidt ekstra tanke i selve designet. Jeg ville nemlig have, at figuren ikke bare var en karikatur, men også bar en lille visuel pointe: Trump skulle stå med ryggen mod den mur, han så gerne ville bygge mod Mexico. Det gjorde designet både mere humoristisk og tematisk samlet – og det gav mig samtidig anledning til at eksperimentere med at kombinere flere 3D-modeller til én samlet figur.

Selve Trump-figuren findes ikke længere på Thingiverse, men resten af modellen er et remix af disse filer:
https://www.thingiverse.com/thing:4523685
https://www.thingiverse.com/thing:80181
https://www.thingiverse.com/thing:2708239

Hele konstruktionen røg en tur gennem Meshmixer, og jeg mener også, at Blender og Windows 3D Builder var inde over. Det blev et projekt, hvor jeg fik brugt stort set alle modelleringsværktøjer, jeg havde til rådighed.

Ved valget i 2024 vædede vi igen. Og ja… jeg måtte endnu engang aflevere en flaske vin. Den samme vinskjuler, bare med den opdaterede årstalshilsen foran. Det gjorde ondt, men den slags konsekvens må man leve med, når man insisterer på at vædde.

Jeg håber ærligt talt ikke, at vi skal gentage det i 2028.

Ida havde tidligere prøvet at filte, enten i Makerspace eller på billedskolen, og en dag mente hun, at nu skulle vi lave noget sammen med alt det filt, Louise havde liggende til sine macraméprojekter. Og selvfølgelig skulle vi det.

Jeg havde aldrig filtet før, men det viste sig at være både sjovt, hyggeligt og overraskende tilfredsstillende.

Nålefilting er i al sin enkelhed en teknik, hvor man former uld ved at stikke gentagne gange i det med en speciel filtenål. Nålen har små modhager, der får uldfibrene til at hægte sig sammen og blive mere faste, så man stille og roligt kan opbygge former, figurer og detaljer. Processen er meget meditativ – og lidt farlig for fingrene, hvis man ikke passer på.

Mit første projekt blev en rød fluesvamp, og jeg blev faktisk positivt overrasket over, hvor nemt det var at forme den. Louise havde valgt at kastede sig ud i samme model, og fik på ingen tid lavet sin egen version.

Nu har vi købt et lille kit fra Panduro, så vi kan filte endnu flere figurer sammen:
https://panduro.com/da-dk/products/sy-strik/uld-filt/materialesat/diy-kit-nalefilt-sode-ulddyr-305481

Det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi filte noget sammen. Det er et perfekt lille projekt til en hyggeaften!

Jeg har i mange år leget med photogrammetri – en teknik hvor man tager en masse almindelige billeder af et objekt og lader et program om at omdanne dem til en 3D-model. Computeren analyserer overlap, lys, farver og vinkler og bygger så en digital skulptur, polygon for polygon. Det er fascinerende… men også en tung, tidskrævende proces. Jeg har brugt både onlineværktøjer og forskellige programmer, blandt andet poly.cam, og selvom det var sjovt, blev det sjældent til mere end eksperimenter.

Mine første store idéer var at scanne mine og venners live-rollespilsfigurer, så vi kunne 3D-printe dem som miniaturefigurer. Photogrammetri var ikke god nok til det, og projektet blev lagt på hylden.
Indtil jeg fandt en anden løsning:
Fra LARP til 3D – vores karakterer som miniaturefigurer

Da LiDAR kom til iPhone i 2020, blev scanning pludselig meget mere tilgængeligt for os hobbyfolk. LiDAR måler afstand med lysimpulser og skaber en model med korrekt skala og proportioner. Det gør det genialt til funktionelle 3D-print som beslag, dæksler eller reservedele, fordi målene automatisk passer.

Photogrammetri har derimod en langt højere detaljegrad. Det er fantastisk til figurer, skulpturer, ansigter og dekorative prints – men det tager tid, kræver god belysning og giver ikke automatisk korrekt størrelse før man tilføjer referencemål.

For os makers betyder det i praksis:
LiDAR = hurtig scanning til funktionelle prints
Photogrammetri = høj detalje til visuelle prints

De to teknikker konkurrerer ikke – de supplerer hinanden.

Jeg havde ikke selv en iPhone, men det havde min ven Morten. Efter tilpas meget plageri gav han sig til sidst og scannede mit ansigt. Resultatet var overraskende godt, og pludselig havde jeg et 3D-ansigt af mig selv, som jeg kunne klistre på forskellige modeller. Det blev både til små figurer og til en busteversion.

Miniaturefiguren fandt jeg vist enten på Thingiverse eller MyMiniFactory.
Min ven Henrik har en resinprinter, og han hjalp mig med at printe den. Resinprintere er markant bedre til miniaturer end en klassisk Prusa/FDM-printer. De kan gengive bittesmå detaljer, skarpe kanter og glatte overflader, fordi de hærder flydende resin i mikrofine lag – hvor en FDM-printer lægger smeltet plast ned i synlige lagstrukturer. Til små figurer er resin simpelthen i en helt anden liga.

Busten var et projekt i sig selv. Jeg tog mit scannede ansigt og kombinerede det med denne Socrates-buste:
https://www.myminifactory.com/object/3d-print-socrates-bust-52921
Det krævede timevis i Meshmixer og en god portion tålmodighed.
Jeg lavede en række små testprints i mindre skala, og da jeg var tilfreds, forstørrede jeg modellen til maksimal størrelse på min printer.

Da jeg skulle printe den ramte virkeligheden mig: jeg havde ikke mere hvidt filament.
Jeg ville egentlig lave en klassisk hvid marmorbuste.
Men jeg var utålmodighed så…

Den blev printet i sort.
Det var kedeligt.
Så jeg greb grafitpulver, sleb løs, grundede den med airbrush og gav den en dyb sort glans før jeg gned grafit ind over alle fladerne.
Resultatet? En nærmest metalisk skinnende busteversion af mit eget ansigt.
Jeg elsker den.

Men så kom Makerspace’s nye 3D-scanner: Miraco Revopoint.
Og pludselig var alt forandret. Hvor photogrammetri kræver hundrede billeder, godt lys og masser af efterarbejde, tager scanneren et objekt i én rolig bevægelse – og resultatet er langt bedre. Det er hurtigt, præcist og frem for alt… virkelig sjovt.

Efter jeg fik adgang til Makerspace’s Revopoint-scanner, begyndte jeg at scanne både venner og gæster. Der er en lille indlæringskurve, men efter en times tid får man rigtig flotte resultater.

Og når vi taler resultater, må jeg bøje mig i støvet for Kenneth.
Jeg hjalp ham med at scanne ham selv, og han gik hjem og satte gang i printerne.
Det endte med en 1:1 kopi af ham selv.

Der er noget… ubehageligt… ved at have en livagtig klon stående, så Kenneth har venligt doneret sin 3D-tvilling til Makerspace. Den står nu og forskrækker alle, der kommer ind i lokalet.
Og det gør det ikke bedre, at Kenneth flytter rundt på den hver gang han er forbi.
Det er meget tarveligt at stille den lige bag toiletdøren, jeg siger det bare.

Da Ida var omkring tre år gammel, lavede jeg dette lille skyggespilsteater til hende. Jeg har altid elsket at fortælle historier, men at fortælle dem for børn… det er noget helt særligt. Deres måde at leve sig ind i fortællingerne på gør hele oplevelsen magisk. Det er som om ordene får mere farve, karaktererne får mere liv, og verden omkring én vokser i takt med fantasien.

Og når børn så begynder at fortælle historierne tilbage – og blande dem med deres egne idéer, tanker og små påfund – så opstår de øjeblikke, hvor man som voksen bare må læne sig tilbage og smile. Det er ren drømmekraft.

Med skyggespillet fik vi en ny måde at lege historiefortælling på. Nu handlede det ikke kun om ord, men også om billeder, bevægelse og stemmer. Figurerne skulle animeres, scenerne skulle skifte, og hver af os havde en rolle i legen. Nogle gange som fortællere. Andre gange som skuespillere. Og indimellem bare som publikum – sammen med bamserne, der naturligvis også skulle se med.

Historien om De Tre Små Grise og Den Store Stygge Ulv blev fortalt igen og igen i et utal af variationer. Nogle gange dramatisk, andre gange fjollet. Indimellem med helt nye plotelementer, som Ida opfandt på stedet. Det var historiefortælling som et levende samarbejde.

På Pinterest fandt jeg en masse figurer og scener, som kunne bruges i skyggespillet, og samlede dem her:
https://dk.pinterest.com/qazaan/puppet-theater/

Selve teateret designede jeg fra bunden. Udsmykningen udviklede sig undervejs og blev tilpasset del for del, efter hvad der gav mening.

Det blev et lille vindue til Drømmeland, hvor alt kunne ske, og hvor fantasi og nærvær var vigtigere end alt andet.

Tusken Raiders – sandfolket fra Star Wars-universet – er noget af det, jeg husker allerbedst fra min barndom. De mystiske lyde, de lag-på-lag klæder, de farlige øjne og de ikoniske våben. Så da jeg begyndte med 3D-print, var det kun et spørgsmål om tid, før jeg faldt pladask for idéen om selv at bygge et helt Tusken Raider-kostume.

Og når man først begynder at kigge efter Star Wars-ting på Thingiverse og lignende steder, går det stærkt. Man finder nemlig hurtigt ud af, at man kan 3D-printe alt: hjelme, åndedrætsmasker, våben, detaljer… ja, næsten hele karakteren. Så selvfølgelig gik jeg i gang. For hvad skal man ellers bruge en 3D-printer til, hvis ikke det er at printe Star Wars-dimser?

Her er filerne, jeg brugte:
Hjelm: https://www.thingiverse.com/thing:2595829
Respirator: https://www.thingiverse.com/thing:4284255
Gaffi stick: https://www.thingiverse.com/thing:3379385
Riffel: https://www.thingiverse.com/thing:2398287

Derudover var jeg ude og købe tæpper i en rå, sandfarvet struktur, som jeg vil sy om til en af de rober, sandfolket bærer. Jeg har også fundet nogle beltetasker i samme stil. Det hele ligger klar i en kasse. Jeg er bare… gået lidt i stå.

Men intet er tabt. Som maker har jeg efterhånden indset, at livet ikke handler om antallet af projekter man starter, men om dem man får gjort færdige. Og Tusken Raider-kostumet? Det kunne meget vel blive et af de næste projekter, jeg tager fat på igen. For drømmen om at blive en sand Tusken fra Tatooine lever stadig.

Når man både er ny inden for 3D-print og samtidig er dedikeret Star Wars-fan… så er nogle projekter helt uundgåelige. Denne lampe er ét af dem. Selvfølgelig skulle jeg have min egen Dødsstjerne hængende på kontoret!

Selve 3D-filerne fandt jeg her:
https://www.thingiverse.com/thing:2824759
Og lampen, som projektet er bygget op omkring, er den ikoniske IKEA PS 2014 loftlampe:
https://www.ikea.com/dk/da/p/ikea-ps-2014-loftlampe-hvid-solvfarvet-90311494/

Den største udfordring var uden tvivl Superlaser Focusing Array’et. I modsætning til alle de andre dele kan de to laser-moduler ikke bare limes oven på IKEA-lampens flader. De er nemlig designet til at erstatte lampens egne sektioner fuldstændigt. Det betyder, at man skal fjerne de originale paneler og montere printdelene i deres sted.

Jeg overvejede på et tidspunkt at 3D-printe selve laserstrålen i et transparent neongrønt filament, jeg havde liggende, men endte med at droppe idéen igen — projektet fungerede bedre uden.

Det jeg elsker mest ved denne lampe er faktisk, at den viser Dødsstjernen i to tilstande: både som den ser ud, når den er samlet og hel, og som den ikoniske ødelagte konstruktion efter eksplosionen. Lampens indbyggede snoretræk gør nemlig, at hele konstruktionen kan skifte form: ét træk i snoren, og lampen folder sig ud som en eksploderet Dødsstjerne — et nyt træk, og den lukker sig igen til en perfekt kugle.

Da skygger, lys og simple former bliver til noget magisk

Der er noget helt særligt ved silhuetkunst. Den måde, hvor en enkel sort form kan fortælle en hel historie, bare ved hjælp af lys, kontrast og små detaljer. I hånden ville man normalt lave denne type værker med skalpel, sort karton og en stak tålmodighed – og skære motivet omhyggeligt ud, én linje ad gangen. Det er et smukt håndværk, der kræver ro i kroppen og et godt øje for komposition.

Men… nu stod lasercutteren alligevel lige ved siden af mig – og den var ledig. Så selvfølgelig brugte jeg den. Når man har muligheden for at få præcise udskæringer, skarpe linjer og en perfekt finish hver eneste gang, så er det svært at lade være.

Kobberpapiret fandt jeg i Søstrene Grene, og det gav præcis den varme, metalliske glød, jeg havde forestillet mig. Silhuetterne blev skåret i dybsort karton, og det hele blev samlet i en mørk ramme, klar til at komme op på væggen. Når lyset rammer kobberfolien bag motivet, får hele billedet en næsten levende dybde – som om figurerne bevæger sig i en gylden solnedgang.

Selve motiverne er mine egne kompositioner. Ikke fordi jeg har tegnet dyrene eller træerne fra bunden, men fordi jeg har brugt timer op nettet og i Illustrator på at finde de rigtige elementer, klippe dem fra hinanden, sætte dem sammen, tilpasse proportioner og skabe en balance, der både var simpel og udtryksfuld. Illustrators præcise værktøjer gør det til mit go-to program i Makerspace – især når jeg skal sammensætte grafiske elementer som dette.

Det tog overraskende lang tid at finde det helt rigtige udtryk. Jeg ville have et fælles tema for mindst tre billeder, men uden at de blev for fyldte eller for støjende. En silhuet skal være let at aflæse, men stadig have karakter. I dag ville jeg nok have brugt ChatGPT til at generere specifikke silhouetter efter mine ønsker, men dengang var det ren research, manuelt arbejde og Illustrator-gymnastik.

Når en lasercutter møder maling, lærred og nysgerrighed

Lasercutteren er et virkeligt spændende stykke værktøj. Jeg har efterhånden prøvet mange teknikker og materialer af, men én af de ting, der virkelig fangede mig, var idéen om at lasergravere billeder på malerlærreder. Det lyder skørt, men effekten er helt utrolig, når det lykkes. Jeg prøvede det første gang hos Fablab Danmark, hvor de havde en Universal Laser – og med sådan en maskine kan man virkelig lege med detaljegrad og nuancer. Desværre er den store laser, vi har i Makerspace i dag, alt for kraftig til arbejdet. Selv på laveste power og næsten maksimal hastighed brændte den direkte igennem lærredet og var tæt på at sætte ild til det hele. Den lille laser kunne muligvis bruges, og jeg satser på at teste det i det nye år.

🎨 Teknikken bag lasergraverede canvas-billeder

Grundidéen er simpel: du maler et lærred i lag af farver, og laseren “skræller” lagene væk igen og afslører nuancerne i motivet. Ved at bruge sorte, grå og metalliske farver kan man skabe flotte gråtoner, helt uden printer – kun med maling og laserens lys.
Jeg startede med billige små 1:1-lærreder og nogle spraydåser i sort, grå og senere sølv og guld.

Teknikken ser sådan her ud:
• lærredet spraymales først gråt
• derefter et lag sort ovenpå (jeg endte med to lag for de bedste resultater)
• billedet inverteres digitalt (lys bliver mørkt, mørkt bliver lyst, så laseren brænder de rigtige steder)
• laseren fjerner de øverste lag af malingen og afslører gråtoner, highlights og detaljer

Her er nogle af mine tidlige tests:

🌈 Farvevalg – hvor magien virkelig sker

Jeg troede først, at almindelig grå spray var vejen frem… men det viste sig hurtigt, at sølv var langt bedre. Den gav dybde, blødere overgange og et liv i billederne, som grå bare ikke kunne matche. Guld fungerede også overraskende godt og gav motiverne et varmt næsten sepia-agtigt skær. Rød kunne give nogle dramatiske effekter, men her skal motivet passe til det – ansigter i rød bliver fx lidt horror-agtige. Sølv og guld fungerede til gengæld til stort set alt. Jeg foretrak også en mat sort frem for blank, og som sagt to lag sort på toppen. Det gav den bedste kontrast.

🖼️ Billedbehandling – mindre er faktisk mere

Jeg testede en masse digitale forbehandlinger. Mange guides anbefaler konvertering til grayscale, reduktion af antal gråtoner, dithering, kontrastjustering og en masse avancerede metoder. Men sandheden viste sig at være overraskende simpel: når maskinen er god nok, behøver man stort set kun gråtoner. Universal-laseren kunne håndtere nuancerne så fint, at de fleste ekstra billedtricks faktisk gjorde resultatet dårligere. Det meste af den billedbehandling, andre anbefaler, handler om at kompensere for lasere med færre justeringsmuligheder.
Mit endelige workflow blev:
• konverter billedet til grayscale
• inverter det
• høj opløsning
• send til laseren
Det virkede bedre end alle de avancerede teknikker.
Her er nogle af de resultater, jeg blev allermest tilfreds med:

🎨 En lille kunstner i huset

På et af billederne af Ida skete der noget helt særligt. Ida, tre år gammel og fuld af gåpåmod, insisterede på selv at male billedet. Hun ville være med – ikke bare kigge. Og jeg overgav mig. Det viste sig at være en af de bedste beslutninger i hele projektet.
Akvarelmaling og lasergravering lyder som en umage kombination, men hun gav billedet et liv og en farverig intuition, jeg aldrig selv havde fundet på. Hun lagde farverne frit og legende, men alligevel med en præcision i detaljer, som kun små børn kan have. Resultatet blev et af de mest charmerende billeder i hele serien – og et jeg er særligt stolt af, fordi vi lavede det sammen.

🌟 Trial and error – og kunst der føles som magi

Det tog en del forsøg, men hver iteration blev bedre og bedre. Kombinationen af farvelag, laserstyrke og det rigtige billede kan skabe nogle virkelig flotte kunstværker. De får en rå, næsten grafisk kvalitet, der står skarpt mod lærredets struktur. Portrætter fungerer især godt, og når det lykkes, opstår der en slags digital-analog magi, som er helt sin egen.