Category: Projects

Til et af Idas Halloween-kostumer ønskede hun at have en dukke med sig.
Jeg insisterede hårdt på, at så skulle det i det mindste være en uhyggelig Halloween-dukke!
Efter lidt forhandling vandt jeg kampen – og resultatet blev faktisk et af årets bedste indslag.

3D-printerne blev sat i gang igen, denne gang med et lidt usædvanligt printjob: horn og klove.
Den stakkels dukke fik fødderne skåret af, og klovene blev limet på (Thingiverse model). Hornene var et helt kapitel for sig – de ville absolut ikke sidde fast, men med rigelige mængder limpistol-lim og tålmodighed lykkedes det til sidst (Thingiverse model).

Et stykke imiteret pels blev limet på benene, og en lille hale bagpå.
Jeg fandt et stykke skind, klippede huller i det – og så havde vi en vest.
Den hvide pels fik lidt fortyndet brun maling, så den fik et mere naturtro look.

Resultatet blev en lille nuttet baby-faun, som Ida bar rundt på til Halloween – og som overraskende nok blev et hit blandt både børn og voksne.
Den fik endda en lille fin panfløjte (Thingiverse model) for at fuldende det hele.
Det blev måske ikke så uhyggeligt, som jeg havde haft i tankerne til at starte med – men nuttet kan også noget.

“Hvad vil du være til Halloween, Ida?” spurgte jeg.
“Jeg vil være den hovedløse dame!” svarede hun.
“… øh, jammen ok så,” svarede jeg – og så fik jeg travlt.

Efter en hurtig research på YouTube og en del billeder af tidligere forsøg, begyndte planen at tage form.
Det viste sig hurtigt, at den største udfordring faktisk var at finde den rette kjole.
Jeg endte i Kirppu i Næstved, hvor jeg fandt den perfekte, gamle hvide kjole, der med lidt tilpasning kunne blive helt uhyggelig.

For at skabe illusionen måtte en af Idas make-up dukker lade livet.
Vi skulle bruge hals og skulderpartiet fra dukken — og for at gøre Ida til den hovedløse dame, måtte en dukke altså miste hovedet. Det er jo næsten poetisk.

Kroppen blev bygget af EVA-skum og rørisolering, og alt blev holdt på plads af en gammel rygsæk.
Men jeg kunne ikke lade være med at gå et skridt videre. Jeg elsker det morbide – kranier, knogler og alt det der – så selvfølgelig skulle der stikke en rygsøjle ud af halsen.

Jeg printede dele af denne 3D-model:
https://www.thingiverse.com/thing:27560
Efter lidt maling og en omgang teaterblod sad detaljen lige i skabet.

Kjolen, make-up dukken og de små justeringer gjorde kostumet både uhyggeligt og fascinerende.
Resultatet var en ganske skræmmende hovedløs dame, og Ida gjorde det fantastisk til skolens Halloweenfest.

Senere på aftenen gik vi ud på den traditionelle trick or treat-tur, og Ida fik mange roser for sit kostume.
Flere steder blev dørene åbnet med et gisp, og de fleste var enige om, at hendes udklædning var det mest uhyggelige, der havde været på besøg den aften.

I vores makerspace havde vi købt en stor kasse vinduesmaling fra CChobby – og det viste sig hurtigt at være et kæmpe hit hos ungerne.

Det er super nemt at gå til, tørrer hurtigt, og det at man bagefter bare kan “klaske” sin kreation direkte op på vinduet, gør det ekstra sjovt! 🌈

Ida har lavet masser af små figurer, der nu dekorerer vores vinduer.
Men selv børn kan løbe tør for idéer, og derfor opstod vindueskatten 🐱 – et hyggeligt og overskueligt projekt, som selv de mindste kan være med til.

✂️ Idéen bag

Jeg fik idéen til at lave nogle små “rammer” til at male i – figurer skåret i 3 mm MDF, hvor børnene kan udfylde felterne med vinduesmaling.
Det fungerer næsten som små stained glass-projekter, bare med maling i stedet for glas.

Jeg skærer rammerne på lasercutteren, men motiverne finder jeg typisk ved at google fx “coloring pages stained glass”.
Når jeg finder et motiv, tager jeg det en tur gennem Illustrator eller Inkscape, hvor jeg rydder op i stregen, justerer tykkelsen og gør det klar til laser.

Resultatet er små søde katte, men også sommerfugle, fisk og nisser er kommet til gennem tiden.

🧡 Sådan gør vi

1. Skær eller print motivet – hvis man ikke har en laser, kan man bare printe det på A4 og lægge det i en plastlomme.
2. Læg motivet på en MDF-plade, så det ligger plant.
3. Tape motivet godt fast med malertape, så malingen ikke løber ud.
4. Udfyld felterne med vinduesmaling – her er alt tilladt!
5. Når malingen er tør, fjernes tapen, og man kan evt. male rammen sort for en flot kontrast.

Når malingen har tørret i cirka et døgn, kan figuren forsigtigt skrælles af og flyttes over på et vindue.
Malingen klæber helt af sig selv til glasset – ingen lim, ingen bøvl – og når lyset strømmer gennem farverne, bliver de helt transparente, næsten som små blyindfattede vinduer.
Farverne forandrer sig med sollyset, og i løbet af dagen kan man se, hvordan vindueskatten kaster bløde farveskær ind i rummet.

Et simpelt, kreativt og farverigt projekt, som både børn og voksne kan hygge sig med.
Og bedst af alt – man får lov at lege med lys og farver på en måde, der bringer smil hver eneste gang man kigger ud af vinduet. 💛

Det er rent X-Files!

Der er noget morbidt fascinerende ved dette projekt – aliens i formalin (eller… noget, der ligner).
Jeg faldt over et par modeller på Thingiverse (link), og de skreg simpelthen på at blive printet og puttet i glas.

Snart blev det til en hel lille samling af fremmede væsner, alle flydende i hver deres mystiske væske.
Glassene er genbrugte sovseglas fra Rema1000 – en perfekt størrelse, og med et klassisk låg, der næsten ligner noget fra et laboratorium.

Modellerne blev malet let, bare nok til at give liv og tekstur, for når væsken alligevel bliver grumset og farvet, er detaljegraden ikke så vigtig.
Den ene alien fik endda et par kunstige øjne, jeg havde liggende, og det gjorde underværker for uhyggestemningen.

Et uventet problem dukkede op: 3D-printene er næsten hule og fyldt med luft, så de flød i toppen af glassene – ikke særligt overbevisende.
Jeg borede derfor små huller og fyldte skruer i for at give dem vægt. Det fik dem til at synke, men tanken om at justere vægten så de svævede midt i glasset lever stadig videre til en mulig version 2.

Væsken i sig selv skulle selvfølgelig også have lidt farve.
Her kom idéen med overstregningstusser – og det virkede fantastisk!
Jeg hev filtstykket ud, smed det i glasset og tømte resten af tuschens indhold med ned.
Farven falder med tiden til bunden, men når man ryster glasset, virvler det hele smukt op igen.
Den gule nuance er min klare favorit – den får væsken til at gløde næsten radioaktivt.

For at give glassene et mere færdigt udtryk, fandt jeg en 3D-printet top og bund, som fik dem til at ligne små biocontainere.
Der var endda plads til et elektrisk fyrfadslys i bunden – det var prikken over i’et og fik det hele til at se levende ud!

Desværre fik jeg ikke gemt filen til den base, men næste gang må jeg nok designe min egen.

På Thingiverse har jeg samlet nogle modeller, der passer perfekt til projektet:

👉 Alien Collection – by Qazaan

Dungeons & Dragons har en særlig plads i mit hjerte.
Siden midt i folkeskolen har eventyrene fra rollespil været en fast del af min hverdag – og den dag i dag finder jeg stadig glæde i at skabe verdener, fortællinger og karakterer.

Da min nevø begyndte at spille selv – og endda som Game Master – skulle han selvfølgelig have sin egen DM-skærm.

Jeg fandt D&D-logoet på Thingiverse (https://www.thingiverse.com/thing:2881850) og printede to versioner – en tynd og en tyk – for at finde den rette balance.
Til dekorationen valgte jeg at bruge gamle dørbeslagssilhouetter, som jeg selv omdannede til 3D-modeller. Det krævede blot en let ekstrudering af silhouetten, men effekten blev utrolig autentisk.

Både logoet og beslagene fik efterfølgende en omgang strukturmaling og drybrushing med metalliske nuancer, så de kom til at ligne ældet smedejern.
Selve skærmen blev skåret i birkefiner, og sidefløjene blev graveret med klassiske D&D-motiver. Graveringerne forgyldte jeg med en varm gylden tone, mens træet fik en mørk bejdse for at give det et gammelt og mystisk udtryk.

Resultatet blev en Game Master-skærm med sjæl og historie – klar til at beskytte hans hemmeligheder og skabe nye eventyr, hvor drager, helte og terninger styrer skæbnen. 🎲

I min datters børnehave havde de en sangkuffert fyldt med små figurer og genstande, der blev brugt til at understøtte sangene.
Jeg syntes, det var en genial idé – både pædagogisk og kreativ – så jeg besluttede at lave en lille tilføjelse til sangen “Mariehønen Evigglad”.

Jeg fandt modellerne til en mariehøne og en snegl på Thingiverse og 3D-printede dem i hvid PLA, sammen med et laserskåret og graveret rabarberblad i lys birkefiner.
Materialerne gør det nemt for børnene selv at male og dekorere figurerne.

Jeg elsker tanken om, at børnene kan være med til at sætte deres eget kreative præg på de ting, de synger om.
Det gør aktiviteten både sjov og personlig — og giver samtidig en ekstra dimension til sangglæden 🎵

Når man 3D-printer, opdager man hurtigt, at der opstår en del spild — både fra support-materiale, brim-kanter og fejlprint.
Det føles næsten forkert bare at smide det hele ud.

Efter at have set et par YouTube-videoer om, hvordan man kunne genbruge PLA-rester, besluttede jeg mig for at give det et forsøg.
Jeg fandt nogle sjove silikoneforme på nettet, pakkede mine rester i en pose og tog en tur i Makerspace, klar til at eksperimentere.

De mange PLA-rester blev klippet i mindre stykker — og det viste sig hurtigt at være en meget kedelig proces.
Flere timers håndklipning resulterede i ømme fingre og vabler, men det skulle jo prøves.

Formene blev fyldt gradvist, efterhånden som materialet smeltede i ovnen.
Jeg justerede løbende og fyldte mere på, til det hele var smeltet sammen.
Det tog næsten en hel aften at komme igennem resterne — og resultatet blev kun et par solide figurer, men de er tunge, tætte og helt glatte.

I modsætning til almindelige 3D-printede figurer, hvor lagene er tydelige, får man her en spejlblank overflade og en struktur, der minder mere om harpiks eller glansfuld sten.
Farverne smelter sammen i et kaotisk, men smukt mønster — som om regnbuen er fanget i marmor.

Det krævede tålmodighed at lade figurerne køle nok af, før de kunne tages ud af formene, men ventetiden var det hele værd.

Erfaringer undervejs:

• PLA skal være meget varmt for at flyde ordentligt, ellers dannes der let luftlommer.
• En varmepistol kunne sandsynligvis gøre processen hurtigere og mere kontrolleret end en almindelig ovn.
• Og vigtigst: en plastkværn (som vi nu heldigvis har i Makerspace) er langt bedre end en saks og tålmodighed!

Jeg har altid haft en svaghed for kranier, uhygge og monstre – og da jeg så denne shamanmaske på Thingiverse, vidste jeg, at jeg måtte prøve:
Shaman Mask på Thingiverse.

Mit mål var at gøre den mere Wendigo-agtig, med en forlænget snude og et stort gevir.
Jeg printede det hele i 3D og brugte adskillige timer på at slibe, spartle og forfine overfladen, indtil samlingerne næsten var helt usynlige.

Et af de bedste tricks undervejs viste sig at være sprøjtespartlen fra Biltema
(link her) – den var genial til at udjævne de små overgange og give en helt glat finish.

Da formen sad som den skulle, trak jeg på gamle maler-vaner fra mine ungdomsår som figurmaler.
Jeg malede masken, så den fik en realistisk knogleeffekt, men i den størrelse krævede det lidt justering af teknikken.
Samtidig fik jeg øvet mig på airbrush – og det blev faktisk et af de bedste resultater, jeg har lavet til dato.

Det største puslespil var at få masken til at passe til mit hoved.
Efter en række testprint tog jeg chancen – og endte med en maske, der blev en smule for stor.

Jeg løste det ved at fore hele indersiden med skum, så den både sad bedre og var mere behagelig at have på.
Men 10 % mindre havde nu været perfekt!

Jeg printede også et gevir, som var smukt i proportion, men… der opstod et praktisk problem.
En maske med gevir ville være alt for stor – jeg ville ikke kunne gå gennem døråbninger uden at rive halvdelen af stuen med.
Så jeg måtte opgive det. Ærgerligt, men nødvendigt.

For at give masken liv, tilføjede jeg en sort nylon-strømpe som net over øjenhullerne og LED-lys til øjnene, så de glødede intenst rødt.
Kæben kan bevæges, så munden åbner og lukker, hvilket gør den uhyggeligt levende – især når min datter og jeg går trick-or-treat til Halloween.

Jeg nåede også at eksperimentere med forlængede fingre og klør, inspireret af disse modeller:

• Articulated Finger Extensions
• Alternative claw design på Thingiverse

De første var for besværlige at tilpasse, men de senere versioner ramte faktisk præcis det udtryk, jeg havde forestillet mig.
Jeg nåede at printe fire fungerende fingre af model 2 – og de virker overraskende godt!
De er dog lidt kluntede at have på og gør det nærmest umuligt at bruge hånden til noget som helst praktisk.
Til gengæld ser de helt vilde ud visuelt, og jeg er ret sikker på, at de vil kunne løfte hele udklædningen til næste niveau.
Men det må blive en del af Wendigo v2.0 😄

Inden makerspace fik sin fantastiske 3D-scanner, legede jeg en del med photogrammetri – en fascinerende teknik, hvor man tager en masse billeder af et objekt fra forskellige vinkler og lader et program genskabe det som en 3D-model.
Jeg brugte en app kaldet Polycam, som gør det overraskende let at komme i gang, selv med en helt almindelig telefon.
Du kan finde den her: Polycam på Google Play.
Det kræver dog stadig godt lys, tålmodighed og en smule zen.

Jeg havde allerede scannet mit eget ansigt med ret flotte resultater (se projekt – placeholder), og det fik hurtigt min bror til at ville prøve.
Så vi lavede en fuld scanning af hans hoved – langsomt drejet, fotograferet fra alle vinkler, og derefter samlet digitalt.

Med hjælp fra 3D Builder, Meshmixer og en god portion øvelse fik jeg finpudset modellen.
Jeg fandt en muskuløs buste-model (oprindeligt inspireret af Kratos-stilen, men som jeg desværre ikke har kunnet finde igen) og placerede hans hoved på kroppen.
Efter lidt guldmaling og lak stod han dér – The Golden Child – gylden, heroisk og ret selvsikker.

Men sådan et resultat kaldte næsten på et modstykke.
Noget mere roligt. Mere jordnært.
Så jeg mesh’ede hans hoved sammen med denne Buddha-figur: Buddha på Thingiverse.
Resultatet blev Bror Buddha – en humoristisk og kærlig balance til hans gyldne alter ego.

Begge figurer står nu side om side hjemme på hans hylder – og sammen siger de alt om, hvor tynd grænsen kan være mellem selvindsigt og selvfedme.
Et både sjovt og personligt projekt, som stadig får folk til at grine, når de ser det.

Da mit 3D-print eventyr for alvor begyndte, var det med masker.
Noget af det allerførste, jeg forsøgte at printe, var en 1:1 Darth Vader-hjelm.
Men printet fejlede – og for at få lidt succes med det her for mig nye univers, måtte jeg drømme en smule mindre.
Så det blev masker.

Det udviklede sig hurtigt til en kortvarig besættelse.
Når en maske blev malet færdig, var den næste allerede i gang på printeren.
Jeg nød virkelig processen og fik testet mange forskellige teknikker – og lærte især vigtigheden af efterbehandling: slibe, prime, slibe og prime igen … og igen … og igen.
Men det var det hele værd.

En anden nevø fik også en Dragon Priest-maske, som han kunne have på, når han sad og gamede Skyrim.
👉 Link til model

Der er noget virkelig fascinerende ved masker.
De har udtryk, personlighed og et strejf af mystik — som om de rummer historier, man kun lige aner konturerne af.
Når man arbejder med dem, sker der noget særligt: hver form, hver farve og hver penselstrøg ændrer stemningen.
En lille justering i skyggerne kan gøre en maske fra truende til sørgmodig, fra død til levende.

Jeg elsker den proces.
Det er som at skabe karakterer — ikke bare genstande.
Nogle masker føles som om de vil noget, næsten som om de bestemmer selv, hvordan de ender.
Og når man endelig står med en færdig maske i hånden, har den fået sin egen sjæl.

Måske er det derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage til dem.
De kombinerer alt det, jeg holder af ved makerspace: eksperimenter, materialer, farver og fortællinger – alt sammen samlet i ét ansigt.