Til et af Idas Halloween-kostumer ønskede hun at have en dukke med sig.
Jeg insisterede hårdt på, at så skulle det i det mindste være en uhyggelig Halloween-dukke!
Efter lidt forhandling vandt jeg kampen – og resultatet blev faktisk et af årets bedste indslag.
3D-printerne blev sat i gang igen, denne gang med et lidt usædvanligt printjob: horn og klove.
Den stakkels dukke fik fødderne skåret af, og klovene blev limet på (Thingiverse model). Hornene var et helt kapitel for sig – de ville absolut ikke sidde fast, men med rigelige mængder limpistol-lim og tålmodighed lykkedes det til sidst (Thingiverse model).


Et stykke imiteret pels blev limet på benene, og en lille hale bagpå.
Jeg fandt et stykke skind, klippede huller i det – og så havde vi en vest.
Den hvide pels fik lidt fortyndet brun maling, så den fik et mere naturtro look.

Resultatet blev en lille nuttet baby-faun, som Ida bar rundt på til Halloween – og som overraskende nok blev et hit blandt både børn og voksne.
Den fik endda en lille fin panfløjte (Thingiverse model) for at fuldende det hele.
Det blev måske ikke så uhyggeligt, som jeg havde haft i tankerne til at starte med – men nuttet kan også noget.





























































